Mest læste
[Spilanmeldelse]

1 - Spilanmeldelse
Bloodborne
2 - Spilanmeldelse
Ratchett & Clank – Tools of Destruction
3 - Spilanmeldelse
Assassin’s Creed IV – Black Flag
4 - Spilanmeldelse
Far Cry 3
5 - Spilanmeldelse
The Last of Us
6 - Spilanmeldelse
SpaceChem
7 - Spilanmeldelse
Assassins Creed - Brotherhood
8 - Spilanmeldelse
Knack
9 - Spilanmeldelse
Back to Bed
10 - Spilanmeldelse
South Park: Stick of Truth




Ken Follet’s Pillars of the Earth / XBox One
Daedalic Entertainment /
Anmeldt 30/8 2017, 16:02 af Torben Rølmer Bille

Bog eller spil?


Bog eller spil?

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Der er ingen tvivl om Ken Folletts popularitet. Selv om den walisisk fødte forfatters værker næppe har de højeste lixtal er de nogle der tiltrækker alle de læsere der holder af spænding eller middelalder. Ikke mindst hans såkaldte Kingsbridge-trilogi (der består af Jordens søjler, Verden uden ende og En søjle af ild der udkommer i efteråret 2017) er utroligt populære bestsellere. Bøgerne er så populære at der er blevet skabt en tv-serie baseret på bøgerne og nu er der så kommet et computerspil der tager sit udgangspunkt i den første bog i trilogien.

Ken Follett’s Pillars of the Earth er ved første øjekast et meget traditionelt peg-og-klik eventyr og samtidig er det en af den type spil som bliver udsendt i mindre kapitler. Den første ”bog” som er udkommet byder på syv enkelte ”kapitler” der kan gennemspilles. Køber man spillet på X-Box’ onlinebutik er det meningen at spilleren kan hente de to andre bøger, når de engang bliver tilgængelige. Dette foregår lidt på samme måde som den mocdel man kender det fra de spil Telltale Games har udsendt på forskellige formater.

Eftersom det i skrivende stund alene er den første tredjedel af spillet der er blevet gjort tilgængeligt, er følgende anmeldelse ene og alene baseret på det indtryk man får af at spille første tredjedel af det fulde spil.

Ting tager tid
Det første man opdager når man sætter sig til rette med controlleren, er at dette spil tager sig rigtig god tid til at formidle sin fortælling. Faktisk synes dialogsekvenser og meningsudvekslinger mellem de forskellige spilbare figurer og de karakterer som de interagerer med, at fylde mere end selve spildelen. Et lidt sært valg, for handler spil netop ikke om spilbarhed?


På sigt handler både spil og bog om opførslen af en katedral i England. I denne scene fortæller Tom Builder sine børn om hvordan han forestiller sig byggeriet.

Nuvel, efter hvert kapitel er afsluttet får man en oversigt over de valg man har truffet undervejs – valg som muligvis, muligvis ikke har en indflydelse på hvordan resten af spillet udformer sig. Grunden til at dette ikke kan siges med sikkerhed er ganske enkelt at undertegnede, ikke havde tid eller for den sags skyld lyst til at genspille de enkelte afsnit for at se om andre valg havde den store indflydelse på den efetrfølgende fortællings gang. Det skal ikke forstås som om, at det var en helt igennem skuffende oplevelse, blot at der også er andre gøremål der fylder i denne anmelders hverdag.

Måske for enkelt?
En anden ting som umiddelbart slår en idet man går i gang med spillet, er at de opgaver man skal løse alle er meget simple. Forvent derfor ikke at de problemer man bliver sat til at ordne tangerer de type af udfordringer man finder i klassiske adventure-spil som Day of the Tentacle,Thimbleweed Park, Book of Unwritten Tales eller lignende. Som oftest er du slet ikke i tvivl om hvad du skal gøre, hvilke genstande du skal benytte dig af eller hvor du skal gå hen på banen for at komme videre. Der er ikke ret mange items som i det hele taget kan samles op eller undersøges – og er du i tviv kan du med et enkelt knaptryk få vist alle de dele på den aktuelle skærm, som du kan se nærmere på.

Det er ikke kun objekter der skal indsamles. Undervejs i spillet bliver der også gennem samtaler med figurer låst op for nogle informationer, som så – lige som genstande - kan benyttes i andre samtaler eller på objekter, som du efterfølgende skal benytte for at få historien til at udvikle sig. Disse informationer er dog heller ikke mange, og derfor bliver det heller ikke vanskeligt at finde ud af hvor de skal bruges og til hvilke(t) formål. Af samme grund vil dette spil nok primært appellere til folk der aldrig har prøvet at spille denne type af spil før, eller også til de fans af genren som bare er helt pjattede med bogen og har lyst til at genopleve fortællingen i et mere interaktivt format.

