Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




SÆT KURSEN. Sådan lærer du at investere på 8 uger / Louise Fredbo-Nielsen / 196 sider
Lindhardt og Ringhof . ISBN 9-788711-568651
Anmeldt 26/1 2018, 15:07 af Birgitte Amalie Thorn

Investering - på kvindesprog


Investering - på kvindesprog

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Kan man sige "kvinde" og "investeringer" i samme sætning? Ifølge fremtidsforsker og innovationsekspert Louise Fredbo-Nielsen både kan og skal man.

Alt for mange danske kvinder går glip af millioner af kroner i løbet af deres liv, fordi de ikke bryder sig om at tage stilling til deres økonomi - og da slet ikke til, om de skal vove pelsen og investere deres penge. Da kvinder generelt lever længere end mænd og desuden ofte mister indtægter under barsel eller deltid, er det ifølge Fredbo-Nielsen en både dyr og dum fejl at begå.

I den (trods emnet) overraskende letlæste bog Sæt kursen guides du igennem junglen af økonomi-lingo og investeringstyper i Danmark og til dels udlandet. Du får konkrete råd og øvelser til, hvordan du kan få styr på din daglige økonomi, hvis din konto bløder eller som minimum har lidt ondt. Det er nemlig udgangspunktet for at få flere penge mellem hænderne, så du kan begynde at investere i aktier, obligationer eller andet. Undervejs er der pædagogiske forklaringer af centrale ord som "depot", "investeringsforening" og "kurtage". Der er også essentiel info at hente om kedelige men vigtige ting som skat, pension og børneopsparing.

De psykologiske aspekter omkring pengehåndtering, såsom evnen til at behovsudsætte og ignorere sine følelser, rundes kort, ligesom du som læser også opfordres til at visualisere, hvad det er, du drømmer om at opnå. Det interessante her er nemlig ikke pengene i sig selv, men det liv og den alderdom, du kan skabe for dem. Her slår Fredbo-Nielsen også et slag for den nye trend med at tage fri fra arbejdet i en længere periode, eksempelvis et år, og rejse jorden rundt med familien eller lignende - som alternativ til at gemme alt det sjove til pensionisttilværelsen om mange år. På den måde afmonterer hun flere af de "sandheder" og normer, som vores samfund er bygget op omkring.

Louise Fredbo-Nielsens tone er frisk og nede på jorden, og hun deler gavmildt ud af sine egne økonomiske fadæser fra fortiden. Begge dele bidrager også til at få det umiddelbart både komplicerede og kedelige emne ned i øjenhøjde. Derudover rummer bogen en række cases og ekspertudtalelser, og blandt de kvindelige af slagsen finder vi for eksempel Mette Walsted Vestergaard, Nina Munch-Perrin og Mette Reissmann.

Om man så lige skal gå efter at blive investeringshaj på otte uger, som bogens undertitel slår på, er nok en smagssag. Men lærerigt og inspirerende er det! Som kvindelig læser med humaniorabaggrund kan jeg kun sige, at jeg havde op til flere små ahaoplevelser under læsningen. Og da sidste side var vendt, sad jeg tilbage med en kæk følelse af, at det da egentlig ikke lyder så svært igen. Ikke sværere end at det kan læres i al fald.

Eneste lille mishagsytring herfra er, at bogen ville have haft gavn af en grundigere korrekturlæsning. Noget, jeg efterhånden ofte synes, at jeg oplever med Lindhardt og Ringhofs bøger, men indholdet er der som sagt intet i vejen med.

Forrige anmeldelse
« Juice De Luxe «
Næste anmeldelse
» Dansk kunst i 10'erne. 40 kunst... »