Mest læste
[Spilanmeldelse]

1 - Spilanmeldelse
Bloodborne
2 - Spilanmeldelse
Ratchett & Clank – Tools of Destruction
3 - Spilanmeldelse
Assassin’s Creed IV – Black Flag
4 - Spilanmeldelse
Far Cry 3
5 - Spilanmeldelse
Assassins Creed - Brotherhood
6 - Spilanmeldelse
The Last of Us
7 - Spilanmeldelse
SpaceChem
8 - Spilanmeldelse
Knack
9 - Spilanmeldelse
Back to Bed
10 - Spilanmeldelse
South Park: Stick of Truth




Haze / PlayStation 3
Ubisoft / Ubisoft
Anmeldt 4/6 2008, 18:13 af Torben Rølmer Bille

Ultramarines på dope!


Ultramarines på dope!

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Haze var egentlig programsat til 2007 og ventetiden har været lang, især for de der forventede at Haze ville være lige så revolutionerende som Free Radicals mest berømte shooter til dato – Timesplitters. Måske på grund af ventetiden eller de tårnhøje forventninger har Haze også fået en, i mine øjne, urimelig hård medfart fra store dele af spilpressen, der dels har klaget over et repetitativt gameplay, et lamt stemmeskuespil, mangelfuld grafik og en rædselsfuld historie.

Selv om der næppe er noget revolutionerende i at få fortalt en historie, hvor helten undervejs overbevises om at skifte side, er der alligevel noget virkeligt friskt over den måde, som dette alliancebrud bliver præsenteret på i Haze. Som spiller indtager man rollen som den idealistiske soldat, Shane Carpenter, der i 2048 er blevet hyret af det private selskab Mantel til at deltage i krigshandlinger et sted i Sydamerika. Her huserer den skurkagtige terrorist; ”Skincoat”, der har fået sit navn, fordi det siges, at han bærer tøj syet af hans fjenders hud. Skincoat er leder af terroristorganisationen ”The Promise Hand”.

Fyr mig noget Nectar
I jagten på terroristen sker der noget besynderligt. Fra spillets start er man bevidst om, at man kan injicere sig selv med stoffet ”Nectar”, der ikke alene gør, at ens modstandere lyser op mod deres omgivelser, men man bliver også mindre modtagelig for fysisk skade. Under jagten på Skincoat i en nedlagt kobbermine får man dog synsforstyrrelser og er indimellem vidne til, at ens virkelighed spiller en et ordentligt og grotesk puds.

Dynger af lig i et ellers tomt lokale, sløret syn og en manglende evne til at orientere sig er kun nogle af bivirkningerne af Nectar. Mest ubehageligt af alt er den tortur, man pludselig ser ens soldaterkammerater udføre på et gidsel. Det går langsomt op for Shane, at Nectar måske har nogle alvorlige bivirkninger. Inden længe befinder man sig derfor på rebellernes side og opdager hér, at stoffet rent faktisk kan bruges imod Mantels styrker. Hvis de overdoserer, bliver de psykotiske og begynder at skyde deres egne folk.

Moralske mord
For en FPS (first-person shooter) fanboy, der er længe har været splittet mellem følelsen af virtuel synd, når man tog et virtuelt liv og glæden over at pløkke fjender til plukfisk, synes Haze i sin fortælling at byde på et friskt pust – nemlig et FPS, der for en gang skyld synes at præsentere spilleren for noget som sjældent som moral. Denne moraliseren fordeles på to niveauer, og uanset om man er enig eller uenig, så er det et særsyn at et, i alle henseender traditionelt skydespil, faktisk giver spilleren noget at tænke over.

Først og fremmest forekommer hele polemikken omkring indtagelse af stoffer i forbindelse med krigshandlinger trække tråde tilbage til de forsøg med bevidsthedsudvidende og præstationsfremmende stoffer i den amerikanske hær, som mest tydeligt blev skildret i den fantastiske dokumentarfilm Bad Trip to Edgewood. Tolkes dette fokus på Nectar lidt bredere, så synes spillet også at løfte en moraliserende pegefinger overfor spilleren, og give et ”sig nej til stoffer”-budskab videre, idet hovedpersonen i spillet faktisk, i nogen tid efter rebellerne tager ham til sig, forekommer som en narkoman i bedring – men det er sikkert bare undertegnede som overfortolker.

