Mest læste
[Spilanmeldelse]

1 - Spilanmeldelse
Bloodborne
2 - Spilanmeldelse
Ratchett & Clank – Tools of Destruction
3 - Spilanmeldelse
Assassin’s Creed IV – Black Flag
4 - Spilanmeldelse
Far Cry 3
5 - Spilanmeldelse
Assassins Creed - Brotherhood
6 - Spilanmeldelse
The Last of Us
7 - Spilanmeldelse
SpaceChem
8 - Spilanmeldelse
Knack
9 - Spilanmeldelse
Back to Bed
10 - Spilanmeldelse
South Park: Stick of Truth




Assassins Creed III / PlayStation 3
Ubisoft / Ubisoft
Anmeldt 11/11 2012, 19:00 af Torben Rølmer Bille


« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det som er og bliver fascinationen ved at spille Assassins Creed, er fornemmelsen for ikke kun at kunne ændre historiens gang, men rent faktisk at befinde sig på i de situationer, på de steder på præcis det tidspunkt hvor verden, som vi kender den i dag, blev formet. Selv om spilserien efterhånden spreder sig over ti titler, fordelt på et utal af platforme, så bør man betragte Assassins Creed III, som titlen antyder, som det egentlige tredje spil i serien.

Det første spil fortalte oprindelseshistorien, om den gamle araber Hassan I-Shabbah, der skabte snigmordernes laug, som det eneste værn mod de ondskabsfulde tempelriddere i området. Fortsættelsen var henlagt til renæssancens Europa, opfindelsernes og ideernes tid, hvor selvsamme tempelriddere søgte at manipulere magthaverne og på bedste Machiavellisk vis, at tilrane sig så meget magt som muligt i middelhavsområdet. Fælles har også været jagten på nogle overjordiske, nærmest magiske artefakter, som kunne give den part som fandt dem, uanet magt.

Unge Amerika
Da det kom denne anmelder for øre, at Assassins Creed III havde tænkt sig at bytte Nordafrika og kontinentet ud med Amerika for lidt over 200 år siden, blev forventningerne til treeren umiddelbart skruet ned, for det virkede som en helt bevidst gimmick fra Ubisofts side om at gøre titlen langt mere attraktivt for det nordamerikanske område, muligvis på bekostning af seriens charme.

Uanset hvad årsagen har været, måtte selvsamme skeptiske skribent dog indse, at blot få timer inde i Assassins Creed III var han lige så grebet og fascineret som af de første spil i serien, for igen fortælles der en ufattelig medrivende historie, der synes at ramme stort set alle mulige følelsesregistre, uden samtidig at blive alt for forudsigelig eller utroværdig.

Den lineære sandkasse
Kendetegnende for både det nye spil i serien og dens brødre, er at der bydes på en ufattelig stor spilverden, med masser af ting at give sig til. Spilleren kan kaste sig ud i handel med varer, indkøb og opgradering af udstyr, minimissioner, hvor man skal befri medmennesker fra overmagtens terror og som noget nyt i den tredje del opdagelse af- og jagt på dyr i de store skovdistrikter og missioner hvor din figur kommanderer et enormt sejlskib der ofte skal involveres i regulær søkrig. Før man dog kommer så langt, skal spilleren først gennem Assassins Creed IIIs første fem kapitler, hvor mange af disse interaktionsmuligheder er endog meget begrænsede.


Denne indledning er både nyskabende, meget overraskende fortalt og så får den meget lineære spildel etableret en relation til de flere af de mest vigtige figurer man senere får mulighed for at interagere med. Uden at afsløre for meget udnytter forfatterne på spillet muligheden for at Desmond (den centrale person for hele spilserien – efterkommeren af snigmorderne) i et og samme spil får mulighed for at optrævle fortidens gerninger og synder som ikke blot en men hele to forfædre. På den måde spiller man både en far og en søn og som spillet skrider frem, skal dette forhold vise sig at være alt andet end problemfrit.

Spil spil i spillet
Mulighederne i Assassins Creed III er utroligt mange, men selv om det er et spil der drives frem af hovedhistorien, er der rigtigt mange sidemissioner man kan vælge og vrage imellem. Disse sidemissioner og eksplorative jagter på fjer, kister og andre sager er heldigvis stadig tilgængelige, selv når spillets primære del er gennemført, så har man lyst til at fokusere på det overordnede narrativ først, kan man sagtens gøre dette, for så bagefter at gennemføre sidemissionerne.

Har man lyst, er der endog mulighed for at spille mølle, dam eller andre klassiske brætspil med folk du møder på eksempelvis værtshuse, eller som fordriver tiden på nogle af de mange småsamfund din figur uvilkårligt støder ind i.

Der er stadig bibeholdt en masse velkendte elementer fra tidligere spil, som eksempelvis ideen om at forcere byens højeste spir, synkronisere din hukommelse ved et knaptryk og så straks få mere detaljerede informationer på kortet over det område som du befinder dig i. Der skal naturligvis også deles hårde tæsk ud til de fjender, der enten opdager dig, eller som står på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Ubisoft har denne gang gjort klatrefunktionen noget nemmere at styre. Det er umiddelbart lidt svært at vænne sig til styringen, hvis man holdt af den måde som de gamle spil orkestrerede dette på, men inden længe styrer man sin avatar lige så elegant rundt som før. Kampene er derimod blevet lidt vanskeligere, hvilket er godt, for det kunne godt føles lidt for nemt at nedlægge fem-ti fjender på kort tid tidligere.

