Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




Tyskerpiger - Under besættelse og retsopgør / Anette Warring / 283 sider
Gyldendal. ISBN 978-87-02-23555-5
Anmeldt 5/1 2018, 12:19 af Hans Christian Davidsen

I seng med fjenden


I seng med fjenden

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Under den tyske besættelse af Danmark og efter befrielsen i maj 1945 blev der iværksat en lynchning af de såkaldte “tyskerpiger”, danske kvinder, der var kærester med soldater fra den tyske besættelsesmagt. Historikeren Anette Warrings Ph.D-afhandling om kvinderne “på den forkerte side” er genudgivet i en revideret udgave.

Da historikeren Anette Warring i 1994 udsendte sin Ph.D.-opgave som bog, ramte hun et ømt område i dansk historieskrivning. Tyskerpiger er en videnskabelig undersøgelse af et fænomen, der kendes fra alle de tysk besatte lande under Anden Verdenskrig.

Et antal danske kvinder blev kærester med tyske soldater under besættelsen fra 1940 til 1945, og de kom alle sammen til at betale en pris for at “gå i seng med fjenden”. Allerede under den tyske besættelse blev kvinderne blandt andet med modstandsbevægelsens medvirken udsat for straffeaktioner. De blev typisk overfaldet korporligt af danske mænd, hvorefter håret blev klippet af dem. Ofte blev tøjet også flået af dem, og i nogle tilfældet blev der malet hagekors på deres bare hud.

Motiverne til straffeaktionerne var forskellige. Medlemmer af modstandsbevægelsen frygtede, at “tyskerpigerne” kunne tale over sig: At de decideret var stikkere. Det var en frygt, der i datiden kunne være reel nok, men som set med eftertidens briller - med få undtagelser - viste sig at være ubegrundet.

Til de noget mere komplekse motiver til afstraffelsen for fraterniseringen med fjenden hører ikke blot, at kvindernes adfærd ikke blot blev opfattet som en krænkelse af tidens seksualnormer, men også som unational.

De blev kaldt “feltmadrasser” og “tyskertøser”, men Anette Warring har valgt den neutrale betegnelse “Tyskerpiger” til sin bog. Bogen er nu udkommet i en ny udgave, som kun er ringe revideret, men suppleret med en ny indledning. Baggrunden for nyudgivelsen er den nye tid, bogen nu kan læses i.

En friseret fortælling
Da Tyskerpiger udkom i sin første udgave for 20 år siden, var bogen den første historievidenskabelige fremstilling I Danmark og de øvrige tysk besatte lande. Den rystede dengang forestillinger, der var vokset frem af en stærk afstandtagen til dem, der under besættelsen “var på den forkerte side” i et vidt omfang for at dække over store dele af både det officielle Danmarks samarbejdspolitik og den opbakning, politikken langt hen i besættelsetiden nød i landet.

Store dele af modstandsbevægelsen ønskede heller ikke, at Anette Warrings forskning skulle rokke ved den fortælling, de ønskede. For som hun flere gange er blevet citeret for, så indeholdt opgøret med tyskerpigerne udemokratiske, inhumane og ikke mindst kønsdiskriminerende elementer, der lå tættere på nazismen end de frihedsidealer, modstandsbevægelsen havde kæmpet for.

Men siden har en række begivenheder sat Anette Warrings forskning i et nyt lys. Det gælder først og fremmest dokumentarserien Min mor var tyskertøs, der blev vist på DR i efteråret 2016. Måske indirekte også den stærke fokus, medierne har haft på fænomenet i nabolandet Norge.

Desuden er også denne del af besættelsestiden blevet inddraget i en anakronistisk politisk debat under præmisser, der ikke kan forenes. Det skete, da en lokalformand for Dansk Folkeparti i 2016 trak en analogi mellem tyskerpigerne og de såkaldte “venligboere”, som frivilligt hjælper flygtninge, der kommer til Danmark. Fællesnævneren skulle ifølge landsformanden være, at der i begge tilfælde er tale om landsskadelig virksomhed.

Når der nu er tale om en genudgivelse, så undrer det, at forfatteren end ikke nævner relevant forskning, der i de seneste godt 20 år måtte være kommet til i de øvrige tysk-besatte lande.

Anette Warring sætter antallet af “tyskerkvinder” til 50.000 og mener, at tallet er lavt sat. Hvordan hun når frem til dette tal står ikke klart. Man ved, at der var 5579 officielt registrerede dansk-tyske krigsbørn, hvis mødre udlagde en tysk soldat som far. Dette tal sammenholder forfatteren med det udsagn, at cirka hver tiende tyskerpige fik et barn med en tysk soldat. Men hvor dette tal kommer fra står hen i det uvisse.

Anette Warring har gennemført en stribe interviews med “tyskerpiger”, mens de endnu levede i begyndelsen af 1990erne. Hun har gransket justitsministeriets journalsager, journalprotokoller fra politikredse rundt om i Danmark, fundet frem til anholdelsesprotokoller i landsarkiverne og gravet modstandsbevægelsens kartotek over “feltmadrasser” frem i for eksempel Aarhus.

