Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




"Upassende sociologi" & "I samfundets sprækker" / Michael Hviid Jakobsen (red.) / I alt 499 sider
Aalborg Universitetsforlag. ISBN
Anmeldt 10/12 2007, 13:32 af Kim Toft Hansen

Det sensitives sociologi


Det sensitives sociologi

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Michael Hviid Jacobsen har redigeret to yderst læsbare og tilgængelige bøger om såkaldt ”upassende sociologi”, og vigtigst af alt levnes der her plads til at bevise, hvor vigtig en gang forskning, der rent faktisk bliver foretager, når studerende arbejder med projekter. Upassende sociologi (2004) og I samfundets sprækker (2007) er modige, velskrevne og – for en udefrakommende som mig – yderst farbare sociologiske værker.

Friedrich Nietzsche kalder i Ecco Homo sin Menneskeligt, alt for menneskeligt for et ”mindesmærke over en krise”, hvilket – som Peter Thielst i sin indføring om Nietzsche skriver – henfører til ”en tid hvor man vikler sig ud af de tanker og idealer, der egentlig ikke hører én til, og søger at stille skarpt på det, der bliver tilbage”. Dette indtager det grundinstinkt, som titlen antyder, at det menneskelige, alt for menneskelige herved bryder frem, dér hvor tankernes og idealernes strukturer opfører. For det første har dette selvfølgelig at gøre med, at den guddommelige metafysik bryder sammen, idet det konstateres, at den var menneskeskabt, men på den måde annekteres der også et åndeligt frisind, en accept af, at der ikke nødvendigvis forefindes lettilgængelige og strukturerede forståelser af det menneskelige, vores samfund og vores mening med tilværelsen. Der bliver i Nietzsches optik, når ”det menneskelige, ak, kun alt for menneskelige” bryder sammen, paradoksalt nok netop plads til mennesket, der således kan og ikke mindst skal varetage sig selv. Dette givne rum til det menneskelige, til livets skyggesider, til det rummelige samfund, er netop, hvad studierne i den upassende sociologi, sætter fokus på.

Der er overordnet to måder, hvorpå man kan angribe vurderingen af antologier. På den ene side kan man lade de enkelte bidrag fremstå selvstændigt, hvorved man viser, at de kan stå for sig selv – som små værker, der flygtigt passere et emne med et forstørrelsesglas. Denne måde giver værdighed til de(n) enkelte skribent(er), om end gennemgangen derved også ofte bliver lidt kvælerisk opremsende. På den anden side kan man – efter at have dannet overblik over bidragene – forsøge at formidle de mere tværgående perspektiver i artiklerne, der trods alt er samlet under et bredt fokus og en sammenstykkende titel. Dette er desværre ofte den mest byrdefulde vinkel, idet man således skal finde lighedstegn og konvergenspunkter i noget, der ofte intet sammenstilleligt har med sig. Det er nærmest antologiens akilleshæl, at den er yderst fragmentarisk, og derfor peger i ofte ligeså mange retninger, som der er bidrag. Men i tilfældene Upassende sociologi og I samfundets sprækker vil jeg anlægge det sidstnævnte fokus, netop fordi disse udgivelser er blandt de mest konsensusprægede antologier, jeg har haft i hænde. Jeg formoder, at dette udspringer at, at de enkelte skribenter har fulgt den samme undervisning, hvilket giver et relativt samlende perspektiv for undersøgelserne, men samtidig er bøgerne blot præget af simpel og god redigering. Der er emnemæssig, metodisk og sproglig sammenhæng de enkelte artikler imellem, hvilket gør, at undersøgelser både kan stå for sig, mens de også bidrager til at belyse hinanden på kryds og tværs. Det mest overraskende er, at der skulle en længere række artikler fra studerende til at vise, at antologien som genre godt kan lade sig gøre. Begge antologier dementerer myten om, at ’det at studere’ ikke også bærer nævneværdige aspekter af ’det at forske’. Der ligger generelt hos de studerende på tværs af fag en guldgrube af uudnyttet materiale, der fortjener større fokus. Disse to udgivelser beviser, at en sådan fokusering er betydningsfuld.

