Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




Drømmerum / David Lynch & Kristine McKenna / 605 sider
Gads forlag. ISBN 9788712053552
Anmeldt 1/12 2018, 17:20 af Ove Christensen

Lunken Lynch-stemning


Lunken Lynch-stemning

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

David Lynch har stået bag nogle af de bedste filmoplevelser, jeg har haft. Eraserhead, Blue Velvet, Lost Highway og dertil kommer første sæson af tv-serien Twin Peaks, som betød en gevaldig fornyelse af, hvad man kan med, på og for tv. De universer, Lynch maner frem, er ofte udfordringer af den måde man normalt forstår tingene på. Der er en dragende rådenskab på spil under overfladen, der pirrer nysgerrigheden, og man står tilbage med en uforløst videnshunger, for hvad hvordan var det nu lige det hele hang sammen, og hvorfor skete der det, der skete? At det ikke er blevet mindre med årene, kan alle der har fulgt med i Twin Peaks. The Return sikkert bekræfte. Der blev seerne udfordret på mange niveauer.

Budskabskunst er ikke lige Lynchs afdeling. “If you want to send a message go to the US Postal”, skulle han en gang have udtalt, og det siger meget godt, at for Lynch så indeholder film ikke beskeder og budskaber - de indeholder noget andet, som måske er følelser, fornemmelser, stemninger og så måske også aspirationer om en højere epifanisk sandhed.

En genvej ind i Lynchs univer kunne være at lære Drømmerum, som netop er udkommet på Gads Forlag. Bogen er skrevet af David Lynch selv sammen med hans nære ven gennem mange år Kristine McKenna. Selve bogen er komponeret på en interessant måde idet de to forfattere har skrevet hver andet kapitel. Først beskriver McKenna en periode i David Lynchs liv. Typisk disponeret ud fra en tidsperiode defineret gennem arbejdet med en bestemt film. Kennas kapitler følges så af et kapitel skrevet af Lynch, hvor han kommenterer eller udvider Kennas beskrivelser. Ofte kører Lynch ud af en tangent og trækker elementer ind, der ikke er bestemt af den kronologi, der ellers er udlagt af hans medforfatter.

Metoden er - eller kunne være være interessant - fordi den passer meget godt til en forestilling om, at tingene ikke er, hvad de giver sig ud for at være - for nu at parafrasere Twin Peaks. Der er flere sandheder. Ved at komme gennem perioderne to gange opstår der noget nyt.

Og især i Lynchs kapitler får man en klar fornemmelse af, hvad sideordning af elementer betyder. Lynch har en måde at sætte sætninger sammen på, hvor man som læser virkelig kommer på overarbejde for at forstå, hvorfor to sætninger - eller ideer - følger efter hinanden. Han har en meget associativ måde at skrive på, som i øvrigt også et af hans æstetiske principper. Som sangeren Mary Sweeney siger i et interview: “Det er noget meget smukt, som David gør. Han tager tilfældige ting og forener dem, så det skaber en verden.” Her kan man også høre, at det poetologiske udgangspunkt for Lynch er surrealismen og dens sammenstillinger af noget, man ikke forestillede sig havde noget med hinanden at gøre.

Det er en temmelig lang bog, og den dækker hele perioden fra Lynchs fødsel til modtagelsen af Twin Peaks. The Return, og her er en af ulemperne ved kompositionen. Vi får rigtig mange beskrivelser af de sammen begivenheder to gange. Hvilke adresser Lynch flyttede til, hvornår og hvem der hjalp med huslejen eller flytningen. En lang række mere eller mindre ligegyldige møder med gud og hvermand serveres to gange uanset, om beskrivelserne beriger hinanden eller ej.