Gadens justits
Gadens justits samt planlagte som spontane folkedomstole var fænomener, der fandtes i besættelsestiden, men som eksploderede i antal efter befrielsen den 5. maj 1945. Efter befrielsen blev mistænkte “tyskerpiger” i stort tal interneret i lejre. Det skete både som en form for beskyttelse mod lynchning og selvjustits, men også som en del af retsopgøret - det vil sige Landsforræderiloven - i det omfang, at kvinderne var mistænkt for angiveri. Det var i sig selv ikke strafbart at have haft et kærlighedsforhold eller seksuel omgang med en tysk soldat.

Efter den 5. maj 1945 advarede modstandsbevægelsen lokalt befolkningen med selvtægt over for landsforrædere og opfordrede danskerne til at “optræde værdigt som et frit og civiliseret folk”. Anette Warring påviser dog, at det langt fra altid var det, der skete. Talrige politirapporter vidner om, at politi og modstandsfolk tolererede klipningerne, og at det ofte var modstandsfolk selv, der opfordrede til og også gennemførte klipninger af “tyskerpigerne”.

I Sønderjylland blev langt færre “tyskerpiger” interneret end i det øvrige Danmark. Det forklarer Anette Warring med Sønderjyllands særlige forhold med det tyske mindretal og “det historisk set udstrakte samkvem med tyskerne”, som hun skriver.

Det lyder sandsynligt og falder for eksempel også godt i tråd med den konklusion, som hendes historikerkollega Henrik Skov Kristensen drager i sin bog, Straffelejren, med hensyn til den milde behandling medlemmerne af det tyske mindretal i Sønderjylland fik sammenlignet med andre tyske mindretal i Europa.

Det fik dog både tunge umiddelbare og langtidsvarende konsekvenser for en dansk kvinde at have haft omgang med en tysk soldat. Mange kvinder blev ramt af en skyld- og skamfølelse, der kom til at følge dem resten af livet. Fælles for kvinderne er, at de stedse har frygtet omgivelsernes reaktioner og sanktioner. Mennesker er forskellige. Mens nogle af kvinderne hverken dengang eller bagefter mener, de har gjort noget forkert, var der andre kvinder, der måske handlede i en ungdommens naivitet, hvor de ikke kunne overskue konsekvenserne, og bagefter tog afstand til deres handlinger.

Komplekse skyldfølelser
Hvor kompleks det har været udtrykkes for eksempel af denne “tyskerpige”:
“Min mand og jeg var engang i Ryvangen (mindelunden for de danske modstandsfolk, der faldt under besættelsen - min kommentar), og da kan jeg ikke få mig selv til at sige noget, fordi jeg føler mig medskyldig i, at de mennesker ligger der. Jeg kan ikke få mig selv til at sige: Det var dog skrækkeligt dengang med tyskerne. Fordi jeg tænker, at de tænker, ja, men hun har jo selv rendt med tyskere. Hver gang der er besættelses- eller befrielsesjubilæum eller noget i fjernsynet om besættelsen, så får jeg det helt dårligt. Jeg skammer mig, selv om jeg gerne ville deltage”.

Men var det virkelig moralsk angribeligt? Ja, det ligger nok uden for historievidenskabens rammer at skulle tage stilling til dette. Forelskelse og seksuel tiltrækning er nogle mærkelige størrelser, der ikke sådan lader sig sætte på en formel. Flere af Anette Warrings kilder beretter, hvordan de faldt for de flotte tyske og veltrænede mænd - og ikke sjældent også for uniformerne.

Når nu forfatteren er så omhyggelig med at relativere baggrunde for “tyskerpigernes” handlinger, havde det nok kunnet være interessant at se, om der findes studier af kvinders fascination af uniformer og “forbudte mænd”. Vi ved for eksempel, at Adolf Hitler fik så mange kærlighedsbreve fra kvinder i hele Tyskland, at han havde kunnet tapetsere sine bunkeranlæg med dem.

Synlige symboler
Interessant er Anette Warrings pointe om tyskerpigernes seksualitet som en slags national ejendom. Deres seksualitet blev gjort til et både politisk og nationalt anliggende og et ejendoms- og æresspørgsmål i en national konflikt mellem samarbejde og modstand og i forholdet mellem den tyske værnemagt og det danske samfund. Hun sætter reaktionen mod “tyskerpigerne” ind i en sammenhæng med kvinders roller som biologiske reproducenter af nationens medlemmer.

Kvinders seksualitet blev knyttet sammen med opfattelsen af en nations videreførelse.

Forfatteren skriver ikke direkte, at modstandsbevægelsen havde et ansvar for den oppiskede stemning mod “tyskerpigerne”, men dog for befrielsens oppiskede stemning mod kollaboratørerne. Og tilføjer så lidt længere nede i teksten: “Tyskerpigerne stod som mere synlige og lettilgængelige symboler for kollaborationen end for eksempel samarbejdspolitikere og store værnemagere”.

Det har ofte heddet sig, at “tyskerpigerne” var småt begavede, grimme, halvprostituerede tøser fra dårlige hjem. Hvis tyskerpigernes opførsel kunne forklares ved, at de tilhørte den sociale, mindrebemidlede underklasse, var deres handlinger lettere undskyldelige, og billedet af danskernes modvilje mod tyskerne stod klarere. Det kunne der være brug for efter samarbejdspolitikken, lyder et budskab i bogen.

Forrige anmeldelse
« Journalist «
Næste anmeldelse
» Juice De Luxe »