Mest læste
[Spilanmeldelse]

1 - Spilanmeldelse
Bloodborne
2 - Spilanmeldelse
Ratchett & Clank – Tools of Destruction
3 - Spilanmeldelse
Assassin’s Creed IV – Black Flag
4 - Spilanmeldelse
Far Cry 3
5 - Spilanmeldelse
The Last of Us
6 - Spilanmeldelse
SpaceChem
7 - Spilanmeldelse
Assassins Creed - Brotherhood
8 - Spilanmeldelse
Knack
9 - Spilanmeldelse
Back to Bed
10 - Spilanmeldelse
South Park: Stick of Truth




Epic Mickey: The Power of Two / PlayStation 3
Disney / Nordisk
Anmeldt 9/2 2013, 15:55 af Torben Rølmer Bille

Alternativt Disney-univers


Alternativt Disney-univers

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Hvad ville der ske hvis man gravede Lewis Carroll op, reanimerede ham, satte ham til at læse store mængder science fiction og Carl Barks og bad ham om at skabe et computerspil? Resultatet ville sikkert minde kraftigt om Epic Mickey: The Power of Two som udkom i 2012.

Spillet er på mange måder et klassisk platformsspil med eksplorative elementer - så bered dig på at besejre fjender, låse døre op, indsamle forskellige typer af power-ups sammen med en kvik medspiller, der sammen med dig kan udforske Cartoon Wasteland, som er den magiske ødemark Mickey endnu engang bliver transporteret til.



For hvor det første spil i serien (som i øvrigt fik spilpressen til at slå flikflak af ren begejstring), udelukkende udkom til Nintendos Wii maskine og var tiltænkt en enkelt spiller, har skaberne af det nye spil, satset på at det både er sjovere og hyggeligere at være to om at spille, så sjovt at det ligefrem er fremhævet i spillets titel. Det er naturligvis muligt at gennemføre spillet mutters alene – for vælger man at spille solo, overtager computeren den anden spillers funktion.

Gakket musicalhistorie
Som i det første spil i serien spiller man Mickey Mouse, der er i besiddelse af en magisk pensel som han kan bruge til at enten genskabe de dele af Cartoon Wasteland som er blevet væk, eller bruge penslens fortynderfunktion til at fjerne eventuelle forhindringer og vægge der står i vejen for ham. Den anden spiller har kontrollen over Mickeys alter ego Kaninen Oswald. Oswald har en fjernbetjening, som - lige som Mickeys malerbørste - har to basale funktioner, der eksempelvis kan bruges til at starte maskiner med. De to skal så arbejde tæt samen, for at få åbnet op for alle banerne, minispillene og ikke mindst få besejret de forskellige boss-monstre, så de redde den kulørte verden Oswald og alle de andre glemte tegnefilmsfigurer bor i.



Den onde professor fra det første spil dukker også op igen, men med én stor forskel fra dengang man først mødte ham i etteren. Det lader nemlig til at professoren angrer og tilsyneladende er blevet godhjertet - for han beder nu både Mickey og Oswald ydmygt om hjælp, idet Wasteland trues af en serie mystiske jordskælv, der på sigt kan ryste det farvestrående universt helt fra hinanden. I alle spillets cutscenes hvor professoren dukker op, synges der på livet løs. Det er helt bevidst fra spildesignernes side at Epic Mickey skal føles som en musical, hvor de forskellige interaktive actionsekvenser afbrydes af sange.

Det kan godt være der vil være enkelte spillere (måske især voksne mænd med anstrængte forhold til musicalgenren) der kan blive irriteret over dette, men kender man til Disneyfilm, vil man også vide at sang og musik er en fast del af oplevelsen. Desuden må det siges, at de danske stemmer fungerer fint, både i dialogsekvenserne og i sangene. Mere bizart er det dog når spilleren møder de mærkværdige android-versioner af hhv. Anders And, Fedtmule og Andersine. Hvorfor de optræder som maskiner, finder man dog umiddelbart ikke noget endeligt svar på, ud over at Cartoon Wasteland jo er det sted hvor alle de mindre kendte tegneseriefigurer bor.

