Mest læste
[Spilanmeldelse]

1 - Spilanmeldelse
Bloodborne
2 - Spilanmeldelse
Ratchett & Clank – Tools of Destruction
3 - Spilanmeldelse
Assassin’s Creed IV – Black Flag
4 - Spilanmeldelse
Far Cry 3
5 - Spilanmeldelse
The Last of Us
6 - Spilanmeldelse
SpaceChem
7 - Spilanmeldelse
Assassins Creed - Brotherhood
8 - Spilanmeldelse
Knack
9 - Spilanmeldelse
Back to Bed
10 - Spilanmeldelse
South Park: Stick of Truth




Crash Bandicoot – N. Sane Trilogy / PS4
Vicarious Visions / Activision
Anmeldt 7/8 2017, 08:25 af Torben Rølmer Bille

Skønne nostalgiske gensyn


Skønne nostalgiske gensyn

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Blandt de allerførste spil som undertegnede prøvede på Playstation 1 var Crash Bandicoot. På mange måder et af de mange gode platformspil der kom i den periode, men med den forskel at grafikken var fremragende tegneserieagtig – især for den tid – og banerne mange og ganske varierende.

Selv om der har været mange andre flottere og mere komplekse spil sidenhen, blev spillet også genindkøbt fra Playstation Store. Ganske enkelt fordi det er en af de slags spil, som bare er sjovt at spille. Til trods for at grafikken nu virkede ganske gammeldags, fejlede gameplay’et bestemt ikke noget.

Af samme grund var begejstringen stor, da det blev kundgjort at Naughty Dogs’ oprindelige spiltrilogi ville få en grafisk overhaling og udkomme til PS4. Selv om der måske er mange der vil mene at det virker dyrt at betale over 300 Dkr. for et spil der udkom første gang i 1996, så er der rigtigt mange timers underholdning i Crash Bandicoot: N. Sane trilogy.

Den nye udgivelse indeholder ikke alene det originale Crash Bandicoot men også fortsættelsen Crash Bandicoot: Cortex Strikes Back og den tredje del der kom til Playstation: Crash Bandicoot: Warped!. Så med 25 baner af vekslende omfang og sværhedsgrad i hvert spil, virker prisen pludselig ikke så urimelig.

Vildt grafikboost
De første to ting man opdager når man starter det første spil i serien er dels hvor vildt et løft grafikken har fået. Selvfølgelig var Crash Bandicoot flot og farvestrålende da originalen blev gennemspillet, men takket være grafikmotoren i PS4 bliver det også en visuel lækker oplevelse. Crash, hans omgivelser og de objekter der kan interageres med i spilverdenden ser vildt flotte ud – som en slags levende tegnefilm. Skønt er det også at man har bibeholdt de animationer der optræder hvis man blot lader spilfiguren stå og passe sig selv.


Spildesignerne har moret sig. Hvis man forsøger at gemme sig i hjørnet på denne arene (som man kunne i det originale spil) begynder tilskuerne at kaste ost efter Crash.

Spillet blev testet på en helt almindelig PS4 og ud over de lidt for lange loadtider der er mellem banerne, var der ikke andet at sætte fingeren på. Teksturerne er enormt flotte, spillet kører flydende og der optræder ingen grafikfejl undervejs. Selv om konsollen blev sluttet både til et regulært tv og blæst op på en væg med projektor, var den visuelle oplevelse helt i top.

Som i gamle dage
De enkelte baner har selvsagt ikke ændret karakter, så de af os der er vendt tilbage til spillet i årenes løb vil opleve at det nye spil på en gang føles friskt – takket være den opgradede grafik og muligheden for at styre Crash med både knapper og som noget nyt controllerens venstre styrepind – så er samtidig også lige til at gå til. Modstandere dukker op hvor de altid er dukket op, kasserne med æbler er placeret på samme sted og i det hele taget er gameplayet nøjagtigt lige så udfordrende og sjovt som man husker det. Det er endnu en af mange grunde til at få fat i det nye spil, for det viser at det er gameplayet der er det allervigtigste.

Helt enkelt handler spillet som før om at indsamle æbler, smadre kasser, undgår de mange fjender på ens vej og nå til enden af den bane man er i gang med, før man kan tilgå den næste. Klarer man banen på et enkelt liv kan der være en overraskelse undervejs, men forskellige baner gemmer på forskellige bonusmuligheder. Derfor kan man godt ”kun” have klaret 50% af spillet, selv om man har fået låst op for alle baner og onduleret den sidste boss. Smadrer man alle kasser på en bane, får man en særlig juvel – og indsamler man nok af disse kan man i det første spil åbne op for en ekstrabane, men så langt har familien Bille ikke spillet (endnu).