Vær tålmodig

Har man læst bogen, vil man opdage, at spillet følger Ken Folletts fortælling ganske nøje. Eksempelvis åbner spillet, lige som bogen med at Tom Builders lille familie er samlet om et bålsted midt i en snedækket skov. Hans kone er begyndt at føde og spilleren skal nu sørge for at bringe barnet til verden på bedst mulig måde. Uanset hvor godt dette håndteres kan man dog ikke ændre på at barnets mor dør efterfølgende.


En fødsel var ikke ufarlig i den mørke middelalder - heller ikke i spillet. Men uanset hvad man gør, ændrer det ikke på den lille families skæbne.

Gennem gennemspilningen oplevede Kapellets spiltester også at der heller ikke var en eneste gang at ens hovedfigur døde, eller at spillet blev så svært at man blev nødt til at søge på nettet efter en walkthrough, for at komme videre. Faktisk følger rigtigt mange af de enkelte kapitler i spillet bogforlægget ganske nøje, hvilket måske gør fortællingen spændende for de der ikke kender romanen, men også meget lineær og forudsigelig for de litteraturelskere der har læst forlægget og har besluttet sig for at afprøve spillet.

Gode stemmer, lange loadtider Grafikken er ganske stemningsfuld og middelaldermusikken sætter en fin stemning til de mange intriger og hændelser der skildres i spillet. Stemmeskuespillet er også virkeligt fint, hvilket det i sagens natur bør være, med tanke på hvor meget fokus der i grunden er på dialoger mellem de enkelte figurer.

Det kan godt være at det blot er et udtryk for anmelders utålmodige væsen, men undertegnede besluttede altså forholdsvis hurtigt for at vælge undertekster til i spillet, så man med fordel kunne skippe gennem de mange, lange samtaler og i stedet læse dialogen for på den måde at få et indtryk af hvad det hele gik ud på. Sagt på en anden måde, så er dette et ganske tålmodighedkrævende spil, især hvis man har tænkt sig at spille det igennem som spildesignerne nok egentlig har tænkt man bør gøre det. Denne langsommelighed passer dog fint til et middelalderunivers som opridses, for det giover samtidig tid til lidt fordybelse og til en miljøskildring hvor tiden muligvis gik i et noget andet tempo sammenlignet med hverdagen i Det Herrens År 2017.


Du får også mulighed for at styre en munk rundt - en meget sympatisk en af slagsen der får en afgørende inflydelse på byggeriet af den nye katedral.

Tålmodig skal man også være hvad angår den tid det tager spillet at indlæse sine forskellige baner. Der går i denne anmelders optik alt for lang tid fra man går fra det ene billede, til det næste. Dette element er ganske frustrerende og et der forhåbentlig kan afhjælpes med en fremtidig patch eller update til spillet. Det virker i al fald ganske mystisk, at et spil der afvikles i 2D og på den måder føles meget ”gammeldags” i designet skal have længere loading-tider end dem man husker fra de klassiske Lucas Arts spil, for slet ikke at tale om moderne actionspil i fuld 3D.

Stift design Selv om middelalderstemningen er ganske god er figuranimationen er også noget stiv for slet ikke at tale om kropssproget og de mange figurers ansigtsanimationer. Det, kombineret med det meget forenklede peg-og-klik element gør, at man sidder med fornemmelsen af at se en ganske flot men også noget rigid tegnefilmversion af Folletts roman lavet i Flash. En slags tegnefilm der indimellem giver seeren mulighed for at styre hovedfigurerne rundt til forskellige knudepunkter i fortællingen og her benytte en enkelt genstand for på den måde at komme videre i fortællingen. Faktisk minder Ken Follett’s Pillars of the Earth mere om en form for interaktiv billedbog, end et regulært peg-og-klik eventyr hvor spilleren virkelig bliver udfordret.

Slutdommen er derfor at der bestemt skal gives point for forsøg. Folkene på Daedalic har skabt en form for hybrid mellem bogoplevelsen og et spil, hvor spilelementerne dog er holdt i baggrunden. (Måske har man ligefrem tænkt at dette ville være et godt spil for det grå guld, som muligvis ikke er vokset op med en controller i hånden?) Det er en både stemningsfuld historie der udfoldelser sig i billede og lyd, og har man tålmod ender spillet altså med at blive en ganske medrivende oplevelse. Undertegnede skal, spildynamikken til trods, da helt klart spille de to næste ”bøger” når disse bliver tilgængelige. At nyde Ken Follett’s Pillars of the Earth til fulde vil dog kræve at spilleren enten ikke har læst romanen i forvejen, så han/hun kan blive overrasket over fortællingens udvikling eller at man blot er vildere med de narrative elementer end med opgaveløsning og andre interaktive muligheder, der i lignende spil giver mulighed for at påvirke ens spiloplevelse gennem de valg man træffer undervejs.

Forrige anmeldelse
« Crash Bandicoot – N. Sane Tri... «
Næste anmeldelse
» Uncharted: The Lost Legacy »