Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




Hvordan bliver vi digitalt dannede? / Camilla Mehlsen og Vincent Hendricks / 85 sider
Informations forlag. ISBN 978-87-75-14812
Anmeldt 23/10 2018, 17:44 af Ove Christensen

Digital vaccine mod amoral


Digital vaccine mod amoral

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Der er udkommet en god og informativ lille bog i Informations serie ‘Moderne ideer’. På kun ca. 85 meget små sider får Camilla Mehlsen og Vincent Hendricks sat fokus på betydningen af, at vi lever i et samfund, hvor kulturer ændrer sig som følge af udviklingen inden for de digitale teknologier. Det gælder, som vi aktuelt kan se, bankkulturer, de politiske kulturer og ikke mindst hverdagskulturer. Alle udvikler de sig på særegne måder gennem den måde, hvorpå digitale teknologier indgår i deres processer.

Det er der sådan set ikke noget i vejen med. Det moderne er kendetegnet ved udvikling, ja det er selve det modernes raison d’etre at udvikle sig. Bevægelse, ekspansion, hastighed og acceleration er kendetegn for det moderne samfund, som det har udviklet sig de sidste 4-500 år eller mere til forskel fra en forestilling om kultur som enten en permanent tilstand eller en cirkulær.

Men udviklingen har også en række ’sideeffekter', hvor man bliver nødt til at gribe ind overfor den, for at den ikke skal gå amok og bliver (for) selvdestruktiv. En ‘sideeffekt’ - eller børnesygdom - ved den digitale udvikling er eksempelvis, at det bliver nemmere at begår økonomiske kriminalitet i stor målestok, da man jo ikke fysisk skal ud og røve en masse banker. Man kan nøjes med at lave digitale indgreb, der automatisk overfører gigantiske summer til mere eller mindre skjulte bankkonti.

Og for hverdagskulturen bliver det nemmere at begå overgreb mod andre, da man har lettere ved at skjule sin identitet, og derfor kan man bedre ‘tillade sig’ at svine andre til og udstille dem til hån og spot. Man kan eksempelvis fotografere en person i en akavet situation og lægge billedet på et socialt medie. Hvis situationen tillige er tilstrækkelig akavet, hvilket typisk betyder noget med nøgenhed og eventuelt sex, så kan man være nogenlunde sikker på, at der er andre, der vil være med til at sikre cirkulationen med udstilling og udskamning til følge.

Der er rigtig mange 'sideeffekter' ved den måde, hvorpå digitale medier indgår i kulturelle fællesskaber og kredsløb. Og spørgsmålet bliver så, hvordan man kan gribe ind overfor disse effekter. “Digital dannelse er en vaccine mod den digitale informationstidsalders børnesygdomme,” er svaret fra Mehlsen og Hendricks (s.21).

Dette er mere eller mindre en direkte forlængelse af Immanuel Kants forslag til, hvad oplysning overhovedet er for en størrelse, da han i 1784 gave et svar på det. Og det er da også den typiske reaktion, når der er noget på spil især i den moralske sfære. Vi må have mere oplysning, så folk kan handle rationelt og moralsk. Når folk begår dumme ting som en cirkulere børnepornografi på nettet, så skyldes det, at de ikke er tilstrækkeligt oplyste om, hvad det betyder for de mennesker, det går ud over. Det er sikkert rigtigt nok. Så mere oplysning og dermed dannelse bliver svaret på de moralske problemer, som man kan se med eksempelvis Officiemento - Facebook-sitet der sviner mange til, der ikke lige er i kategorien af hvide, unge, relativt velfungerende danske drenge - og med Umbrella-sagen, hvor ca 1000 unge er blevet anklaget for at besidde og sprede børneponografisk materiale.

