Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




Adskillelsens politik. Multikulturalisme - ideologi og virkelighed / Jens-Martin Eriksen og Frederik Stjernfelt / 498 sider
Lindhardt og Ringhof. ISBN
Anmeldt 11/12 2008, 11:39 af Kim Toft Hansen

Op med samtalen!


Op med samtalen!

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

I anden sammenhæng fik jeg lejlighed til at læse et uddrag af Jens-Martin Eriksen og Frederik Stjernfelts Adskillelsens politik – og havde efter endt uddragslæsning en ilter fornemmelse af at måtte tage til genmæle på en eller anden facon. Derfor denne anmeldelse af bogen. Men anmeldelsen – og den mere retfærdige, udvidede læsning af bogen – har vist sig at ville forfatte sig i et lidt andet tonefald end intenderet. Faktisk med (næsten) omvendt fortegn. Trods punkter af gevaldig uenighed, samt metodiske og teoretiske usandsynligheder, må jeg holde kaje over for bogens overordnede budskab, der fra starten ligeså godt kan være sagt: Nogle universalier står ikke til diskussion, og det drejer sig om demokrati, retsstat og menneskerettigheder. Intet mindre!

Bogens udgangspunkt er en diskussion af den herskende diskurs om multikulturalisme, som forfatterne finder særdeles problematisk – for at sige det mildt. Kulturalisme defineres fra starten som ”den opfattelse at folk er helt igennem determineret af deres kultur og er ude af stand til at overskride den” (s. 14). Multikulturalisme er derimod et tvedelt begreb, der har to varianter, en blød og en hård. Den bløde hævder individets ret til at orientere sig kulturelt, mens den hårde derimod er de forskellige kulturers ukrænkelighed og suverænitet. Ud af dette skisma, særligt og i udpræget grad den hårde version, udspringer problemet ikke kun om kulturers hybridiserende udviklingsperspektiver, der således faktisk ikke er mulig, mens der samtidig opstår muligheden for kulturelle enklaver, der eksisterer på egne vilkår inden for et samfund, hvor der – som vi har set det i England – opstår rationale for at enkelte kulturelle minoriteter skal have bestemmelser for selvbestaltede juridiske og politiske systemer. Det er generelt multikulturalismen, forfatterne er ude efter, men særlig denne hårde hævdelse af kulturers ukrænkelig på prygl.

Introduktionseksemplet er Malaysia, hvor menneskerettighederne har lidt et gevaldigt knæk som følge af kulturalisme, men kulturteoretisk er det i højere grad den herpå følgende historiske udvikling af kulturalismeargumenterne, der står stærkt. Her forfølges kulturbegrebets udvikling i retningen af netop den udnyttelse af kulturel gyldighed, der står som modsætning til helt centrale værdier som demokratiet, retsstatsstrukturer og menneskerettigheder bygger på. Paradokset er øjensynligt, at hævder man kulturers autonome værdi, som internt kan være i strid med menneskerettigheder, forvalter man også eksternt et stridigt civilisationsbegreb, der logisk bryder sammen. Det er ikke muligt at opretholde en kulturs gyldighed, hvis den strider mod de rettigheder, som ethvert individ er skabt til at eksisterer under. Sådanne pointer, der handler om individets ukrænkeligheder, såfremt dette individ derved ikke krænker andre, er svært at være grundlæggende uenige i, men det blot spørgsmålet om det rent faktisk er tilfældet, at kulturer opfører sig sådan. Forfatterne mener det ikke, hvilket giver god mening, men fra politisk hold ytres der ofte noget helt andet.

Problemet der opstår som det første er derfor for så vidt ikke bogens egentlige ærinde, men i stedet formår den – selvom den nærmest indirekte og som en understrøm bekender politisk kulør – at ryste det danske politiske system i sin grundvold. Der er tilsyneladende ikke mange lyspunkter at hente her, udover at den nuværende regering har forfægtet ytringsfriheden i forbindelse med Muhammed-sagen. Her står Eriksen og Stjernfelt last og brast ved regeringens side, og hylder således den basale håneret alle har over alle andre. Her savner bogen en klar nuancering af diskussionen af denne hånsel, hvor noget så simpelt – og alligevel besværligt – som hensyn til andre helt fejes af bordet til fordel for ytringer, der bygger på intet andet end principfast spot mere end indsigtsgivende dialog. Regeringen har over for sådanne mindretal flere gange afvist dialogen som mulighed, hvilket i sig selv er skræmmende og desværre helt udeladt af diskussionen i bogen. Men Muhammeds ged er vist efterhånden ved at være barberet.

