Mest læste
[Spilanmeldelse]

1 - Spilanmeldelse
Bloodborne
2 - Spilanmeldelse
Ratchett & Clank – Tools of Destruction
3 - Spilanmeldelse
Assassin’s Creed IV – Black Flag
4 - Spilanmeldelse
Far Cry 3
5 - Spilanmeldelse
Assassins Creed - Brotherhood
6 - Spilanmeldelse
The Last of Us
7 - Spilanmeldelse
Knack
8 - Spilanmeldelse
SpaceChem
9 - Spilanmeldelse
Back to Bed
10 - Spilanmeldelse
South Park: Stick of Truth




Call of Duty: WWII / PlayStation 4
Activision / Sledgehammer Games / Activision
Anmeldt 25/11 2017, 10:12 af Torben Rølmer Bille

Tilbage til rødderne


Tilbage til rødderne

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Spilserien Call of Duty har efterhånden eksisteret i mange år. Den startede oprindelig som et førsteperson skydespil, der foregik under Anden Verdenskrig, men siden det skelsættende Call of Duty 4: Modern Warfare har spillet i løbet af de sidste par afsnit bevæget sig i en tiltagende futuristisk retning, hvor automatiserede kamprustninger, droner og andre højteknologiske gadgets har bragt spilleren til krigsscenarier placeret langt ude i fremtiden.

Selv om disse spil bestemt ikke har været kedelige, var der mange der mente (inklusiv undertegnede skribent) at det kunne være fedt med noget afveksling. Så i det allernyeste Call of Duty: WWII har Sledgehammer Games valgt at tage serien tilbage til sin oprindelse ved endnu engang at lade spilleren i singleplayerdelen gå i land sammen med sine kammerater på en strand i Normandiet den 6. juni 1944.

Mange spil i et
Der er rigtigt mange spillere, der primært får fat i et nyt CoD-spil, for at spille mulitplayerdelen. Selv om anmelder normalt ikke er en, der kaster sig over denne slags sysler (mest af alt fordi det er træls at blive nakket gang på gang af en trettenårig spiller – der tillige hånligt griner i sit headset af den gamle ”Noob” som han lige har nakket) så blev den såkaldte ’åbne beta’ (en mulighed for at teste spillet før det udkommer – red.) spillet med stor ildhu. Selv om baneudvalget ikke var stort, kunne man både se, hvor flydende grafikken kørte, og hvor sømløst de drabelige slag blev afviklet. Samtidig var det bare grundlæggende sjovt at spille for alle med hang til FPS.


Som åbningsscenen i Saving Private Ryan eller eller det gamle spil Medal of Honor er en af de første missioner landgangen i Normandiet.

I det færdige spil er der selvsagt langt flere multiplayer baner at vælge mellem, end de der oprindeligt blev spiltestet. Herudover er der også mulighed for at træne en lang række færdigheder, specialisere sin avatar, låse op for specielle våben og meget, meget mere. Dertil kommer at der er en hel række forskellige game-modes i multiplayerdelen som man kan udforske.

Old School og zombier
Når man starter multiplayer, ankommer man til en virtuel base, som man frit kan vandre rundt på. Her kan man bl.a. modtage nyheder, særlige missioner og træne forskellige færdigheder. Man kan endda (såfremt man har scoret nogle point i multiplayerdelen) finde et sted lidt afsides hvor der står et skakbræt og her spille nogle af Activisions klassiske arkadespil såsom Pitfall II, Chopper Command, Seaquest og lignende.


Så er der nazi-zombier!

Foruden dette lille sjove gimmick byder Call of Duty: WWII også på den nærmest obligatoriske zombie-del, hvor man enten alene, i split-screen med en medspiller eller online med andre, kan gå gennem først et skummelt hus og dernæst en større tysk by, som overrendes af nazizombier i mange forskellige afskygninger. Spildesignerne har ikke hævet sværhedsgraden fra tidligere spil – det har nemlig altid været ganske udfordrende – til gengæld er det virkeligt underholdende at spille og til tider også næsten uhyggeligt.

Saving private Playstation
Helt personligt har det altid været singleplayerdelen i denne type spil, som har været mest interessant., selv om der er mange spillere der sikkert vil vrisse af dette. Det er i sagens natur også langt mere udfordrende at kæmpe mod andre ”rigtige” mennesker, end det er at slås mod computerskabte AI’ere. Til gengæld er det betryggende at man ved at spille kampagnen igennem, starter på en krig der faktisk har en afslutning som ender en halv snes timer senere fremfor onlinekrigen, der potentielt ikke slutter før spillere holder op med at besøge serveren.