Dette kan man så kalde ‘digital dannelse’, fordi det her handler om problemer med moralsk acceptabel adfærd. Hvordan dette adskiller sig fra blot at være godt opdraget er ikke ganske klar for denne anmelder. Her kunne jeg godt tænke mig lidt flere overvejelser over, om der er noget ganske særligt moralsk på spil, når det drejer sig om tilfælde, hvori digitale medier indgår. - Eller om det, der er på spil i forhold til delekultur - er noget mere alment. Altså: hvordan bliver pubertetskultur og aldersbetinget distinktionsadfærd påvirket på særlige måder, når der indgår digitale medieret. Især når det andetsteds hedder: “Dannelse betyder at forstå det almenmenneskelige, og hvad det grundlæggende vil sige at være, leve og handle som menneske.” (s.24) Så handler det ikke bare om dannelse? Hvorfor så ikke bare skrive det?

Digital dannelse skal som nævnt ses som svaret på udfordringen ved den måde, kultur udvikler sig i samspil med digitale teknologier. Men hvordan hjælper dannelse imod bankskandaler med udbytteskat eller med en politisk kultur, hvor der bevidst anvendes ‘fake news’? Hvis ‘digital dannelse’ er svaret på den digitale informationsalders ‘børnesygdomme’, så har jeg svært ved at se, hvordan det skal gå for sig. Med mindre ideen er, at man bør sikre sig, at skurkene er digitalt - og ikke mindst moralsk - dannede til at modstå nogle af de fristelser, som magt, indsigt og beherskelse af teknologi fører med sig.

Måske er der to grundlæggende problemer med bogen. For det første er der en tendens til, at der fokuseres på teknologien. Det er den digitale teknologi, der kommer til at spille en afgørende rolle ved noget af det, som forfatterne gerne vil gøre noget ved. Her kunne en mere sociokulturel tilgang måske gøre, at man ikke fokuserer så meget på teknologien, men mere betragter de sammenhænge, den indgår i. Teknologien bliver i bogen gjort til aktør, hvilket forekommer logisk nok, men måske overbetones dens status af aktør, så andre elementer kommer til at spille en mindre rolle.

For det andet og i forlængelse heraf er begrebet om ‘børnesygdom’ nok ikke særlig heldigt. En sygdom kan diagnosticeres og bekæmpes - evt. med en vaccine - hvorved den ‘går væk igen’. En børnesygdom er endvidere kendetegnet ved, at det er noget, man vokser fra. Kommer modenhed og alderdom, så skal I se, så går det nok over, for modne ældre kulturer er ligesom mennesker nu engang så meget klogere og mere robuste. Hmmm? Yderligere problematisk bliver denne forestilling, da den jo kræver, at alt andet så forbliver det samme mens kulturen modnes.

Det kommer jo ikke til at ske, kære forfattere. Kulturen og det moderne er netop kendetegnet ved dynamik og ændring. Derfor kan den ikke sammenlignes med et barn, der bliver modent, hvorved det er blevet klogere. Der vil til stadighed ske ændringer. Man kan også sige, at kultur i det moderne kun findes som barndom, eksperiment, foreløbighed. Forestillingen om, at udviklingen af forskellige kulturer i det nuværende samfund, vil modne omkring en kerne forekommer faktisk lidt sociologisk eller teoretisk umoden. Dette er forfatterne da også inde på, når de taler om, at vi er digitalt nyfødte - men de tænker ikke dette som en permanent tilstand, men netop som en overgang.

Udover disse principielle indvendinger, så der er det faktisk en udmærket og indsigtsfuld bog, Mehlsen og Hendricks har skrevet. Den mangler en hel del både på det kultursociologiske og medieteoretiske område, men omvendt er det et let læst og populærvidenskabeligt indlæg i en standende debat om kulturer med digitale medier - og ikke mindst ungdomskultur med digitale medier. Som sådan er den et godt indlæg i debatten - og så må andre teoretiske diskussioner henvises til sidelinjen.

779
Forrige anmeldelse
« En kuffert i Berlin - Rejse i A... «
Næste anmeldelse
» Fra verdenskrig til borgerkrig.... »