I stedet formår bogen – til min store overraskelse på baggrund af ovennævnte uddrag – at tage fat på helt andre nuancer af debatten, som desværre så til min fortrydelse ikke udfoldes gevaldigt (hvilket måske er stedet, den politiske kulør bekendes, selvom det selvfølgelig er enormt farligt at sige). Med liberalismen som værger – der her forstås uden om økonomiske forståelsesrammer, og derfor ikke som praktiseret ekstrem liberalisme, men i stedet ”ensbetydende med demokrati, retsstat og rettigheder” – får tidens store politiske perspektiver et gevaldigt drag over nakken: ”Den er derfor, den ekstreme liberalismes idé om, at kunst bare er en vare blandt andre, der bør hvile i sig selv, og at videnskab alene er den korteste vej fra forskning til faktura, og at politik bare består af incitamentstrukturer, er ødelæggende” (s. 314).

Med de mange høvl, som de øvrige partier får undervejs i kritikken af kulturalismen, samt denne i bogen mindre dominerende – men bestemt ligeså farlige – version af noget, der i sin tro på frie markedskræfter kunne ligne kim til fascisme, ser det derfor ikke lyst ud for dansk politik. Med en regering, der med den ene hånd forfægter rettigheder, men med den anden hugger samme i sønder, sammen med en opposition og et støtteparti, der analyseres som kulturalister af hver sin fløj, så er det – som det er bogens tilsyneladende tilsigtede ærinde – på tide med et opråb. Og det er bogen i den grad, og trods nogle besværlige unuanceringer formår forfatterne under alle omstændigheder at få dette budskab over.

Alligevel hviler bogens pointer på nogle præmisser, der i sig selv kan synes besværlige. Et godt eksempel på en svært opretholdelig binær opposition er modstillingen mellem biologi og kultur (s. 285). Det, som her er hovedpointen, er, at der ikke er sammenhæng mellem race og kultur, da individer inden for enkelte racer sagtens kan vokse op i andre kulturer uden problemer – og heldigvis for det. Det er indlysende sandrueligt og særdeles vigtigt at understrege dette faktum, men der er derfor ikke nødvendigvis en lighed mellem dette og det, at kultur og biologi ikke hænger sammen. For det gør de i høj grad.

Neurologisk forskning antyder, at kulturelle mønstre – hvad vi generelt foretager os og derfor egentlig finder rigtigt – faktisk rent fysiologisk lagrer sig i hjernen på os. Bestemte synapser vokser ganske simpelt, ved at mønstrene gentages igen og igen. Det er lidt som at finde vej: Har man kørt den samme tur gentagende gange, så er de synapser, der skal til for at finde denne vej, ganske velvoksne, og det bliver heraf nemmere for os. Det gælder også, når vi ”finder vej” gennem kulturlandskabet – og derfor kan modsætningsforholdet mellem biologi og kultur ikke opretholdes. Analyserne i bogen kunne derfor frugtbart have diskuteret, hvor svært det rent faktisk er at skifte spor på den kulturelle motorvej – og at den slags udviklingsstrategier, bogen mægler, derfor langt fra er nemme. Det tager tid at omgøre kulturelle mønstre, og måden at gøre dette på er ikke – som det har været tilfældet med den nuværende regeringsmagt – at afvise dialog, for dialogen er i sig selv vejen, der udvikler nye tænkemåder.

Det afspejler sig derved også i hævdelsen af universalier såsom demokrati, retsstat og rettigheder. Der er således ingen tvivl om, at disse værdier må opretholdes som universelt gældende, ellers kommer vi ud på den kulturalistiske glidebane, der leder lukt ind i underminering af samme værdier. Det er der en klar, logisk pointe i, og derfor må et sådant politisk værdigrundlag selvfølgelig opretholdes, men analysen kommer derved til at overse det simple faktum, at demokrati, retsstat og rettigheder selvfølgelig kun eksternt og udadtil er universelle. Internt og autonomt tænkt er de pragmatiske og kan i høj grad diskuteres. Sagt på en anden måde kan det ikke udadtil diskuteres, om vi fx skal have demokrati – ”den mindst ringe samfundsform” (s. 308) – men hvordan vi skal have demokrati kan og skal i særdeleshed diskuteres. Hvor det ligger ”i kulturalismen, at kulturen er én ”pakke”, take it or leave it” (s. 320), så ligger det i dialogformen – den hybridiserende kulturforståelse – også, at de universelle værdier er én pakke. I kulturalismen er kultur antidemokratisk og derfor forkastelig, men i høj grad savnes der nuancerende analyser af et pragmatisk kulturbegreb, som – trods mangel på samme i det politiske system – hersker blandt de fleste almindelige borgere. Diskussionen af universaliernes interne pragmatik kunne blødet denne diskussion op.

