Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




12 regler for livet / Jordan Peterson / 406 sider
Jyllands-Postens Forlag . ISBN 978-87-400-4848-3
Anmeldt 25/11 2018, 14:13 af Michael Agerbo Mørch

En flig af orden


En flig af orden

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Den canadiske psykologiprofessor, Jordan B. Peterson, er blevet et veritabelt fænomen. Med kæmpe succes på YouTube, som podcaster og nu forfatter docerer han intellektuel lekture for millioner af mennesker verden over. Særligt for hans kamp mod kvalm identitetspolitik og aggressiv feminisme har han modtaget højlydte bifald, men hans projekt er langt mere sofistikeret og vidtrækkende: det er et projekt om at undersøge menneskets ambition for at finde mening og værdier i en uoverskuelig verden. Vi er kastet ind i eksistensen, og verden er ufatteligt kompleks. Derfor truer kaos konstant. Men vi forsøger – alene og i fællesskab – at navigere i kaos ved at finde en orden, vi kan klynge os til. Det er ud af denne ”ordensjagt”, at religioner, moralsystemer og ideologer udspringer, siger Peterson.

12 regler for livet. En modvægt til kaos er et forsøg på dels at analysere, dels at give et bidrag til ordensjagten. Oprindeligt var det en liste fra internetsitet ”Quora”, hvor Peterson havde bidraget med en stribe svar på spørgsmålet: ”Hvad bør enhver vide om livet?” Petersons svar blev enormt populært, og han har siden justeret listen og tilføjet nogle punkter. Han endte på 40 styks, men da han først begyndte at skrive, var det for omfattende, og det blev skraldet ned til de tolv regler, der er udmalet i denne bog.

Peterson finder inspiration alle steder: Fra hummerens neurologi over (selv)anekdotiske referencer og snapshots fra sine klientsamtaler til bibelske fortællinger, med særlig vægt på Det Gammle Testamente – hele tiden garneret med referencer til sine intellektuelle forbilleder: dybdepsykologerne Freud og Jung, og deres nihilistiske forbillede, Nietzsche. Det er både elementært spændende og kreativt og en anelse langsommeligt. De grundige forklaringer og ofte meget lange digressioner trætter læsningen lidt – det samme gør sig i øvrigt gældende for Petersons podcast, hvor man ofte utålmodigt sidder og venter på pointerne. Denne ”indfaldsfilosofi”, som salige K.E. Løgstrup talte om, kan både være forfriskende og udmattende, og det er sandsynligvis et spørgsmål om smag, hvordan man vurderer Petersons impulser.

Peterson er ikke bleg for at tale det maskuline op, og det er egentlig cool nok. Han taler konkret om at rette ryggen, fordi hjernekemien styrkes af en rank indstilling. Han taler om at tage ansvar for sit liv, fordi vi skylder os selv respekt og omsorg – for derigennem ser vi også, at vi skylder vores medmennesker respekt og omsorg. Han taler om at vælge venner, der er gode for dig – fordi det rent faktisk er svært at vælge venner, der duer til noget og ikke bare ukritisk spytslikker én. Han taler om at fly vores trang til at sammenligne os med andre, og i stedet sammenligne os selv med dem, vi var i går, for det er her, den interessante (og eneste reelt relevante) udvikling kan spores. Målet for denne udvikling skal være det højeste gode, men hvor netop du er på denne vandring er ifølge Peterson mindre væsentligt, end at du bevæger dig.

Han tordner imod vattede curlingforældre, der lader sig dominere, ja tyrannisere af deres børn. ”Træd nu i karakter, din svans”, kan man næsten høre ham råbe til den moderne tøffelhelt af en speltfar. Forældre skal nemlig være netop forældre, det vil sige opdragende autoriteter, der udgør et moralsk kompas i en genstridig verden, og ikke et sæt ekstra venner, der hænger ud med deres små poder. Han opfordrer til, at vi modigt og engageret evaluerer vores eget liv, inden vi brokker os over verdens tilstand. For vel er der meget lort i verden, som giver sortsyn og skaber hævngerrighed, men alt for ofte lukker vi egne døre og brænder egne broer, selvom mulighederne er foran os. Han formaner os til at tilsidesætte spontane behov, for via rationelle afkald/ofre forbedrer vi oftest muligheden for lykke i fremtiden (fx de mange års slid på studiet, som pludseligt bon’er ud i god løn, magt og status).

Han advarer mod løgn, selv små lette, hvide løgne, fordi alt falder fra hinanden, når vi går på kompromis med sandheden – lige fra individuelle eksistenser til imperier. Han taler om samtalens åbenhed, så vi lytter efter visdommens hos andre, i stedet for kun at bralre ud om, hvad vi selv finder vigtigt (men overskriften for regel 9 fungerer altså ikke; man kan ikke ”gå ud fra” at nogen ”måske ved noget”, som titlen lyder). Han taler om, at når ”alting er usandsynligt kompliceret” (276), så skal vi forsøge at være så præcise som muligt i vores kommunikation. At identificere vores virkelige ønsker og behov, så vi kan gøre noget specifikt ved problemer og få en kurs for vores liv. Endeligt taler han knivskarpt imod den politisk korrekte feminisme, som er ved at smadre universitetet og sterilisere unge mænd i deres naturlige, indbyrdes konkurrence – og det endda med den frække appel, at ”hvis du tror, at stærke mænd er farlige, så vent bare, til du ser, hvad svage mænd er i stand til at gøre”. (343)

Jordan B. Peterson er ordgydende, men der er langt mere substans og bid i prosaen, end setup’en som selvhjælpsbog måske angiver. De lidt redundante afsnit og mange digressioner trætter lidt, men det ødelægger ikke det samlede billede af, at bogen er både nødvendig og spændende. Canadiernes version af Svend Brinkmann evner samme kombination af dyb faglighed og afslappet breddeformidling som sin danske kollega, og den kombination er værd at lytte til i den offentlige samtale – uagtet om man er enig eller ej.

786
Forrige anmeldelse
« Den kristne krop. Fem essays om... «
Næste anmeldelse
» Drømmerum »