Frustrerende hængebroer
Det første spil i serien Crash Bandicoot er da man først komme i gang med det lige til at gå til, men efterhånden når man når længere ind i spillet bliver det mere og mere vanskeligt. Især er der et par baner hvor man skal styre den orangefarvede helt over en lang hængebro i tåge (f.eks. banen ”Road to Nowhere”). På disse broer er der en latent mangel på de brædder man skal træde på, eller også er de så skrøbelige at de braser sammen under en og derfor skal man skynde sig videre. Samtidig er der også en del kryb som man skal undgå – eksempelvis skildpadder som man i enkelte tilfælde skal bruge som hoppepuder for at kommer over et lidt for stort hul.


Nøj, hvor er det udfordrende... men heldigvis kan man - som i de gamle spil - snyde lidt.

Disse baner er frustrerende svære at gennemføre, men som i det gamle spil kan man også snyde sig gennem banen ved at lade Crash ballancere på det reb der holder broen oppe. En anden måde man kan ”snyde” på er ved at ”grinde”, som det hedder på nymodens gamersprog (tak til Seb Bille). Det vil sige at står man foran en udfordrende bane, kan man gå tilbage til en af de første baner og gennemføre disse for at indsamle de ekstraliv som ligger på banen. Dem kan man i den grad kan få brugt på de mere udfordrende baner. Det kræver blot at man gemmer sit spil umiddelbart efter man har klaret banen og så loade dette savegame med det samme – så dukker ekstralivene op igen, klar til en ny høst.

Frihed til at vælge
I de næste to spil, har spilleren mulighed for at vælge lidt mere frit hvilken bane man vil starte med. Der er dog en begrænsning, for man kan kun vælge mellem fem baner ad gangen, før man låser op for det næste niveau med fem nye baner. Hver bane gemmer også på en boss-kamp, men mange af disse er heldigvis ikke særligt vanskelige, når man først har luret den måde som fjenden bevæger sig og skyder mod en på.

Både Return of Cortex og Warped er udfordrende nok, men med undtagelse af et par enkelte baner (f.eks. i Warped hvor spilleren skal vinde et racerløb på motorcykel for at avancere) er de begge en hel del nemmere end det første spil. Jo længere man når frem i spilserien, jo nemmere er spillene at gennemføre. Det er i al fald sådan det føles, men det kan måske også hænge sammen med, at spillene blev spillet i den tiltænkte rækkefølge og når man først havde fundet ud af at styre den iltre punggrævling, så kan det tænkes at de sidste spil føltes nemmere fordi man havde opnået en vis rutine med at styre figuren efter at have spillet de andre spil.

Nye muligheder
Samtidig med at spillene bliver enklere, bliver der også større variation i typerne af baner. Ikke kun skal der i Warped køres motorcykel, flyves i fly og sejle gennem baner på vandscooter. Dertil kommer at man i den nye version af trilogien har mulighed for at spille banerne igennem med Coco, Crash Bandicoots søster, en figur der oprindelig kun var spilbar i enkelte baner i Warped. Dette er sikkert for at gøre spillet attraktivt til piger i målgruppen.


I de nye Crash Bandicoot-spil kan man vælge at spille banerne igennem med søsteren Coco.

Spildesignerne har også søgt at lave flere måder man kan spille banerne igennem på. Har man først én gang klaret en bane dukker der et ur op på banen som man kan snuppe – og så er det meningen at spilleren skal forsøger at klare banen så hurtigt som muligt – et såkaldt ”speed run”. Disse kan man både kæmpe om hurtigste tid mod de andre man spiller med/mod i husstanden og man kan se highscores fra resten af nettet. Der er også en hel del baner hvor banen forgrener sig og skal man klare hele spillet og samle alle kasser, bliver man nødt til at gå tilbage og tage den alternative rute.

Masser at tage sig til
Familien Bille har brugt stort set hele sommerferien 2017 på at spille spillet. Det skal ikke forstås som om vi ikke har lavet andet, men det var det spil som vi hele tiden vendte tilbage til når Playstationen blev tændt. For en lille uges tid siden kom så endnu en bane til det første spil som kunne downloades gratis på Playstation Store, forudsat man havde originalspillet - Stormy Ascent som i sin tid ikke var inkluderet i spillet, fordi man mente af var alt for svært. Nu kan du altså selv vurdere om dette er rigtigt, men Billerne anbefaler at du i al fald har ’grindet’ mellem 30 og 40 ekstraliv før du kaster dig over den.


Stormy Ascent blev oprindelig droppet da den var for svær - det er den stadig, men den er ikke umulig!.

Så hvad enten du er til Playstation nostalgi, platformspil eller bare har lyst til at prøve et sjovt, udfordrende spil der er nemt at gå til men svært at mestre, så er Crash Bandicoot: N. Sane Trilogy et virkeligt godt bud på et sådan. Det er ganske enkelt en række spil, der med garanti vil tiltale alle i familien, der godt kan lide at spille videospil.

Forrige anmeldelse
« Horizon – Zero Dawn «
Næste anmeldelse
» Ken Follet’s Pillars of the E... »