Termen ”upassende sociologi”, som også titlen på den anden antologi I samfundets sprækker, henviser til det, der foregår i skyggerne langs væggene i et samfund, der ellers forsøger at holde samling og struktur på det ustrukturerbare. Vigtigst peger det på selve emnerne, der er undersøgt, hvilket betyder, at vi bevæger os ind steder, hvor vores regelrette Bonus Pater nok ikke ville føle sig tilpas. Det betyder, at vi bliver præsenteret for fx ”Swingernes erotiske univers”, de ”kugleskøre” kasinospillere, blebærende infantilister, fortiende prostituerede, højreradikale ekstremister og kønsidentitet hos transvistitter – blot for at nævne en række af bidragene. Ved siden af dette er ydermere mere hele tre bidrag, der kaster luppen hen over døden og oplevelsen heraf.

Samlende og samtidig også refererende til det ’upassende’ fokuseres der derfor også på den noget slørede grænse mellem det trivielle og det tabuiserede. De emner, der tages op, ligger i grænselandet af det etablerede samfund, hvor man ofte bevæger sig på en knivsæg mellem det accepterede og det grænseoverskridende. Det behøver ikke kun at være grænsen til det borgerligt ’anstændige’ såsom swingertraditioner og prostitution, da det tillige kan være områder af det menneskelige, der er svært kapabelt eller begribeligt for os, såsom netop døden, optrædelse i intim-tv , vagabondkultur, eller sågar fødslens ritualiserede karakterer. Det kan også være den komplicerede dagligdag, som vi – i blændværket, som Nietzsche siger – ikke får øje, såsom at køre bus, behandlingen af handicappede eller fængselsoplevelser. Som sankebetegnelse er netop samfundssprækker en rigtig god metafor for, hvad det er, der undersøges. Når man lader systemet falde, den idealmetafysiske forestilling bortkaste, og giver sig selv en introduktion til menneskeligheden bag og skyggesiderne af det, der ligger latent hengemt i vor menneskenatur, viser der sig for det første en langt mere righoldig personage, men for det andet virker det jo også reciprokt: Ved at gennem sin forskning og formidling at nedbryde det tabuiserede, skabes der fokus på det, og i lysets fokus kommer forståelsen. Enshedens og konformitetens sammenbrud skaber plads til forskelligheden, der ikke blot bør logere i sprækkerne, men ude i lyset kan den bidrage til et righoldigt samfund og samtidig en mere grundlæggende forståelse af menneskelige interaktionsmønstre. Den upassende sociologi er derfor selvudslettende på den måde, at den kan være med til at gøre det upassende passende.

Foruden fokus på det upassende betyder det også noget metodisk at arbejde i samfundets sprækker, hvilket har at gøre det ’at være en upassende sociolog’. Den upassende sociolog kigger over skulderen dér, hvor skulderens ejermand ofte gemmer sig skyggerne. Det betyder, at der i selve det metodiske arbejde inkluderes en nedbrydning af grænsen mellem det offentlige og det private, og dermed foranlediges en lang række etiske overvejelser over ansvarligheden i gennemførelsen af studierne, der mest af alt handler om anonymiseringen af de undersøgte individer. Det er centralt, at analysanderne føler først trygge (eller uvidende!) i undersøgelsesøjeblikket, men også at informationerne ikke kan spores, da emnerne jo er prekære aspekter af en ellers etableret livsorden. Det er derfor også væsentligt, at de undersøgte oftest er helt beviste om, at de bevæger sig i et grænseland mellem passende og upassende. Der skal en upassende sociolog til at studere det upassende samfundsliv. Endog er der også tilsagn om, at et sådant studie netop kan være med til at klarificere og perspektivere det tabuiserede, så det ikke længere fremstår fravigende og inkompatibelt. Det gælder fx undersøgelsen af indsatte i fængsel, hvor der ’indefra’ var et eksplicit ønske om at formidle indersiden af fængselsvæsenet, som kan afmytologisere fortællingerne. I det hele taget er der i undersøgelserne indbygget en nærmest barthesiansk blotlægning af myterne om/i sprækkerne, der skal vise nogle mere akkurate aspekter af det strukturløse i samfundet. Herigennem kan det menneskelige, det både metodisk og tematisk sensitive, skinne igennem.

8
Forrige anmeldelse
« Kruseduller, kragetæer og krea... «
Næste anmeldelse
» Kosmorama nr. 239: Animationsfi... »