Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




Empirisk dannelsesforskning / Alexander von Oettingen (red. / 266 sider
Hans Reitzels Forlag. ISBN 978 87 412 7096 8
Anmeldt 1/5 2018, 17:30 af Ove Christensen

Empirisk dannelsesforskning som felt


Empirisk dannelsesforskning som felt

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Et nyt felt er vokset frem af pædagogikken: Empirisk dannelsesforskning. Vi har længe set, at tilstedeværelsen af ‘dannelse’ som kategori er blevet langt mere højfrekvent til stede inden for såvel uddannelsesdebatten som inden for forskningsfeltet ‘pædagogik’. Dannelsen - som kategori og term - har haft det vanskeligt i kølvandet på opgøret med autoriteterne fra sidste halvdel af det 20. århundrede og indtil for nogle få år siden.

Paradoksalt er det den stigende fokus på ‘konkurrencestat’ og den normative tømning af skole- og uddannelsespolitikken, der har gjort kategorien ‘dannelse’ mere eftertragtet, selvom det kan være vanskeligt at blive enige om, hvad det er der, kategorien mere præcist indeholder - eller bør indeholde. Der er opstået en kamp om dannelsen, og alle - eller i hvert fald mange - påberåber sig at være repræsentant for ‘dannelsens genkomst’.

Det er i denne diskursive kamp, at det nye felt - eller måske er det rigtigere at sige: at betegnelsen for et nyt felt er dukket op: ‘Empirisk dannelsesforskning’. At kategorien ikke har noget fastlagt felt fremgår tydeligt at antologien Empirisk dannelsesforskning, der er redigeret af en af de mest markante dannelsestænkere i Danmark Alexander von Oettingen.

Antologiens forskellige artikler peger mange forskellige steder hen - og der udkrystalliseres ikke noget særlig klart billede af et felt, selvom von Oettingen gør et forsøg i bogens Indledning og i hans egen rammesættende bidrag om pædagogisk forskning som noget, der er spændt ud mellem teori, empiri og praksis.

I bogens indledning viser von Oettingen, at ‘empirisk dannelsesforskning’ egentlig er et begreb for brobygning mellem en empirisk retning inden for den pædagogiske forskning og en normativ. Den empiriske orienterede ‘uddannelsesforskning’ er interesseret i, hvad der kan måles og vejes - i hvad der kan siges at være evidens for. Derfor er denne retning interesseret i at opstille mere eller mindre veldefinerede mål med pædagogiske indsatser og opstille klare kriterier for, hvornår og hvordan man kan afgøre, om disse mål indfries af eleverne, kursisterne eller de studerende. Denne retning har fokus på, hvad der kommer ud af undervisning - output-orientering - og lade den være afgørende for vurderingen af eller evidens for, hvad der så skal ind i undervisningen.

Den normative orientering i det pædagogiske felt er interesseret i teoretisk at bestemme, hvad dannelse er. Den er ikke interesseret i, hvad der virker, “men er interesseret at pege på mere normative kategorier og tolkninger af skole, dannelse, undervisning og didaktik” (s.9) Det er en filosofisk orienteret tilgang, der trækker tråde tilbage i filosofihistorien - til antikken og nyhumanismen - for at finde belæg for normative begrundelser og vurderinger.

Man genkender her Stefan Hermanns opdeling af det pædagogiske felt i konkurrencestatens apologeter af regnearksdrenge over for pædagogikkens konservatorer, der ser enhver udvikling som et overgreb på forholdet mellem pædagogen og eleven, der ikke ikke tåler nogen former for kvantificering endsige nogen indblanding fra andre end de direkte og i tæt dialog sammenvævede involverede.

Den empiriske dannelsesforskning er et brobygningsarbejde i forhold til disse to tendenser - eller den er i hvert fald interesseret i såvel det empiriske og det normative. Det handler om, siger von Oettingen, “at lede efter normative svar på en empirisk virkelighed til gavn for en meningsfyldt pædagogisk praksis, og det handler om empirisk at efterprøve normative forestillinger og konkret praksis.” (s.14) I sit eget bidrag siger von Oettingen det endnu tydeligere og definitorisk: “Empirisk dannelsesforskning er et forsøg på at bygge bro mellem empiri og normativitet - eller mellem uddannelsesforskning og pædagogik.” (s.60)

Den empiriske dannelsesforskning skal ifølge von Oettingen bygges på en række pædagogiske grundpræmisser, hvor den primære er den, at forholdet mellem liv og læring i det moderne er faldet fra hinanden. I det moderne lærer barnet ikke gennem deltagelse i livets vekselvirkning med naturen, da modernitet er kendetegnet ved en kompleksitetsforøgelse, som man ikke kan lære at forholde sig til gennem mere eller mindre ‘naturlige livsprocesser’. Derfor er ‘den praktiske cirkel - fra liv til læring og tilbage igen - brudt.

Pædagogik som videnskab og som teori handler om, hvordan skolen håndterer denne udfordring. Men den pædagogiske videnskab arbejder ikke i et lineært forhold til sin genstand. Teorien er ikke en bestemmelse af kausale forbindelser - som den empiriske uddannelsesforskning hævder. Teorien determinerer derfor heller ikke pædagogisk praksis, men praksis afgøre teoriens anvendelighed. “Vejen fra teori til praksis går via lærerens ansvarlige handlen.” (s.41) At kigge på dette forhold mellem praktiseret pædagogisk dømmekraft og de applicerede og implicerede teori er det empiriske element - og dette element må forstås som et løbende eksperiment.

von Oettingens bidrag er klart det, der klarest lægger op til en forståelse af empirisk dannelsesforskning som et felt. Lene Tanggaards og Thomas Albrechtsens bidrag kan også ses som nogle, der står i et dialogisk forhold til von Oettingens ønske om et nyt forskningsfelt, mens de øvrige bidrag snarere bidrager til selvstændige interesser inden for pædagogikken.

Antologien lever derefter ikke op til de forventninger, man kan have til en udgivelse, der vil definere og diskutere et særegent felt for ny forskning. Det ligger måske i, at antologien mere er søgende end afklaret i forhold til, hvad feltet egentlig er for en størrelse.

Empirisk dannelsesforskning er ikke en bog for ‘alle og enhver’. Den henvender sig klart til et forskningsfællesskab og forsøger at bryde nye veje i den verden. Som sådan er det et velkomment bidrag, hvor man dog kunne ønske, at bidragsyderne i højere grad gik mere rent ind i en diskussion af det nye felt. Men som sagt ligger dette måske i, at det er et forskningsfelt, der søger forskere for at parafrasere Luigi Pirandellos stykke fra 1921 om Seks personer, der søger en forfatter.

Forrige anmeldelse
« Markedskommunikation «
Næste anmeldelse
» Hvad er sex? »