Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




Kruseduller, kragetæer og kreative krumspring / Rune T. Kidde / 397 sider
Modtryk. ISBN
Anmeldt 10/12 2007, 11:12 af Torben Rølmer Bille

Berusende, bramfri, befriende beretninger om andet end blindhed


Berusende, bramfri, befriende beretninger om andet end blindhed

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Altså det handler om denhersens gubbe, der voksede op på Fyn og som så frygteligt gerne ville være noget ved musikken – eller i al fald ved kunsten… eller i hvert fald, så var han ivrig efter at lave alt muligt. Han boede sammen med sin mor og far, der også var noget ved kunsten og efter han fik et par Lederhosen, flyttede han væk fra Fyn for at lave tegneserier sammen med sine venner. Det gik også meget godt, indtil han ved et sukkerrelateret uheld kom til at tabe begge øjne. Heldigvis gjorde det ikke så meget, for gubben begyndte i stedet at fortælle fjollede historier til folk, som gav ham penge for det. Han var så god til det, at han endda kom i radioen og på Roskilde festival. Han brugte nogle af pengene på nye blindestokke, fordi de gamle konstant knækkede under filmoptagelser. Resten af de inflationsramte skillinger brugte gubben, der i stedet for øjne nu havde fået et enormt skæg, på at rejse rundt i hele verden for at føle og lugte mærkelige ting og få en på opleveren. For godt og vel toogtres minutter siden besluttede gubben at fortælle hele verden om sit liv, så han skrev en bog, sendte den til sit forlag, der straks udgav den.

Rune T. Kidde har altid været til stede i denne anmelders liv. En af de første helt igennem danske tegneserier, jeg kan huske, var ”Rune T. Kidde” (albummet hvis forside er prydet med et søuhyre, der balancerer et sejlskib på tuden, mens det siger ”gyk”. En af mine bekendte spurgte engang Rune om albummet hed ”gyk”, men han fik aldrig et tilfredsstillende svar). Jeg var også blandt de trofaste lyttere til hans radioversion af Hobitten, selvom jeg for længst havde overskredet sidste salgsdato for målgruppen (Runes stemme til bl.a. Gollum er til denne dag helt enestående). Da han efterfølgende fes land og rige rundt og optrådte med sine fortællinger, Ækle Æventyr og andet fra godteposen, var jeg ofte til stede i publikum, hvad enten det har været på spillesteder eller Roskilde Festival. Så endnu engang, kaster undertegnede sig over at anmelde materiale, jeg i forvejen har en meget subjektiv mening om.

Selvbiografien Krusseduller, kragetæer og kreative krumspring har for det meste karakter af talesprog, og kender man Rune T. Kiddes stemme, er det da heller ikke svært at høre ham bag de skrevne ord. Blandet i biografigryderetten er også dele af artikler, breve og poesi, som godt kan bryde den mundrette stil, men aldrig så det bliver forstyrrende. Her får man også indblik i, at manden kan meget andet end blot at omskrive eventyr med sin ordekvilibristiske vanvidspen. Rune T. slår gennem bogen et slag for den mundtlige fortælling, og mener at mange eventyr er blevet forstenet ved at de blev skrevet ned. Kan man så ikke spørge lidt kritisk, om han vitterligt befrier eventyrerne ved netop at gøre det samme som Grimm og Co.? Men da undertegnede ikke har lyst til at gå 18 runder mod en blind mand (primært af frygt for at tabe), vil jeg straks stoppe denne diskussion.

Langt de fleste kender sikkert historien om Hr. Kidde fra pressen; den ”stakkels, stakkels, stakkels tegneserietegner, der på grund af sin sukkersyge mistede synet og ikke længere kunne tegne” – men Hr. Kidde er langt fra stakkels! Som han skriver, så er de fleste seendes idé om at blive blind, tanken om at få bind for øjnene – men det er jo noget pjat! Er man først blind, så er det jo ikke en pludselig tilstand – så er det i stedet dagligdag – noget man må acceptere. Kidde skriver ligefrem, at det at miste synet har gjort hans liv bedre, og at han ikke længere savner synssansen. Han har rigeligt i at fornemme verden på anden vis.

Foruden en næsten kronologisk beskrivelse af Kiddes liv og rejser, er en af de mest interessante ting ved bogen beskrivelsen af det spirende tegneseriemiljø i Danmark i 70erne og 80erne. Rune T. var med helt fra starten og beskriver i anekdoter både produktionsforhold, beslutninger og ikke mindst hans forhold til andre tegnere. For de, der er interesseret i dansk tegneseries udvikling, er Runes autobiografi ikke til at komme udenom. Men Rune er også kritisk over miljøet, som det ser ud i dag, han skriver: "Man kan jo sukke lidt over, at nu, hvor vi har fået kulturpenge fra finansloven, tegneseriemuseum og tegneseriebibliotek med løbende udstillinger og arrangementer, så er selve det kunstneriske grundlag i Danmark stort set smuldret. Der er intet nyt vækstlag, og alt er inderligt konformt. Forlagene er uopfindsomme. Pengene er der ikke. Boomet er overstået, og nu er det manga man prøver at sælge. Den gamle garde holder stand og er blevet knalddygtig; men til gengæld er der ingen plads til nye talenter. De lider kvælningsdøden fordi markedet ikke er større end det er". (s. 111) Hårde ord, men sikkert også ganske retfærdige! Selv om det måske kunne lyde lidt bittert, så vil der næppe være plads til en ogginok som Rune Kidde på det danske tegneseriemarked i dag, og derfor må man jo prise sig lykkelig over, at den elskelige stodder blev født på det rigtige tidspunkt og har nået så meget til dato.

Endelig bør det nævnes at Hr. Kidde i bogen langer voldsomt ud efter kritikere (især i forbindelse med udgivelsen af 101 mak og Mesterværker), så af frygt for at komme på Runes sorte liste, må jeg i et alvorligt øjeblik konstatere at hans bog ikke er noget litterært mesterværk – men omvendt set, så tror jeg heller ikke på noget tidspunkt har været ambitionen. I stedet er det blevet til en broget livsfortælling fra en mand, der ikke altid har haft det lige nemt, men som på grund af sin lettere enfoldige insisteren på at gøre tingene på sin helt egen måde, sjældent har måttet gå på kompromis med sine kunstneriske ambitioner. Rune T. tegner et sirligt portræt af sig selv, komplet med skønhedsfejl, bumser, nedture og et stort, dejligt, vildt zz-top-skæg placeret lige midt i hans krydder! Sikkert ikke en bog der vil tiltale alle, men en der giver håb og forstærker troen på den kreative magt i alle os skæve eksistenser.

Forrige anmeldelse
« Litteratur og intersubjektivite... «
Næste anmeldelse
» "Upassende sociologi" & "I ... »