Mest læste
[Spilanmeldelse]

1 - Spilanmeldelse
Bloodborne
2 - Spilanmeldelse
Ratchett & Clank – Tools of Destruction
3 - Spilanmeldelse
Assassin’s Creed IV – Black Flag
4 - Spilanmeldelse
Far Cry 3
5 - Spilanmeldelse
Assassins Creed - Brotherhood
6 - Spilanmeldelse
The Last of Us
7 - Spilanmeldelse
SpaceChem
8 - Spilanmeldelse
Knack
9 - Spilanmeldelse
Back to Bed
10 - Spilanmeldelse
South Park: Stick of Truth




Twisted Metal / PS3
Eat Sleep Play / Sony Computer Entertainment
Anmeldt 1/5 2012, 22:12 af Torben Rølmer Bille

Dræberklovnen i sin isbil


Dræberklovnen i sin isbil

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Spilserien Twisted Metal har (med undtagelse af det allerførste spil som også kom på PC) altid været knyttet til Sonys konsoller. Det første spil udkom i 1995 til Playstation 1 og nu næsten tyve år senere er Twisted Metal på banen igen i sin første inkarnation på PS3.

I mellem disse to yderpunkter er der kommet en hel række Twisted Metal titler til både PS1, PS2 og PSP samt en del spin-offs, som også har båret Twisted Metal navnet. Fælles for dem alle er, at de kombinerer et brutalt arkade-bilspil, hvor det handler om at smadre ind i ens modstandere så hårdt som muligt, med en 3rd person shooter, for alle biler er udstyret med det ene våben, vildere end det andet. Resultatet er både grotesk og meget, meget underholdende.

Velkommen i arenaen
De fleste gamere har sikkert allerede spillet et eller flere spil hvor det netop gælder om i høj fart at pløkke sine modstandere; man kan i flæng nævne Wipeout serien, Speed Racer eller Grand Theft Auto for den sags skyld. Men hvor mange spil som oftest vægter racebanen som kampplads, er der i Twisted Metal tale om regulære arenakampe, sat i ganske store, flotte bymiljøer.

Det handler derfor for spilleren, i singleplayer-delen, om at finde sine modstandere og en efter en at få elimineret disse, så han kan komme videre til den næste bane. Det kan måske lyde ganske simpelt, men det er det langt fra, især når alle ens modstandere samtidig vil gøre alt for at udslette en. Men vent - der er mere. For selv om banerne er ganske forskellige og at man heldigvis kan smadre sig igennem langt de fleste bygningsværker i sit køretøj, så er det også en række forskellige måder som disse arenakampe kan forløbe på.

Ud over de regulære arenakampe, hvor der skal samles power-ups og våben op i et væk, mens man desperat sørger for at undgå selv at blive dræbt, er der også baner hvor områderne hvor der skal kæmpes er delt ind i mindre zoner. Kører man udenfor disse zoner begynder det at tære på ens helbred. Derfor gælder det naturligvis om at så hurtigt som muligt at bevæge sig hen til det nye område, når det bliver tydeligt på kortet. Der bydes også på andre variationer, som eksempelvis de baner, hvor man skal nedlægge en mastodont af en truck, der – såfremt man ikke får elimineret den hurtigt – er i stand til at sætte flere fjender på banen, smide med miner og i det hele taget er så irriterende at man ikke giver op før den er nedlagt.

Action og frustration
Der er altså dømt højoktansunderholdning kombineret med et bredt, varieret udvalg af køretøjer og våben. Køretøjerne har alle forskellige typer af specialangreb og da man før hver kamp vælger op mod tre befordringsmidler som man vil have med i kampen, handler det også om – som spillet skrider frem – at tænke taktisk. Eksempelvis er det en dårlig idé at vælge den gumpetunge isbil hvis man står overfor den type arena, hvor kampområderne konstant skifter, for selv om den er hårdfør er den samtidig alt for langsom, når man skal ræse mod det næste kampområde.

Man kan, på stort set alle baner, finde en garage hvor man kan skifte køretøj og tillige opsøge en truck i fart, der såfremt man kører op på dens rampe er i stand til at reparere ens bil fuldstændigt. Spillet er dog ikke let at gå til, selv for en erfaren spiller der kender sin Sinaxis-controller som sin egen bukselomme. For der er mange ting at holde styr på – hvilke våben man aktuelt skal have valgt, hvordan man skyder enten specialvåbenet eller den obligatoriske fastmonterede maskinpistol af, alt imens man forsøger at give gas, skride rundt i svingene og hoppe over de raketter, der sendes mod en. Det kan godt være ganske frustrerende at forsøge at holde styr på alt dette, så det er en rigtigt god ide, før man kaster sig ud i hovedspillet, at man spiller den introducerende tutorial igennem et par gange, ellers er man hurtigt hakkekød - også selv om man har sat sværhedsgraden så lavt som muligt.

Dyster baggrundsfortælling
Det er ikke uden grund at Twisted Metal har fået aldersgrænsen 18, for i singleplayer-introen og i de mellemsekvenser der optræder undervejs udsættes spilleren for utroligt dystre, brutale og ondskabsfulde videoer. Disse er ikke 100% computeranimerede, men benytter sig, ganske som nogle af de ældre spil i serien, af videooptagelser af skuespillere sat ind i computergenererede omgivelser.

Eksempelvis oplevert vi som det første i spillet historien om hvordan den ikoniske klovn med det flammende baghoved; ”Sweettooth”, udviklede sig fra issælgende familiefar til maskeklædt seriemorder. En mand der startede med at hakke sin egen familie ihjel efter masken som han havde fremstillet kommanderede ham til det. Sweettooth er opsat på at få blodig hævn over den unge kvinde, der som den eneste har undsluppet hans morderiske hærgen ved at stikke en lang, forkromet saks ind i øjet på klovnefar. Sweettoth deltager nu i turneringen fordi bagmanden Calypso har lovet at den unge pige er den pris, som venter for enden af turneringen. Bestemt ikke noget for børn. Er du i tvivl så se eventuelt spillets trailer her: http://www.youtube.com/watch?v=J5PiGtkE7sI.

Tålmodighed betaler sig
Selv om de førnævnte fortællingerne lever fint op til betegnelsen ”twisted”, så er det lidt en skam, at et ellers underholdende skydespil forklædt som bilspil ikke kan spilles af familiens yngre medlemmer. Nuvel, i selve spillet kan man også køre fodgængere ned og man ser figurer løbe brændende ud af de biler man har smadret, men det er så tilpas karikeret, at en 12-årig sikkert ikke kunne få onde drømme af det – samme 12-årige skulle helt sikkert i behandling hvis han blev udsat for de meget uhyggelige mellemsekvenser.

Dommen over Twisted Metal er derfor, at det er et spil, der godt kan forekomme frustrerende svært at hoppe ombord i, især hvis man blot havde tænkt sig at give den gas i multiplayer eller på split-screen sammen med gutterne. Det egner sig ikke til casual gaming som mange andre bilspil, i hvert fald ikke hvis man ikke vil øve sig lidt først. Samtidig er det et spil, der med lidt øvelse, er en rigtig sjovt shooter, der sikkert nok skal finde sit publikum – så længe de ikke er under 18, takket være de meget suggestive og ubehagelige mellemsekvenser.





Forrige anmeldelse
« SpaceChem «
Næste anmeldelse
» Assassins Creed III »