Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




A Counter-History of Crime Fiction / Maurizio Ascari / 222 sider
Palgrave Macmillan. ISBN
Anmeldt 28/1 2009, 21:51 af Kim Toft Hansen

På sporet af krimiens sidespor


På sporet af krimiens sidespor

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Kulturelle kanoniseringer kan være fornuftige, hvis der skal trækkes en rettesnor for, hvad der er kulturelt acceptabelt. Det er derfor indlysende, hvordan en kanon kan være alment, kulturelt dominerende, og derfor er det også tydeligt, at en kanon i den sidste ende kommer til at undertrykke. Derfor er det ikke tilfældet, at tilfældet kanon eller ej kan være skadeligt, for i kølvandet på en kanonisering ligger glemslen og det oversete tilbage. I lyset af en kanonliste er den kulturelle kategorisering selvfølgelig nemmere og overskuelig, men i skyggen hviler alt det begravede og falmede, selvom der ikke er selvskrevne årsager til dette glemslens slør.

Derfor er det befriende, når forfattere springer ud af den kanoniske lyskegle i et forsøg på at trække sløret til side for at afdække den skatkiste af uvurderlige opdagelser, som kunst og kultur hid og fjernt har efterladt. Et sådant arbejde har den italienske litteraturforsker Maurizio Ascari været igennem med specielt fokus på krimiens mere tilgrænsende værker, kulturhistorie og veletablerede genremyter. Det er der kommet et yderst velskrevet, indsigtsfuldt og vigtigt stykke kritik ud af. Bogen hedder derfor A Counter-History of Crime Fiction, mens den bærer undertitlen Supernatural, Gothic and Sensational.

Disse tre begreber – det overnaturlige, det gotiske og det sensationelle – er omdrejningspunkterne for bogens udformning, der ligger sig kølvandet på flere omskrivninger af litteratur- og kulturhistorier, som er kommet til overfladen de seneste årtier. Mest iøjnefaldende har kvindelitteraturens vitalisering selvfølgelig været. Og selvom krimifiktionen har været en af de mest populære litterære genrer i det det tyvende århundrede, er de kanoniserede myter ikke blevet nævneværdigt udfordret fra akademisk hold. Fra forfatternes egne hænder har vi fået flere reformative fortællinger, der – i lyset af poststrukturelle erkendelser – har gjort op med den analytiske rationalisme. I udlandet har det været fx Alain Robbe-Grillet på bog og David Lynch på film, mens vi her hjemme har set det fra Henning Mortensen.

Disse fortællinger skal ikke nødvendigvis læses i lyset af det overnaturlige, som er Ascaris første indgangsvinkel sammen med det gotiske, selvom særligt Lynch og Mortensen klimprer på nogle metafysiske toner. Det overnaturlige skal hos Ascari i stedet nærmest læses som en anakronisme, idet det handler om det, han kalder for ’detection before detection’. Det er således et begribeligt fundament for krimiens politi- eller detektivelement, at detektionen som opklaringsproces skal være opfundet først. Det blev den først for alvor i den første halvdel af det nittende århundrede. Det betyder selvfølgelig derfor ikke, at der ikke før dette er sket kriminelle handlinger, men det betyder, at forståelsen af og opklaringen af det kriminelle tog andre former.

Dette analyserer Ascari med rødder dybt nede i det gotiske, hvor genfærd, drømme og andet guddommelig indsigt havde en helt andet betydning end i dag. Det er derfor, det er anakronistisk. I tragedien, som vi kender den hos Shakespeare, er det genfærdet, der hjemsøger den skyldige, mens det hos den skyldige selv kunne være samvittighedsfulde drømme, der piner og plager. Her er det selvfølgelig ikke uden årsag, at psykoanalysen har hentet så meget i det gotiske, for her der et materiale til et id og et overjeg af dimensioner. Men det er ikke Ascaris ærinde. I stedet fokuserer han på den opklaringsmæssige effekt som disse overnaturlige elementer har haft – i kunsten såvel som i virkeligheden.

På den måde går Ascari på sin egen måde stik imod den tillærte kanonisering af krimifiktion, der placerer arnestedet centralt hos Edgar Allan Poe. Dermed er det ikke sagt, at Ascari forsøger på at modbevise Poes store betydning for krimiens udvikling, og han helliger også et kapitel udforskningen af Poes karakter Auguste Dupin. Men alligevel fremstiller Ascari det som en litteraturhistorisk myte, at Poe var den centrale medspiller i populariseringen af krimien. Den kom nemlig, skriver Ascari, først senere, nemlig med den langt mere formulariske Arthur Conan Doyle og dennes Sherlock Holmes-karakter. Et vigtigt aspekt hos Poe er i højere grad koblingen mellem det gotiske og overnaturlige (ofte omtalt som det fantastiske) og det rationalistiske. Som litteraturforskeren Michael Holquist skriver, så var Poe en person i syv sind med voldsomme psykiske lidelser, men hang til metafysiske komponenter, og af den grund – for at tøjle sit løbske sind – udviklede Poe den excentriske rationalist Auguste Dupin.