En smule inkonsistent bliver det derfor også, når oplysningstænkningen trækkes ind. Rødderne analyseres fint og grundigt, men igen formår bogens forfattere at trække et meget klart og unuanceret skel mellem oplysning og kulturens mere mytiske og religiøse fundamenter – der er ingen oplysningsdialektik til stede her. Dette afspejler sig også i diskussion – eller måske snarere afvisningen – af forholdet mellem det kristne og det oplyste. Det er, hævder de, en kulturalistisk myte, ”at Oplysningen er en bestemt, kristen kultur” (s. 338), hvilket langt hen ad vejen også er et konsistent og plausibelt argument, men begrundelsen forfladiger diskussionen af samme, og forfatterne må – om jeg her så må sige – krybe til korset og bekende, at der ”er den bitte kerne af sandhed i påstanden, at der er visse sider af kristendommen, der kan fortolkes som oplysningsvenlige”.

De nævner derfor selv – som eksempler på oplysningstræk i kristendommen – ”skellet mellem kejserens og guds rige og det institutionelle skel mellem stat og kirke […], der er næstekærlighedsbuddet som en art tåget foregribelse af individuelle rettigheder, og det er, ligesom hos islam, monoteismen, der suger al uforudsigelig hellighed ud af denne verden, der så til gengæld bliver tilgængelig for videnskabelig forskning” (s. 339). Det er klart, at en lang række grundteser til retsstat og demokrati udspringer både andre steder og før kristendommens tilsynekomst, men her viser forfatterne selv, at kristendommen – forstået mere som filosofiske tankegange – bærer noget af oplysningens muligheder i sig. Det betyder derfor ikke, at den er årsag til det, men det betyder i høj grad, at den ikke filosofisk har (helt) bremset for denne. Det er der andre sider af kristendommen, der har: ”Kætterforfølgelser, inkvisition, klerikalt hierarki, den katolske kirkes konstante indblanding i statslige og andre verdslige forhold, reformationens grundlæggelse af statskirker, hævdelse af åbenbaret viden over for erfaret viden og deraf følgende antividenskabelighed, censur, omfattende kristne religionskrige”. Det, der her er interessant, er, at argumentet imod kristendommen her i langt overvejende grad er hentet i institutionelt skyts, altså at det er kirken, der er synderen her, mens argumenterne for visse kim i kristendommen til oplysningstanker er hentet i mere etiske og filosofiske forhold. Her kunne det have været interessant med en nuanceret analyse af, at den filosofiske grundtese i den kristne kultur tages ind, men forvaltningen af den i kirken som institution har været katastrofal. Den kristne institution har i høj grad modsat sig oplysning, men det har været ved ulyksaligt tilpassede tekstlæsninger.

Det er derfor med en pudsig, lidt blandet fornemmele, at jeg lægger Adskillelsens politik fra mig. Jeg har fundet flere punkter at være enig i end først ventet – der kan ikke være noget at diskutere, når vi skal opretholde politiske universelle værdier som demokrati, retsstat og rettigheder, men der kan i den grad være noget at diskutere, når vi skal slå fast, hvordan disse værdier skal forvaltes. Og denne manglende ’lyst’ til nuancering står som et besværligt punkt i bogens generelle budskab, men al ære være for at tage depechen op i en debat, der til tider kan være – og i forbindelse med modtagelsen af bogen især har været – særdeles ophedet. Det forstående, dialogiske kulturbegreb ligger som en understrøm gennem hele bogen, og kommer aldrig helt til udfoldelse, hvilket egentlig er en skam, for flertallet af demokratiske borgerne formår – efter min sparsomme, lidet empiriske vurdering – at dialogisere sig igennem dagen og vejen. Bogens afsluttende diktum ”Ned med kulturen!” (s. 381) må derfor sagtens kunne omvendes…

Op med samtalen! Her gemmer det demokratiske spøgelse sig…

Forrige anmeldelse
« Genforenet «
Næste anmeldelse
» The Writer’s Handbook 2009 & ... »