Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




80 over 80 / Asger Schnack / 191 sider
Frydenlund. ISBN 9788777498695
Anmeldt 1/3 2018, 11:29 af Lars Ole Bonde

Firs fortællinger


Firs fortællinger

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Anmeldelsens præmis er følgende: Anmelderen er over folkepensionsalderen og både privat og fagligt interesseret i aldring og i ældre menneskers forståelse af sig selv i et livsperspektiv og i politisk-social sammenhæng.

Grundidéen i bogen er enkel og fin: Miniportætter - 1 side tekst og et flot portrætfoto - af 80 danskere i alderen mellem 80 og over 100, præsenteret i alfabetisk orden, kendte såvel som mindre (offentligt) kendte, men alle med en rig og ofte usædvanlig livshistorie. Rammen er tre essays af et ungt menneske, debattøren Emma Holten, en erfaren læge, Carsten Obel, og et andet gammelt menneske, journalisten Lone Kühlmann. Spørgsmålet til alle er så: Når man ikke er ung længere, hvad er man så?

Fotos og fortællinger
Resultatet er lidt blandet. De 80 portrætfotos er af høj kvalitet. Gundersen formår at fange den enkelte på en vedkommende og informativ måde, uanset om fotoet er taget i hjemmet, ude eller med ubestemmelig baggrund. Der er også mange skønne "bonusfotos" rundt om i bogen. Schnacks tekster er af mere svingende kvalitet. Dispositionen er ens i alle opslag: En "kolofon" med navn, fødselsdato og sted; et mini-cv i stikord. Derefter hovedteksten, hvor den portrætteredes liv ridses op i store træk og med den livsvisdom, der nu kan trækkes ud af historien.

Allerede mini-cv'erne opdager man at de er meget forskellige: Fra et par linjer med en enkelt eller to informationer til mange linjer med mange informationer. Nogle gange er der litteraturhenvisninger med, men som oftest ikke. Hovedteksterne er endnu mere forskellige. Somme tider en koncentreret livshistorie - eller snarere stikord til/fra samme, med korte, rammende og fyndige udsagn fra interviewet (trykt med anførselstegn), andre gange uden udsagn, mere refererende eller portrætterende.

Det er faktisk ikke tydeligt, om Schnack har interviewet fx Svend Asmussen, Jørgen Leth, Per Nørgård og Torben Ulrich, for der er ingen citater/udsagn. Ofte slutter mini-portrættet med Schnacks "sammenfatning" eller "mini-karakteristik" af den pågældende person (eller oplevelsen af besøget). Det kan være rammende og poetisk, men også virke underligt påklistret eller småkikset. Et par eksempler på afslutninger (fra samme bogstav - H): "Bag anekdoterne hviler en nøgternhed og ro, der har forbindelse ud til de stramme linjer i haven, i skulpturerne, der er at finde dér, og videre ud over de snelysende marker til horisonten og alle naturens skabninger, fugle i luften og harmoni i sjælen." (om Erik Heide). - "Det er rock'n'roll, der vil noget." (om Jytte Holbøll).

For denne anmelder er det egentlig miniportrætterne af de 'mindre kendte' danskere der fungerer bedst. Alle informationer er 'nye' og friske, og de portrætterede fremstår som interessante, stærke og/eller sårbare mennesker, ofte meget velformulerede, og deres livserfaringer er værd at tænke over. I forhold til de mere 'kendte' opstår spørgsmål som: hvorfor er netop disse elementer valgt ud, når der kunne være så mange andre muligheder? Hvorfor er der ikke en litteraturliste, eller i det mindste konsekvente informationer om, at der findes udgivne (selv)biografier (fx Svend Asmussen) eller andre biografiske tekster, hvor der kan findes flere og mere udfoldede fortællinger om disse interessante mennesker?

Bogen har oprindelig haft undertitlen: En hyldest til livets længde. Det fremgår indirekte af pressemeddelelsen og mere direkte af opslaget om/med Frederik Dessau, som siger: "Jeg kan ikke bidrage til hyldesten - jeg bryder mig ikke om at være gammel." Det er faktisk er ret sjældent udsagn i bogen, selvom mange af bidragyderne slås med diverse genvordigheder og tab.

Lad ikke mine indvendinger mod nogle af teksterne skygge for, at det gennemgående er en glæde at læse mini-portrætterne. Hovedpersonerne er erfarne og interessante mennesker, de fleste stadig fyldt med forbavselse og nysgerrighed i forhold til livet, alderdommen og døden. Historierne kan fint indtages som én historie om dagen, til forebyggelse af mismod.

Tre essays
En ung kvinde, en midaldrende mand og en gammel kvinde er blevet bedt om at reflektere over bogens beretninger og hvad det er og blive gammel. Det er blevet til tre meget velskrevne og læseværdige essays.

Debattøren Emma Holten repræsenterer 'de unge', børnebørnenes generation. Hun er særligt interesseret i sammenhængen mellem krop og sind, mellem fortid og fremtid i et livsforløb. Hun har også et historisk blik for de yngres mere eller mindre eksplicitte ubehag ved de ældre: de repræsenterer - med deres rynker, hukommelsessvigt og politiske ukorrekthed noget andet, noget fremmed og måske truende i en demokratisk, positivistisk konsensuskultur.