Historiens vingesus
Selv om man måske kan være kritisk overfor valget af location, så skal det vise sig at både perioden – altså USA i perioden op til og under Uafhængighedskrigen er nærmest perfekt valgt. Som spilanmelder OG engelsklærer er det en fryd at se både hvor forholdsvis tro spillet er i forhold til at gengive såvel omgivelserne i New York, Boston og Philadelphia, samt hvordan det er lykkedes spilmagerne at få plads til at fortælle dens udgave af eksempelvis Paul Reveres ridt, om fejden mellem George Washington og General Lee for slet ikke at tale de historiske slag, som spillerens figur må forsøge at overleve.


Som altid sørger spillet også for at give spilleren et righoldigt, muntert skrevet og detaljeret tekstmateriale, der ikke kun dækker forskellige bygningsværkers og personers betydning, men ligeledes er der data om forskellige slag, lokaliteter, fraktioner, organisationer og meget, meget mere. Det gør at spilleren potentielt også kan lære faktuelle detaljer om etableringen af den amerikanske nation, nærmest uden selv at lægge mærke til det. Selvfølgelig er Assassins Creed III fiktion, men det er samtidig - som spillet gør opmærksom på - ”baseret på virkelige personer og hændelser”.

Indianere uden cowboys
Sønnen i spillet er indfødt og det udnytter spillet til at både at give et indblik i indianernes liv, filosofi og ikke mindst den iboende skepis som ens avatar konstant bliver mødt med. Hvordan det dog går til at vores unge indfødte bliver optrænet som snigmorder, bliver man dog nødt til at spille spillet for at finde ud af. Det klassiske opgør mellem faderen og sønnen ligger jo lige til højrebenet, men lige som man tro at spillet udelukkende handler om hævn, vendes fortællingen pludselig i en helt anden retning.

En af de mange sidemissioner man kan kaste sig ud i er jagten på en masse nipsgenstande, som man kan overdrage til en gammel søulk. I bytte kan man samle fire informationer der igen leder til fire missioner og fire dele af et skattekort. Det er en fin sidehistorie der pludselig bliver plads til, for pludselig er der afbræk i Uafhængighedskrigen og i stedet springer man i et sørøvereventyr. Dette er dog kun en af mange missioner og Ubisoft har allerede udsendt flere missioner man kan downloade for en beskeden penge. Dette, samt multiplayer-delen, der også fungerer virkeligt godt og som byder på mange forskellige spilmuligheder enten i regulære death maches eller i hold, gør Assassins Creed til en meget langtidsholdbar investering.


Små skår i glæden
Selv om spillet virkelig imponerer ved at byde på enorme områder man kan udforske, en gribende fortælling og både grafik og stemmeskuespil i verdensklasse, alt sammen samlet på en skaldet Blyray-skive, så er der altså også nogle få fluer i suppen. I de andre spil i serien var oplevede undertegnede aldrig egentlige grafikfejl. Nuvel, etteren havde tendens til at få PS3ern til at fryse, indtil den første patch blev udsendt, men ved flere lejligheder i gennemspilningen af Assassins Creed III var der regulære grafikfejl. På et tidspunkt sad Desmond ubehjælpeligt fast i et stykke klippe og PS3’eren måtte genstartes, en anden gang forsvandt Connors far fuldstændig i en natlig cutscene, før de to skulle snige sig ind i et pakhus. I starten af spillet bevægede en kaptajn aldrig læberne selv om han talte højlydt på lydsporet og andre gange var der undertekster, men uden at dialogsekvenserne blev afspillet.

Det skal ikke forstås, som om dette var tilbagevendende irritationsmomenter, for omfanget af tekniske fejl begrænser sig til de fire som er beskrevet ovenfor, men det er alligevel en skam, for når sådanne ting opstår så bliver spilleren revet ud af sin immersion i spilverdenen og tydeligt gjort opmærksom på at det er et spil man spiller.

Man skal blot huske på, hvad de gamle arabere sagde: ”det er kun Allah der er ufejlbarllig” og derfor finder man selv i de dyreste vævede tæpper en fejl, som væveren bevidst har lavet for at vise sin ufuldkommenhed. På samme måde er Assassins Creed III et virkeligt godt spil, som vil appellere til såvel nye, men især trofaste fans af serien, der utvivlsomt vil bande højlydt og smide controlleren hen af gulvet hvis ikke missionen bliver gennemført med 100% synkronisering! Fortællingen synes også at give en fin afrunding af rammefortællingen, der bedst giver mening, hvis man har spillet etteren og toeren først.

Assassins Crered III et spil der kan meget, vil meget og som i den grad leverer varen.

Forrige anmeldelse
« Twisted Metal «
Næste anmeldelse
» Back to Bed »