Der er altså på den måde et samtidsmæssigt og litteraturhistorisk sammenfald mellem disse overnaturlige ingredienser på den ene side og det romantiske geni på den anden side. Disse passager af krimiens udvikling er ikke medgivne i Ascaris ellers omfattende og indsigtsgivende behandlingen. Men han understreger gentagende gange også, at der i netop populariseringen af detektivfiktionen hos Conan Doyle er en meget lignende kobling i dennes fascination af det okkulte. Det samme finder i øvrigt sted hos Agatha Christie, eksempelvis i The Sittaford Mystery, hvor hun også trækker tråde tilbage til de gotiske aspekter. Det lyder rodet, hvilket det på ingen måde er hos Ascari, men sådan er litteraturhistorie – en ikke enstrenget kanonisering.

Det betyder, at krimien, der i flere henseender kan siges at udspringe af en oplysningsfilosofisk rationalisme, alligevel fastholder nogle mere irrationelle moduler. På den måde er krimien ikke kun en oplysningens og en opklaringens genre, men i særdeleshed kan den også fungere oplysningskritisk og modernitetskritisk. Det er in casu en rummelig genre. Samtidig og måske i modsat fald bliver krimien også efter sin popularisering også en genre med fokus på det sensationelle, som er Ascaris tredje begreb i fokus. Det er måske det ene punkt, hvor Ascari tilnærmer sig en vis uklarhed, for det bliver ikke helt klart, hvad dette refererer til, men det fungerer (nok) også som et dobbeltbegreb: på den ene side det sensationelle som opsigtsvækkende, men på den anden side det sensationelle i en fornemmende adgang til verden.

Det sidste karakteriserer særligt Poes karakter Auguste Dupins efterforskningsmæssige metode, der i flere henseender bliver en psykologiseret opklaringstendens. Men udviklingen efter århundredeskiftet bliver i høj grad tiden, hvor det første, det opsigtsvækkende og det transgressive i krimien, kommer i fokus. Et vigtigt aspekt, som Ascari også understreger, er, at disse to forståelser ikke nødvendigvis modsiger hinanden. Selvom større dele af krimilæsernes korps ikke vil være ved det, så fastholder krimien dette særlige forhold til det mere metafysiske i form af adgange til religiøse disputer og forskellige mindre rationalistisk og logisk betonede erkendelsesformer.

I stedet for at være en klar sekulær genre, kommer krimien således til at virke som en afløsningsmodel i en tid, hvor klerikale rammesætninger og større værdisæt bryder sammen (eksempelvis det britiske imperiums sammenfald): ”At a time when traditional values – concerning both metaphysics and human being – were questioned, detective fiction reinstated truth and justice as the basic coordinates of its system of meaning” (158). Dette – kunne vi sige – anede Poe allerede, men først på det tidspunkt, hvor modernismen for alvor får fat, bliver det til et kulturelt udtryk. Dermed kan det udtrykkes på den måde, at krimien holder fast i nogle romantiske og sågar gotiske forståelsesrammer, men det er ikke entydigt. Krimien bryder også med disse rammer.

Maurizio Ascari leverer de gode argumenter for en langt mindre stringent forståelse for, hvordan krimien har formet sig – og tilsyneladende stadig former sig. På sin vis gør det arbejdet som krimilæser, krimiskribent og krimianalytiker mere besværligt, men i høj bliver arbejdet også mere livligt. Hvor opklaringsproces og spænding ofte er centrale forklaringer på krimiens – mere sensationelle – popularitet, så viser Ascari ad omveje, at det ganske simpelt kunne være genrens enorme rummelighed, som forklarer populariteten. For den, der vil afprøve krimiens grænser eller forstå dens kulturelle og genremæssige grundlag, er bogen særdeles anvendelig. Kanoniserer vi krimien i lyset af genrens rationalistiske typer, mister vi blikket for genrens udbredte vidde og vingefang.

91
Forrige anmeldelse
« Det menneskelige - Essens, Eksi... «
Næste anmeldelse
» Flugten »