"Den gamle er en afviger. Og respekten er derefter.", skrives der. Imod dette ønsker Holten at få en kultur hvor der er "lighed i forskellighed" - at alle, uanset alder, køn osv. har og får noget vigtigt at bidrage med - til fællesskabet. Hun peger på en tankevækkende forhindring: at hendes egen generation oplever "historien som nostalgi" - og at den derfor er svær at lære af. Dialog med ældre mennesker kan være en effektiv modvægt: også fortiden opleves forskelligt - af dem der var der!

Lægen Carsten Obel repræsenterer 'de midaldrende', børnenes generation. Han ser er glimt ind i sin egen og sin generations fremtid i disse portrætter, for danskernes gennemsnitsalder vil formentlig blive ved med at stige i de kommende årtier. Ellers fokuserer han på hvad sundhed er i et livsforløbsperspektiv, og set fra den vinkel er de allertidligste år i et menneskes liv af største betydning: "gode gener og gode sociale interaktioner" er afgørende.

KRAM-faktorerne kender vi efterhånden godt, dertil lægger Obel god søvn og mentale udfordringer. Det er ikke specielt nyt, men Obel har en fin pointe: gennem "selektiv optimering med kompensation" må man tilpasse sin livsstrategi til den enkelte livsfase - med de begrænsninger den nu har. Kan man ikke længere gøre noget, man har været god til, kan man måske blive god til noget andet. For eksempel at "bidrage til fællesskabet" som er Obels gode råd til gamle, der vil holde sig i live: "Man skal leve hele sit liv i stærke fællesskaber, nyde hver alder og bestræbe sig på at blive et smukt portræt af det gode levede liv."

Journalisten Lone Kühlman repræsenterer 'de gamle' og er altså jævnaldrende med de portrætterede. Hendes essay er kort, kontant og meget veloplagt. Selvom jeg som forsker er uenig i hendes præmis, at kun 20% af vores liv er genetisk bestemt (det er faktisk op mod 50%, ved vi fra bl.a. store tvillingeundersøgelser), så er jeg helt enig i den lærdom, hun uddrager - med Hjalmar Söderbergs ord: "Det er muligt, at den frie vilje ikke eksisterer, men vi er nødt til at bruge den alligevel." Kühlman har klare synspunkter på "det gode liv" - som man må grundlægge i ungdomsårene; det kommer ikke af sig selv i alderdommen: "Tanketomhed fører til døden. Tanketomhed ér døden." Så er det sagt!

Fortvivlelse eller fuldbyrdelse
Vi vender tilbage til spørgsmålet: Når man ikke er ung længere, hvad er man så? Bogen forsøger heldigvis ikke at give et entydigt svar på spørgsmålet. De 80 hovedpersoner har meget forskellige oplevelser og synspunkter; for nogle er det let, spændende og bekræftende at blive gammel og nærme sig døden; for andre er det tungere, besværligt og udfordrende.

Psykologen Erik Erikson, som 'opfandt' life-span psykologien, altså teorien om at mennesker udvikler sig hele livet, med forskellige temaer og udfordringer i de forskellige faser, mente at den sidste fase i livet handlede om (oplevelsen af) fortvivlelse eller integritet. Ingen af personerne i denne bog er fortvivlede over at blive gamle eller se tilbage på deres liv. En del fremstår som afklarede og vise efter et langt, aktivt og meningsfuldt liv. De fleste repræsenterer nok en mellemposition, et dobbeltblik, hvor de både kan se skarpt og usentimentalt tilbage på deres liv og samtidig kommentere deres mere eller mindre besværlige gang på jorden her og nu.

På den måde giver bogen bestemt et skævt, altså ikke-repræsentativt billede af hvordan det er at blive/være gammel i Danmark. Nogle få af de portrætterede har en baggrund i arbejderklassen eller bondestanden, men næsten alle er veluddannede og har gjort en eller anden form for karriere. På den anden side giver bogen et tankevækkende og opløftende billede af, hvad aktive, åbne og nysgerrige mennesker kan drive det til i livet - også på trods af social arv, og langt hinsides pensionsalderen.

Memento mori: Afslutningsvis vil jeg gerne citere Emily Dickinson for disse linjer, som afslutter bogen (og som kan ses/høre udfoldet i PHs vise "I dit korte liv"):

In this short life
That only lasts an hour
How much - how little - is
Within our power

Flere af de portrætterede er afgået ved døden inden eller efter bogens udgivelse. Denne anmeldelse tilegnes derfor mindet om: Svend Asmussen, Pelle Gudmundsen-Holmgreen, Jørgen Jørgensen, Bodil Kaalund, Maria Marcus, Nini Theilade, Inga Wolff.

Forrige anmeldelse
« Upassende opførsel. 100.000 or... «
Næste anmeldelse
» Sønderjyderne og den store kri... »