Der er i det hele taget en ophobning af ensheder i bogen. Alle de mange interviewede personer skal sige stort set det samme om Lynch. Han er yderst behagelig som menneske, han er meget højflig, en god lytter, han er sjov og meget charmerende. Det er sikkert alt sammen rigtigt, men man har måske ikke behov for 50 vidner for at slå fast, at Lynch er en fantastisk guttermand. “Han er totalt professionel og en pragtfuld fyr, og der findes ikke noget finere menneske i branchen.” (Gary D’Amico s. 366)

Gentagelserne går også begge veje, for Lynch skal også sige om alle mennesker, han har mødt, at de er så fantastiske og autentiske, at de er de helt rigtige til netop den rolle, han har givet dem. Der er en fin æstetiske pointe i, at Lynch finder de rigtige til rollerne. Han går ikke efter skuespillerne og deres kompetencer. Han går efter mennesket. Det vigtigste ved at besætte en rolle er, som han siger i bogen, om det er det rette menneske. Men det er måske ikke vigtigt hele tiden at få at vide om alle de skuespillere, han har arbejdet sammen med.

Det mest interessante ved bogen er de steder, hvor man hører noget om Lynchs kreative proces. Der er mange, men meget spredte, elementer i afdækningen af (noget af) Lynchs praksis med at udtænke film, musik, collage, lyde, billeder og installationer. Han er altid i gang med mange ting, og når han har en ide, eller ser eller hører noget af interesse, optager han det, tegner det eller konstruerer det på stedet. Han opsøger stemninger, hvis betydninger rækker ud over det fattelige.

Om besøg på en sex-club fortæller en af Lynch medarbejdere, at Lynch “var absolut interesseret, på samme måde som en læge er interesseret i et lig, han lige har skåret op. Det er på en måde Davids facon at nærme sig alting på.” Så ved siden af sammenstillinger af det umiddelbart usammenhængende, så er der også interessen for, hvad noget skjuler. Hvad det består af. Hvilke dele det kan adskilles i.

Når Lynch filmer en scene prøver han ofte at få skuespillerne til at gøre noget, de ikke ved. Han taler dem steder hen, de ikke anede de havde - han åbner rum for dem, der bliver til i samarbejdet mellem ham og skuespilleren. Selvom Lynch heller ikke kan sætte præcise ord på, hvad han vil have, så er der mange af de interviewede, der siger, at han præcis ved, hvad han vil have og hvornår han har fået det.

Lynch går efter stemninger, hvilket Dean Hurley peger på i en interessant interviewstump. Han er lige blevet ansat til at tage sig af Lynchs private lydstudie, og han undrer sig over, at Lynch, når han skal have fat i et musiknummer, benævner det ved en linje i nummeret fremfor ved titlen. Det “gik op for mig, at det han hun kan huske fra en sang - og så betragter som dens titel - det er den tekststump, der sammenfatter sangens følelsesmæssige højdepunkt.” (473). Lynch forsøger ikke at give mening, men stemninger, hvilket også er hans eget livs kompas.

Det er fint med disse beskrivelser af Lynchs æstetiske praksis, men samtidig er bogen også fyldt med en ukritisk begejstring for Lynch som person og som kunstner. McKenna er virkelig Lynchfan, hvilket der ikke er noget galt med, men det betyder at bogen er skrevet helt uden analytisk distance til myten om Lynch. Lynch fremstår som en helgen og frelser hele vejen igennem.

Jeg savner, at Lynch og myten om Lynch får lidt modspil - at vi kommer længere ind i de æstetiske overvejelser. Jeg er helt indforstået med, at en 600 siders biograf også skal beskrive det levede liv, men jeg er helt uforstående over for, at de liv skal have lov til at fremstå mytologisk, hvor alt gengives ukritisk.

Endelig er bogen som æstetisk produkt ret forfærdeligt. I en bog, der har en stor visuel kunstner som sit objekt, fremstå billig og i dårlig kvalitet. De mange billeder er grumsede pga. den valgte papirkvalitet. Billedbeskrivelserne er sat bagest, så hvis man vil vide, hvad man ser på - og faktisk ikke kan se - så skal man hele tiden bladre frem og tilbage.

Så både på bogens indhold og den form savner man en kyndig redaktør og en vilje til at præsentere det interessant ved Lynchs’ arbejde. Hans billedproduktion er i øvrigt kun meget stedmoderligt behandlet, hvillket også forekommer mærkeligt.

Det bliver derfor en noget fesen eller lunken stemning at læse den bog, om en i min optik meget stor kunstner.

787
Forrige anmeldelse
« 12 regler for livet «
Næste anmeldelse
» Dimensionen der Mittäterschaft... »