Flot banedesign
Spillet er svøbt i en både farvestrålende og ganske lækker visuel side, der lige som det første både låner fra det omfattende Disney-univers, men som også trækker på klassiske animations-kortfilm, i de kortere platformsbaner, der er tættere på 2d og som bygger bro mellem de større baner, som spillerne mere frit kan bevæge sig rundt på og interagere med.

Denne variation mellem gammeldags platformsoplevelse og de større baner, som byder på både mange minimissioner spilere kan vælge at påtage sig og af nogle opgaver, der er væsentligt mere komplekse end de man finder i mellemsekvenserne, gør at spillet både visuelt men også rent spilmæssigt ikke bliver for ensformigt. Der er naturligvis en del af opgaverne der løses på samme måde, men lige som i gode twoplayerspil som eksempelvis Lara Croft and the Guardians of Light handler det ofte for de to spillere, at finde ud af hvordan de i fællesskab og gennem timing får løst banens hovedopgave. Dette kræver ofte mere snuhed og tankevirksomhed end en nøje kontrol med ens figur.



Det forbistrede kamera
Selv om Epic Mickey: The Power of Two er et virkeligt fint spil, som ligger godt i forlængelse af etteren og hvor nogle af de mest graverende fejl fra det første spil er blevet pudset, bliver man dog også nødt til at sige, at spillet, til trods for at det er større og flottere, stadigvæk kan være kilde til frustration hos den enkelte spiller. Dette handler især om, at det indimellem kan være vanskeligt, at orientere sig i spilverdenen takket være de forskellige kameravinkler der opstår især når man står tæt på vægge og andre objekter. Helt præcist bliver det frustrerende når man eksempelvis har travlt og skal hoppe tværs over en afgrund mod en platform, indimellem dratter man simpelthen ned og må starte forfra fordi den vinkel man ser sig selv fra ikke giver nok information til at foretage springet. Når man så tænker på at netop det med at forcere afgrunde ved at hoppe fra sted til sted er hjørnestenen i et godt platformspil, så kan det blive ganske frustrerende.

Dertil kommer, at til trods for at grafikken har fået et løft og er ganske flot at skue, så synes spillet dog heller ikke helt at udnytte PS3’erens grafikmotor optimalt. Der kunne godt være kælet lidt mere for detaljerne, for man ville sagtens kunne forestille sig, at dette var et spil, der nemt ville kunne blive afviklet på en PS2 uden det store visuelle tab.

Samspilsramt
Selv om Epic Mickey: The Power of Two derfor ikke er det mest grafisk detaljerede spil på gaden og selv om det kan være lidt vanskeligt at orientere sig fra tid til anden, er det stadig et spil der udnytter tospillerfunktionen virkeligt fint. Som forælder bør samtidig respektere aldersgrænsen på spillet, ikke fordi det er et spil, der vil give poderne onde drømme, men fordi det kræver motorik på syvårsniveau at håndtere Sinaxis-controlleren sikkert nok, til at styre sin figur rundt og interagere med den omkringliggende spilverden.



Epic Mickey: The Power of Two får måske ikke same klassikerstatus som det første spil i serien, men det skyldes primært at toeren ikke er nær så innovativt som etteren. Originalitet er jo svær at lave en fortsættelse af, men når det så er sagt, så er selve spillet på mange områder, især i kraft af sin co-op funktion et bedre og mere varieret spil end sin forgænger. Derfor burde det, sine mindre skønhedsfejl til trods, finde sin vej til mange børneværelser og stuer omkring i Danmark.

Forrige anmeldelse
« Far Cry 3 «
Næste anmeldelse
» The Last of Us »