Call of Duty-spillene er kendetegnet ved at levere ganske medrivende narrative forløb og byde på en række meget intense, spektakulære interaktive actionsekvenser, som bliver præsenteret på en måde, der gør at spilleren pludselig føler sig som en del af en vild krigsfilm. Dette nye spil er ingen undtagelse.


Svært ikke at føle sig ganske mægtig, når man får lov til at køre sin tank gennem den sønderbombede by.

Selv om man i løbet af singleplayerkampagnen får mulighed for at spile flere forskellige soldater, styre tanks og endda flyve i en Spitfire, handler hovedhistorien om en amerikansk soldat der, til trods for sin unge alder og et barndomstraume, har alt at miste. Hjemme i USA venter nemlig hans smukke, gravide kæreste, hvilket giver et ekstra incitament til at forsøge at holde sig i live.

Krigens gru
Man skal dog være en ualmindelig god FPS-spiller for at gå gennem Call of Duty: WWII uden at dø en eneste gang. Heldigvis er dette jo et spil, og bliver man skudt, sprængt i luften, stukket ihjel eller dræbt på en helt femte måde, så liver man – modsat virkelig krig - heldigvis op igen ved sidste checkpoint. En konkret ændring fra de tidligere spil er at man i CoD:WWII ikke helbreder sig selv ved at sidde i dækning og vente til ens helbreds-status igen er fin, men man skal derimod finde ”medkits” (kasser med førstehjælp-red.) på banerne for at helbrede sig selv.

Det er i sagens natur svært at beskrive denne spildel uden at afsløre for meget af handlingen, men det er lykkedes folkene på Sledgehammer Games at skabe en fortælling, der både er brutal, ganske rørende og ikke mindst en, der ikke viger tilbage fra at vise de allermørkeste sider af krigen. Eksempelvis er spillets epilog virkelig mørk og en der med garanti har affødt en masse diskussion blandt spilmagerne.

En teknisk bedrift
Grafikken er som vanligt fænomenal. Den afvikles flydende og stort set uden de mindste grafikfejl. Teksturer, lys, røgeffekter, ild, køretøjer og andre omgivelser er fulde med fine detaljer og banedesignet er virkeligt godt. Måske bliver spillet ikke helt en klassiker på linje med førnævnte Modern Warfare, men der er bestemt masser af scener og elementer som man vil huske længe efter man er færdig med spillet. Det er især imponerende når man tænker på at spillet afvikles på PS4.


Der er mange fine multiplayermaps, selv en der foregår i Londons gader.

Denne sans for detaljer, den gode AI og de mange forskellige måder man kan spille spillet på vidner om at folkene bag har stor erfaring med at skabe sådanne storslåede og varierede spiloplevelser. Dette gælder også for de cutscenes, der er med til at fortælle hovedhistorien. De er både meget stemningsfyldte, har bombastisk musik og er vildt flot eksekveret. Det anbefales derfor at man spiller spillet på en stor skærm, mens surroundanlægget er skruet helt op - for det fungerer som en imponerende film, der minder om storfilm som Saving Private Ryan og handlingen i spillet synes også at låne elementer fra Band of Brothers. Lyd og billede kommer dog især til deres ret i de dele af spillet, man har kontrol over, for imens man styrer sin soldat over stranden, rundt i labyrintiske skyttegravskomplekser, gennem ødelagte, brændende bygninger mens kugler og bomber springer om ørerne på en, i forsøget på at uskadeliggøre de mange modstandere, så taber man ofte pusten helt bogstaveligt over oplevelsen.

Der er en grund til at Anden Verdenskrig er så anvendt i populærkulturen, for selv om krig er frygtelig, er der er sikkert både mange fans af franchisen, samt nytilkomne, der er glade for beslutningen om at vende tilbage til en mere håndgribelig en af slagsen, frem for de fremtidsscenarier som har kendetegnet de sidste par Call of Duty-spil. Kapellet var i al fald vilde med spillet og vil med garanti både tage singleplayer-delen igen på en højere sværhedsgrad og naturligvis se om ikke det kan lykkes at komme helt til den sidste bosskamp i Nazi Zombies.

Forrige anmeldelse
« Knack 2 «
Næste anmeldelse
» Horizon – Frozen Wilds »