Mest læste
[Spilanmeldelse]

1 - Spilanmeldelse
Bloodborne
2 - Spilanmeldelse
Ratchett & Clank – Tools of Destruction
3 - Spilanmeldelse
Assassin’s Creed IV – Black Flag
4 - Spilanmeldelse
Far Cry 3
5 - Spilanmeldelse
The Last of Us
6 - Spilanmeldelse
SpaceChem
7 - Spilanmeldelse
Assassins Creed - Brotherhood
8 - Spilanmeldelse
Knack
9 - Spilanmeldelse
Back to Bed
10 - Spilanmeldelse
South Park: Stick of Truth




The Last Guardian / PS4
/ Sony / Nordisk
Anmeldt 22/12 2016, 11:37 af Torben Rølmer Bille

En ven i nøden


En ven i nøden

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det er meget sjældent, at man gribes af stærke følelser når man spiller videospil. Når dette endelig sker, så er det spil man husker i mange år frem. Hvilken erfaren gamer kan eksempelvis glemme man blev forrådt af sin bedste ven og efterfølgende ser Aeris dø efter Gud ved hvor mange timers spil i Final Fantsy VII?

Man skulle også være meget kynisk anlagt for ikke at få en kæmpe klump i halsen efter at have gennemspillet prologen til det eminente The Last of Us eller for den sags skyld når man til slutningen af Mass Effect serien? Der er sikkert også flere som det løber koldt ned af ryggen, når man ser startsekvensen af det første Resident Evil spil eller følelsen af afmagt idet titelskærmen på Outlast toner frem. Selv om vi da godt ved det ”bare” er spil vi sidder med, så glemmer man dette kort når spildesignerne på sådanne måder evner at bevæge os på mange måder.

Ni år undervejs
Efter ni års ventetid blev det her i starten af december 2016 endelig tid til at se nærmere på det helt nye spil fra Team Ico (nu om dage kaldet SIE). Det var den visionære spilinstruktør Fumito Ueda, der har tegnet sig for to af de mest markante titler til PS2 nogensinde, nemlig henholdsvis Ico og det forrygende Shadow of the Colossus. Sidstnævnte et spil, var et der efter spildesignerens eget udsagn virkelig skulle vise brugerne verden over hvilken imponerende motorkraft, der lå gemt i den gamle konsol.


Selv om man er et stort, barskt væsen, skal man indimellem kløes under hagen.

Som Kueda udtalte, så var det lidt trist at PS3’en kom på gaden, nu da hans programmører endelig havde luret hvordan man udnyttede hardwaren i PS2’eren helt optimalt. Selv om spillet, betragtet fra et 2016-perspektiv, måske virker lidt gammeldags, så var det ustyrligt imponerende i 2006. Ikke kun grafisk, men også fordi det lige som forgængeren Ico bød på en spiloplevelse, der på mange måder var helt særlig.

Blandt ruiner og monstre
Fælles for spillene – og dette gælder også The Last Guardian - er at spillene ikke kun handler om at klare baner, løse gåder og finde måder at nedlægge forskellige fjender på, men i lige så høj grad er det et spørgsmål om fordybelse i den spilverden som udfolder sig. En spilverden til trods for sit monokrome look og fokus på ruinlignende byer, der på egen vis synes at fortælle deres helt egen historie om en fortid udenfor spillets hovedhistorie, ligeledes byder på masser af atmosfære, glimtvis skønhed og ikke mindst det varme venskab med den store fugleagtige hundehvalp Tico. Et monstrøst fabeldyr, som du har brug for, hvis du skal gøre dig nogle forhåbninger om at undslippe ruinbyen beliggende i det kolossale krater, som du vågner op i.

Som i både Ico og Colossus er der på selve spillefladen ingen pointangivelse, ingen helbreds-bar og ingen forstyrrende tekst. Det eneste tidspunkt som tekst benyttes på er den der kommer når der er dialog (som i øvrigt lige som i de andre spil leveres på en slags pseudo-japansk) og de hints, der gives om forskellige kombinationer af taster, man med fordel kan benytte gennem spillet. En spilleflade der så at sige er renset for alt overflødigt lir. På den måde er der er masser af plads til at opleve grafikken og det forunderlige partnerskab med dette forunderlige fabeldyr. Et partnerskab der skal vise sig at være både farligt, spændende og ikke mindst meget rørende.

Et spirende venskab
Spillet sender på mange måder reminiscenser til det lidt oversete PS3-spill Maijin and the Forsaken Kingdom for i dette skal du også gennem samarbejdet med et mytisk væsen forsøge at løse gåder og overvinde fjender. Fælles er også at an gennem spillet får et forhold til og ligefrem kommer til at holde af sin computerskabte ledsager. Forskellen er dog også følbar, for Maijin kommer man selv til at styre, mens Tico gennem stort set hele spillet er langt mere selvstyrende.


Det kan godt give noget af et sug i maven når Tico indimellem redder spilleren fra at falde ned i et nærmest bundløst hul.

