Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




Dansk kunst i 10'erne. 40 kunstnerportrætter / Lisbeth Bonde / 319 sider
Gyldendal. ISBN 978-87-02-22749-9
Anmeldt 26/1 2018, 15:10 af Michael Agerbo Mørch

Produktiv undren


Produktiv undren

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Engang blev jeg kastet ud i den umulige øvelse at identificere smagsnuancer i diverse whiskeys. Opgaven var umulig - for der var ikke nogen smagsnuancer! Det var ren whisky, vi fik. Smagsguiden fortalte, at det, der gør whiskysmagning interessant sammenlignet med andre smagsøvelser, er, at kognitive associationer er den afgørende informant. Med andre ord: det smager ikke af hyben, løg, karse eller svovl, men min hjerne informerer mig om, at jeg har smagt noget, der minder om denne whisky før og laver derfor en association, som jeg så kan øve mig på at beskrive så præcist som muligt. Det er denne association, der er "smagsnuancen". De dygtigste lærer åbenbart at dissekere smagsnuancerne så præcist, at mange genkender sig i deres beskrivelser.

For mig er der klare paralleller mellem whiskysmagnings-metoden og Lisbeth Bondes nye guide til det danske kunstmiljø i 10'erne. Bogen rummer 40 portrætter; en udvalgt creme de la creme af samtidskunstens aktører. I alle portrætterne excellerer Bonde i både dataopremsning og indsigtsfulde analyser, som ofte - som med Whiskysmagningen - giver læseren god hjælp til at bemærke nuancer i kunsten, som ellers, uden Bondes håndsrækning, ville være svære at se. Andre - færre gange - må jeg dog sande, at jeg selv med hendes hjælp havde svært ved at se fidusen i et givent værk.

Raison d'etre?
Gives der nogle identificerbare strukturer for samtidskunsten? Bonde starter med et forbehold: "Kunsten er i dag pluralistisk" (s. 10). Alligevel kan hun opregne en række karakteristika, som er særligt behæftede på nutidskunsten: den er "introvert, optaget af emotionelle, spirituelle og metafysiske spørgsmål og af de æstetiske potentialer, som ligger i materialerne" (s. 14). Det gives der rige eksempler på.

En del af de udvalgte samtidskunstnere bliver kaldt materialenørder (fx Marie Søndergaard Lolk og Sergej Jensen), fordi de i særligt grad er optaget af at undersøge praksisformernes muligheder; en del beskæftiger sig direkte med religiøse spørgsmål på en måde, der er mere nysgerrig end kritisk (fx Alexander Tovborg eller Lea Porsager), og så er der påstanden om det introverte, som måske går på en erkendelse af kunstens afmagt til at forandre samfundet, men som, mener Bonde, i hvert fald ikke kan betyde et manglende engagement i at adressere aktuelle politiske problemstillinger som klimakrise (fx Tue Greenfort eller Søren Dahlgaard), kolonihistorie og raceforhold (fx Jeanette Ehlers eller Ismar Cirkinagic) og kønsstrukturer (fx Hesselholdt & Mejlvang).

Personligt savner jeg eksempler på den klassiske kapitalismekritik, som dansk kunst altid har haft stærke eksempler på (fx Asger Jorn eller Jakob Jakobsen). Kan det virkelig passe, at den åre slet ikke tappes i dagens kunstpraksis?

Trods de mange fine portrætter og det fornemme overblik er det dog lidt trivielt, at (for) mange kunstnere omtales som "sættende spørgsmålstegn ved" dit og dat, fx kunstinstitutioner eller herskende normer. Det er lidt floskelagtigt at sætte spørgsmålstegn ved noget via kunsten, da det nok er det letteste man kan gøre. Det dyrker tanken om kunstens kritiske potentiale, som bestemt er reel, men som også kan blive en lidt lad dyrkelse af sig selv, når det egentlig implicit er afmagt over manglende evner til at fremsætte positive postulater.

Summa
Bondes sprog er generelt sprudlende, inciterende og begejstret, og det smitter skønt af på læseren. Hun har en række skøre genkomster, fx "græsse af" og "hidrører", som måske med fordel kunne være varieret en anelse. I øvrigt er kunstnernes egenart ganske fint bevaret, og det er egentlig imponerende, når samme fremgangsmåde er benyttet på fyrre forskellige kunstnere i samme udgivelse.

At Bonde selv græsser intenst på nutidskunsten, er man ikke i tvivl om, og man har som læser en taknemmelighed over, at man får lov at være lidt med på vandringen gennem landskabet, hvor man både mærker den nørdede dyrkelse af teknikaliteterne og den "produktive undren" (s. 120), som værkerne ofte sætter i gang hos forfatteren.

I forhold til den sidste store samtidskunstbog, som jeg har læst, Michael Jeppesens Best of - 67 x kunst fra 2013 (Strandberg Publishing), så er portrætterne i Bondes bog længere og analyserne mere nørdede, men de er formidlet, så alle med interesse kan være med, og det gør bogen langt mere anvendelig og tilfredsstillende. Her får man reelle analyser af enkeltværker, som tjener som eksempler, der kan være indgange til resten af kunstnerens œuvre - og så er det jo bare med at komme af sted og kigge. I forhold til Jeppensen er der femten gengangere, så der er altså meget nyt materiale at hente i denne fine bog. Den anbefales derfor varmt!

Forrige anmeldelse
« SÆT KURSEN. Sådan lærer du a... «
Næste anmeldelse
» Finn Juhls akvareller »