Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




Anna Anchers rum / Lilian Munk Rösing / 253 sider
Gyldendal. ISBN 9788702241761
Anmeldt 3/9 2018, 08:19 af Michael Agerbo Mørch

Tyst fabuleren


Tyst fabuleren

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Litteraturforsker og -anmelder, Lilian Munk Rösing, har skrevet en bog om Anna Ancher. Og så har hun skrevet en bog om sig selv i lyset af Anna Ancher. Det lyder ikke besnærende, men det er det. For mellem sindrige og flommende værkanalyser, som i den grad ægger til selvstændig nybeskæftigelse med Anchers portfolio, findes enkelte, ømme, vise, ærlige indfletninger af refleksioner over eget liv. Ensomhed, længsel, kærlighed, ødelagt kærlighed, drømme, ambitioner med mere. Det er også det prægnante fletværk, Rösing er kendt for fra Politiken, hvor hun elegant analyserer litteratur og kultur, men det gør kun godt, at det eksponeres op i bogformat. Man kunne betvivle om Anchers værker kan bære 250 siders analyse, men det kan de, fordi broen til nutiden er så stærkt forankret gennem det kaninhul, som Rösings tanker og liv er.

Rösing stil er en slags tyst fabuleren, hvor analyse, eget liv og digressioner parres vildt. Èt eksempel: ”Den gamle gule rytterskole rummer nu Valbys folkebibliotek. Man kan faktisk sidde i de vinduesnicher der engang var Annas, og læse en bog grebet fra hylderne. Jeg greb strikkebøgerne som jeg plejer at gøre på biblioteket. Fortabte mig lidt i fantasier om farver og mønstre; håndarbejdsdrømme som altid er fremtidsdrømme, drømmen om det færdige arbejde, men også drømmen om at se det vokse frem mellem hænderne på én. De håndarbejdende kvinder på Annas malerier er også kunstnerportrætter, portrætter af malerinden selv i færd med at nørkle med pensel og farver.” Det er sjældent flot at blive situeret dobbelt i først den biograferede, næst i den biograferendes liv, garneret med alment strittende betragtninger.

I de intime betragtninger af Anna Anchers værker – intime fordi det meget markeret er en kærlighedsrelation mellem fan og kunstner, vi læser om – er fokus særligt på farverne. Den gamle diskussion om farve (colorito) versus linje (disegno) afgøres klart til fordel for farverne, og selverklæret springer Rösing ud som ”kromofil”. Når Anna Ancher selv nød kunst, så omtalte hun den æstetiske lyksalighed som ”den rislende snapsefølelse” – hvilket fabelagtigt udtryk – mens Rösing flere steder taler om, farvernes evne til at få betragteren til ”at savle af fryd”.

Anchers farvepalet er stærkt forbundet til ”den danske almuepalet”, som Kasper Heiberg kaldte det: rustrød, blågrå og okkergul. Farverne bruges intenst til at fremmale visioner, hvor det, der portrætteres, mærkes på en særlig måde. Ofte er det lyset, der skaber intensiteten i billederne, og rummene frames ofte af lysindfaldet fra vinduerne, som skaber de flotte, gyldne romber på væggene. Derfor bliver lyset ”ikke motivets medium, men selv motiv.”

Bogens arkitektur er en rundtur i Anchers œuvre gennem et fokus på rum, fordi Anchers malede personer og genstande i situationer og rum, hvor farven var det medium, der talte. Den struktur giver Rösing mulighed for at udfolde biografiske, relationelle og tekniske særtræk ved Ancher, og det giver hende også mulighed for at inkorporere hendes omfattende litterære og filosofiske viden i analysearbejdet. Højdepunkterne her er de følsomme analyser af nogle værker af datteren Helga, hvor Rösing kan anvende sin psykoanalytiske studier (Freud, Lacan), og den geniale analyse af den afdæmpede billede ”I middagsstunden”, hvor et mennesketomt billede fokuserer på et par træsko i en entre. Her fabuleres der vildt og inddrages kulturhistoriske og idéhistoriske referencer, så billedet træder frem som en genistreg. De to her fremdragne eksempler viser også, hvorfor Rösing er så god en fortolker: hun forstår af associere overbevisende, overraskende og sublimt.

Anna Ancher har fået en kærlighedserklæring, og det er svært at forestille sig et mere vellykket værk i genren. En imponerende bedrift.

Forrige anmeldelse
« En lille bog om kærligheden «
Næste anmeldelse
» Udvikling – fra udviklingspsy... »