Faktisk er det enormt fascinerende blot at betragte Tico, for mens man selv styrer sin dreng rundt på de store baner, i forsøget på at finde en løsning på, hvordan man kommer videre fra den aktuelle bane. Tico syne at agere ganske autonomt, hvis man altså ikke kalder på den. Den kan give sig til at klø sig bag øret, rulle rundt i noget vand eller snuse efter godter. Spillets programmører har sørget for at skabe en spilfigur, som ikke kun fungerer som en del af spillet, men som virker som et væsen med sin helt egen vilje og rutiner.

Er Tico blevet såret, skal du klatre op på den (som på de antagonistiske kæmper i Colossus) og forsøge at lappe dens sår. Er Tico arrig efter kamp, skal den klappes, nusses og aes til den falder til ro igen og er den hårdt såret skal din spilfigur lede efter selvlysende tønder med mad på banerne, så dyret hurtigt kan komme til hægterne igen. Det har man i den grad brug for, for uden Ticos hjælp kommer man ikke langt. Tico er nemlig i stand til at springe over store vidder eller op i på toppen af høje søjler, så i på den måde begge kan komme et skridt tættere på hvad der måske kan ligne udgange fra dette fængsel.

Liden handling, stort eventyr
Før du kommer så langt våger du op i en grotte sammen med Tico. Spillet starter det lige som Androkles, der fjerner tornen fra Løves fod, for du, kære spiller, skal klatre op på Tico og fjerner et par spyd fra det sårede dyr, før du kan starte på at forme en alliance med det. Hvem der har kastet spyddene og hvorfor i er endt her, får man først svar på, nær spillets slutning.


Tico skal også have snacks undervejs og foretrækker tønder, som kan være svære at lokalisere.

I det hele taget er det ikke hverken snak, cut scenes eller længere narrative sekvenser der dominerer. De informationer man får tidligt i spillet er sparsomme, men nok til at man kender til årsagen til at drengen som man styrer pludselig befinder sig i ruinbyen sammen med sin nye ven. Det er heller ikke nødvendigt, for spillets stemningsfyldte ruinbyer, højdeskrækinducerende broer eller faldefærdige tårnkonstruktioner sørger for at man som spiller leger med på de mytologiske spor som spildesignerne har efterladt. Det er en fascinerende og på én gang fremmed og velkendt verden man færdes i – dette især hvis man i forvejen har spillet Ico og Shadow of the Colossus, for omgivelserne synes umiddelbart meget ens.

Få skår i glæden
Spillet er af den slags som alle, uanset tidligere spilerfaring, kan tilgå. Spillet lærer selv spilleren undervejs, først hvordan man først styrer drengen, siden hvordan man giver kommandoer til Tico, men blot fordi det er nemt at styre indledningsvist betyder ikke at det er et let spil. Nogle af de fysiske gåder er diabolsk svære – faktisk i sådan en grad at selv Kapellets garvede spilanmelder måtte ty til hjælp fra nettet, for ikke at sidde fast samme sted i flere timer af gangen. Det betyder ikke gåderne er for svære, for i langt de fleste tilfælde klarede man dem også uden yderligere assistance, det er blot for at sige at spillet giver både nybegynderen og den erfarne gamer kam til deres hår.


Tico kan springe over store afstande og nedlægge de mystiske riddere,men du skal åbne døre, ødelægge forhindringer, hive i håndtag og finde vejen ud.

Der er sikkert de der både vil mene at grafikken mest af alt ligner noget fra dagene med PS3, men så er det fordi man ikke ser ordentligt efter. Det handler jo ikke kun om at omgivelserne har meget mere dybde i perspektivet, men også om alle de små partikler, der svæver i luften, det støvede look der hersker i ruinbyen og også den måde Ticos fjerdragt bevæger sig i vinden på er kort sagt fuldstændigt overbevisende!

Det skal dog noteres at der er også steder hvor man oplever glitches i grafikken eller at animationen hakker en anelse under afviklingen af mere spektakuære sekvenser, men dette sker kun i ganske få tilfælde. Helhedsindtrykket er i al fald solidt.

Der er også irritationsmomenter omkring enkelte kameravinkler, hvor man ind imellem har svært ved at orientere sig og vide hvor drengen er, når han er klatret op på Tico, eller de gange andre dele af styringen kan virke frustrerende og unødigt træg. Eksempelvis havde undertegnede under anmeldelsen meget svært ved at få Tico til at dykke ned i noget vand, selv om man forsøgte alle mulige kombinationer af kommandoer. Det glemmer man til gengæld hurtigt, idet man når næste niveau og oplever endnu et lag af denne helstøbte verden i selskab med ens nye bedste ven og beskytter.

Eventyrligt unikt
Det kan godt være at The Last Guardian er en af den slags spil der allermest henvender sig til fanatiske nørder, der har et nostalgsik forhold til Team Icos andre geniale spil, men hvad enten man indskriver sig bandt disse, eller bare har lyst til at prøve et spil som er noget helt andet end mange af de generiske spil der spyttes ud i en lind strøm, så bør man, såfremt an har en Playstation 4 i hustanden give The Last Guardian en chance.

Som indledningsvist nævnt, så er der en heldigvis en hel del spil, som man forbinder med en stor oplevelse selv længe efter konsollen er blevet slukket. Sådan et spil er The Last Guardian. Enkelt, smukt og ikke mindst meget rørende.

Forrige anmeldelse
« Inside «
Næste anmeldelse
» Gravity Rush 2 »