Velkommen til virkeligheden
Det andet budskab som kan læses ind i spillet er, at verdensbilledet ikke er konstant. Selv om allianceskiftet fra de hypermaskuline marines i Mantel til de humanistiske rebeller ikke er decideret original, så synes spillet – som en håndfuld få andre – at rette et kritisk blik mod invaderende styrker, der med teknologisk overlegent materiel kæmper mod en dæmoniseret fjende. Sagt lidt mere tydeligt, analogien til den nuværende politiske situation synes at være foruroligende tydelig – men spillet er naturligvis befriet for en hver religiøs understrømning.

Den dialog som foregår i spillets start – og som mange andre anmeldere også har slået hårdt ned på – er for mig at se bevidst overdrevet. Selv om samtalerne mellem de privatiserede tropper er ufattelig tåbelig og allermest fremstår på et højtråbende, pik-målende, folkeskoleniveau, så sørger den også for at fremmane en stemning af, at man som spiller egentlig ikke rigtig kan lide eller identificere sig med ens soldaterkammerater og den overdrevne, krigsliderlige maskine som Mantel står for. Man har ikke nødig at være påvirket af Nectar for at føle ubehag når tropperne råber ”boosh” og giver hinanden fem svin oven på blodige krigshandlinger. Pludselig bliver billeder og video fra virkelighedens krige alt for nærværende.

Spil død
Når man skifter side i spillet, så får man også andre spilmuligheder. Eksempelvis kan man ved at være hurtig på tasterne fravriste Mantel-tropperne deres våben, og man er i stand til at høste Nectar fra faldne Manteltropper og lave Nectar-granater, som får de mest Nectarpumpede Mantelsoldater til at overdosere, når de detonerer.

Slutteligt kan man lade som om man er død, lade fjenden passere, for så i næste øjeblik at springe op og overfalde dem. Især ideen med at lade som om man er død, forekommer nyskabende og kan sikkert give en del flere muligheder i onlinedelen.

Ikke kun roser
Selv om Haze er både et fint og ganske flot actionspil, så må man medgive spilpressen, at der er en del problemer med Haze. Mest kritisk er den AI som modstandere og allierede er udstyret med. Et eksempel. Under en mission, hvor man skal eskortere og beskytte et mobilt missil, skete det flere gange, at mine venner blev kørt ned af missiltransporten. Desuden oplever man ofte, at venner og fjender render ret forvirrede rundt på banerne, uden helt at vide, hvad de egentlig foretager sig. Det burde ikke være tilfældet, især ikke, når man skal konkurrere med spil som Call of Duty 4. Så er man vant til at spille FPS, så er der simpelthen ikke udfordring nok i at nakke modstanderen, uanset hvilken side man befinder sig på. I den forbindelse virker det også meget ulogisk, at man som privatiseret soldat er nærmest usårlig, og som rebel er det pludselig Mantels folk, der er alt for nemme at tage af dage. Dette er meget inkonsekvent. Det tog undertegnede lidt under seks timer at gennemføre hele singleplayserdelen på ”normale” sværhedsgrad. I retrospekt burde jeg måske have valgt en, der var lidt hårdere?

Dernæst synes spillets centrale omdrejningspunkt, allianceskiftet, at ske alt for tidligt. Man har desværre ikke ordentligt tid til at leve sig ind i rollen som Mantels Nectar-afhængige lejesoldat, før man pludselig befinder sig på rebellernes side – og det er lidt ærgerligt.

Spillet er, lige som de fleste FPS, ekstremt lineært, men det synes også at låne alt for mange elementer fra andre spil; køretøjerne er som rippet fra Halo, Mantells karakteristiske soldater er en hvepsevariant over Killzones Hellghasts og så fremdeles. Grafikken er meget stemningsfuld, men når man ser, hvor flot et spil som Black kører på PS2, så burde man have gjort mere ud af grafikken, når de nu er et stort anlagt spil til en next-gen konsol.

Alt i alt er Haze altså lidt skuffende for de, der har ventet i spænding på det, mens det for alle andre fremstår som et ganske traditionelt og underholdende FPS, der desværre ikke bringer meget nytænkning ind i genren, ud over den tvetydighed og de politiske undertoner, som ligger i historien. Tænk engang – et skydespil, der mellem linjerne synes at promovere pacifisme – ren guf for alle neohippier derude!

Forrige anmeldelse
« Lost – Via Domus «
Næste anmeldelse
» Far Cry 2 »