Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




Didaktisk refleksion. Når lærere sætter ord på egen praksis / Lea Lund / 111 sider
Dafolo. ISBN 978-87-7160-411-5
Anmeldt 25/6 2018, 18:33 af Ove Christensen

Når lærere producerer viden og udvikler praksis


Når lærere producerer viden og udvikler praksis

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

At være professionel betyder, at man foretager professionelle valg i den profession, man udøver. Man har således gode grunde til at gøre, som man gør. Der ligger viden, kunnen og erfaring bag ens praksis. For selvom vidensbasen er forskellig fra profession til profession, så gælder der det samme: professionel handling sker på baggrund af den tilegnede og for professionen særegne dømmekraft.

Ikke alene er professioners vidensbase forskellig, de kan også have forskellige epistemologiske status. Der er således forskel på, på hvilken vidensbase den professionelle dømmekraft udøves inden for sygepleje og undervisning. Begge er professioner, der bygger på viden, men status af deres vidensbase er forskellig. Der er plads til masser af skøn og individuel dømmekraft i begge tilfælde, men der er forskel på, hvor store dele af praksis, der er ubetvivlelig enighed om. Inden for undervisningen kender man ikke til kliniske standarder.

Når lærere handler, gør de det på baggrund af deres viden. Det er viden om fag, om undervisning, om børn, om læring og om mange andre ting. Men hvordan ved de, at de ved det, de ved? Mange lærere handler ud fra vaner og tillærte praksisser, der ofte slet ikke kan sættes på sprog, men er det, Polanyi kalder for ‘tavs viden’. Det er noget, man bare ved, men ikke kan forklare, da det er en normaliseret praksis - ligesom man kan have svært ved at forklare, hvordan man kan cykle.

Dette spørgsmål er et af omdrejningspunkterne i Lea Lunds nys udkomne bog Didaktisk refleksion. Når lærere sætter ord på egen praksis. Bogen henvender sig angiveligt til lærere og pædagogiske ledere, men det er samtidig tydeligt, at den er en udløber af et ph.d.-projekt, så det er særdeles krævende læsning, man udsætter sig selv for.

Det er en hammergod bog, så det er ærgerligt, at der ikke er gjort (endnu) mere for at gøre bogen mere tilgængelig - også for folk, der ikke er vant til at arbejde med epistemologiske niveauer.

I bogens første del fremlægges der et teoretisk fundament for at pege på vigtigheden af didaktiske refleksioner i en lærerpraksis. Det er gennem de didaktiske refleksioner, at man kan få øje på ens egen praksis, og på det vidensgrundlag den bygger eller netop ikke bygger på. Lund er ikke interesseret i og har ikke en opfattelse af, at lærere bygger deres praksis på et falsk eller forkert grundlag, men hun peger på, hvor givende det kan være, hvis den vidensbase, der ligger til grund for en given lærerpraksis gøres eksplicit - gøres til refleksion.

Refleksionen styrkes - eller hjælpes på vej - af en samtalepartner: ‘en kritisk ven’. Det er i dialog, at refleksionens styrke kommer til sin ret. Lund viser, hvordan man med inspiration fra den sokratiske samtale, kan lære at arbejde med sine refleksioner og på denne måde både få afklaret, hvad det er for en viden, man lægger til grund for sine handlinger, og få åbnet for ændring af ens praksis. Der ligger et stort udviklingspotentiale i de fælles didaktiske refleksioner, hvor alle deltagere lærer noget gennem refleksionerne.

Som et af de vigtigste refleksionsværktøjer peger Lund på Toulmins argumentationsmodel. Bag ethvert udsagn henvendt til andre ligger der en påstand om (noget i) verden, som taleren beder tilhøreren om at acceptere (eller forkaste): En påstand. Denne påstand bygger på en bagvedliggende sammenhæng, der kan begrunde påstanden: Et belæg. At belæg er en gyldig grund for påstanden, når der er noget, der kan knytte belægget til påstanden, altså være en garant for, at belægget gør det påstanden rigtig: En hjemmel.

Hvis man anvender disse elementer i en dialog om eksempler fra undervisningen, så får man en didaktisk refleksion, der bygger en ny viden op. Man bliver ikke stående ved, om man er enige eller uenige om betydningen af hændelser i klasserummet, som man typisk gør, når man taler om sin praksis. Her kan man bekræfte hinanden i forestillinger og mavefornemmelser. Altså på et holdningsniveau. Pointen med den didaktiske refleksion i dialog er, at lærerne producere viden om praksis.

Ikke underligt peger Lund derfor også på ‘aktionslæring’ som en måde at arbejde med sin egen praksis på. Når man er begyndt at reflektere over egen praksis og oven i købet måske kan blive udfordret på og i sin egen praksis, er det helt oplagt at eksperimentere med denne praksis. At gøre noget lidt anderledes og efterfølgende reflektere over, hvad der skete og hvorfor. Altså at knytte hele den empiriske og kontekstafhængige dimension til de didaktiske refleksioner.

Endvidere peger Lund på, at fælles didaktiske refleksioner er selve grundlaget for professionelle læringsfællesskaber, hvor lærere i teams forholder sig undersøgende - reflekterende - til egen og hinandens praksis med henblik på at udvikle og forbedre praksis. Her er aktionslæring ligeledes et centralt element. Med et citat fra Sleegers: “Et professionelt læringssamfund er en gruppe undervisere, der deler og kritisk reflekterer over deres praksis for at forbedre elevers og læreres læring og derigennem understøtte skoleudvikling.” (Normalt oversættes ’Professional Learning Community’ med ’professionelt læringsfællesskab’ og ikke ’læringssamfund’.)

Viviane Robinsson har i sin bog Elevcentreret skoleledelse henvist til det, man kan kalde ‘lærende samtaler’, hvor det handler om, at man gennem aktiv lytning skal finde ind til, hvilke grundantagelser og værdier, der ligger bag forskellige forestillinger om undervisning. I samtaler kan man kvalificere hinandens refleksioner. Lund viser i Didaktisk refleksion, hvordan denne samtaleform kan kvalificeres yderligere, og hun anviser meget konkrete værktøjer til det.

Hele bogens anden del af bogen består af praktiske værktøjer, lærere, ledere, vejeldere, konsulenter og andre kan anvende, for at få gang i de didaktiske refleksioner. Der er tale om velunderbyggede og godt bearbejdede redskaber, alle vil kunne tage i anvendelse i deres eget arbejde med didaktiske refleksioner. Denne del af bogen skal anbefales alle, der arbejder med skole og undervisningsudvikling - og alle der bare vil blive klogere på, hvad deres egen praksis i virkeligheden bygger på.

Som sagt er Didaktisk refleksion en rigtig god og instruktiv bog, og det er en stor kvalitet, at den fremlægger konkrete og brugbare værktøjer. En gennemskrivning med mere forståelse for målgruppen, ville have givet bogen er løft.

Rigtig god fornøjelse med refleksionerne - der er virkelig meget at hente.

Forrige anmeldelse
« Carl & Marie – I kunst og i k... «
Næste anmeldelse
» Frihedens pris – en kort hist... »