Vel nok den mest kendetegnede politiske kamp i de sidste århundrede har været den om ligestilling. Enhver samfundskonstellation har, i det brede perspektiv, været defineret af milevide uligheder; mellem klasser, køn, religioner, racer, osv. Og med disse konstellationer følger også deres ideologiske legitimering - enten gennem en mytologisering af ulighederne som en konsekvens af en transcendent, helliggjort social orden; eller gennem en naturalisering, som læser en biologisk baggrund ind i en udvikling af uligheder, der opstod i samfundet og blev opretholdt ved magt. Og dertil skal ikke mindre slås til lyde for de kontrære bestræbelser mod at formulere doktriner modtalende denne samfundsinddeling., såsom de stoiske filosoffers kosmopolitiske, humanitære tro på fornuftens ligelige tilgængelighed for alle, det buddhistiske begreb om en delt sårbarhed og endelighed mennesker imellem, til de monoteisiske religioners broderlige næstekærlighed.

I sekstenhundredetallet skulle denne latente kritik blive stadig mere udtrykt. Store politiske bevægelser begyndte at samle sig til en lavine, der var opstartet af den kritiske spørgen til disse former for ulighed, ikke blot i deres eget hjemland, men mere generelt - allesteds. Ved tiden for de store revolutioner i Amerika, Frankrig - og Haiti ej at forglemme - var den ideologiske isolering omkring det aristokratiske styre efterhånden krattet ned.

Tydeligt blev det da, at intet uundgåeligt lå til grunde for de store forskydninger i rigdoms- og magtfordelingen, der førhen havde omklamret verden, og at det følgevirkende var muligt at genskabe samfundet på ny. De seneste århundrede har da været præget af heftig debat og massekonflikter i kampen for lighed, en kamp i hvilken de progressive kræfter har gjort betydelige vindinger. Og dog; de seneste årtier har vist os, i skyggen af neoliberal hegemoni og højrefløjspopulisme, at der intet teleologisk uundgåeligt ibor disse sejre. De er altid hårdtvundne og har altid den risiko at blive tilbageført under reaktionære sammenslutninger.

Historien er ofte blevet fortalt, men for en af de bedste og mest autoritative af slagsen bør man ikke gå andetsteds end hos Piketty; og, til en start inden de 2000 sider fordelt over Kapitalen i det 21. Århundrede samt Kapital og ideologi, starte med en introduktion til forfatterskabet. Førstnævnte er dedikeret til kronologisk at beskrive den forstemmende udvikling henimod stigende ulighed siden 1980’erne og var da, i årene for udgivelsesdatoerne, nået højder sammenlignelig med amerikanske røverbaroner i omkring slutningen af det 19. århundrede. Sidstnævnte følger op herpå og udvider perspektivet i en analyse af de forskellige ideologiske retfærdiggørelser af politiske og økonomisk ulighed, benyttet ikke blot i Europa men i hele verden fra antikken og op til nutiden.

Piketty har en del forslag til, hvordan man fremadrettet kan komme denne problematik til livs. Hans program, af ham selv kaldet socialdemokratisk, indebærer ganske kort: betragtelige tilbagebetalinger til tidligere kolonier samt racialiserede borgere for at forbedre deres levestandard, en langt mere drastisk progressiv skat, oprettelsen af en minimalarv til alle borgere og oprettelsen af et voteringssystem, således at arbejdere har medbestemmelse ved at skulle optage minimum halvdelen af sæderne indenfor hovedbestyrelserne i både private og offentlige firmaer.

Radikaliteten i blot disse oplistede hovedpunkter er mærkbar, men Piketty har sine argumenter på det tørre, for omvendt med en sentens af P. G. Lindhardt: “Videnskab er én ting, men når man står på prædikestolen, er det ikke doktorringen, der er vigtig.” kan man jo sige, at videnskaben jo da netop så er vigtig, når ikke man prædiker, men docerer. Og dette vel at mærke kun, ved at have sine kilder i orden.

Selv en introduktion kan ikke vige fra at have en rem af huden, for den docerende, tørre stil forlades ikke i opsummeringen af mammutværket Kapital og ideologi. Hvis ikke man lader sig på sine forventningerne til en introduktion i stil med engelske Very Short Introduction og Briefly Explained, kan man give en værdsat klapsalve til det bedrift begået af Rune Møller Stahl så punktligt at kunne gennemgå hovedargumenterne i Kapital og Ideologi uden at læseren føler sig efterladt i et manglende led i argumentationskæden.

Suppleret med Jesper Riones introduktion til Pikettys første hovedværk Kapitalen i det 21. Århundrede kan vi danskere næsten ikke ønske os mere indførelse og holden-i-hånden til denne, af Information anden mest væsentlige franske, nulevende intellektuelles samfundsteori. Om man så er enig eller ej, bør man dog mindes en anden replik af Lindhardt: “Det ville også være en katastrofe, hvis professorer og gamle koner var enige om noget som helst.”