Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




Distancens patos / Anders Ehlers Dam og Marianne Stidsen (red): / 357 sider
U Press. ISBN 9-788793-060623
Anmeldt 8/12 2017, 17:13 af Mathias Anker Kure

I distancen er det sande nærvær


I distancen er det sande nærvær

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Ønsker man sig en lakmusprøve på den aktuelle, danske litteraturforskning, er Distancens patos en oplagt adventsgave. Bogen er et festskrift – samlet, redigeret og udgivet i anledning af litteraturprofessor i nordisk litteratur, Jan Rosieks, 60-års fødselsdag. Det er Rosieks kollegaer, Marianne Stidsen og Anders Ehlers Dam, der har redigeret antologien, som udgøres af hele 21 faglige artikler samt et digt og et essay dedikeret fødselaren.


Fest- og kampskrift
I bogens korte forord vil de to redaktører en masse. Først og fremmest, og helt i tråd med forventningen til et festskrift, vil de udtrykke den faglige og kollegiale agtelse, Rosiek nyder, og som udgivelsen i sig selv vidner om. Rosieks virke betegnes som koncentreret og væsentligt, ligesom hans optagethed af det afsondrede, ”tilbagetrækningen som figur” – der med et begreb fra Nietzsche også navngiver bogen – fremhæves som afgørende. Distancen som litterært greb og læsemodel perspektiveres hurtigt, og redakørerne kan således sige, at bogen ”handler om, hvad der sker, når man trækker sig lidt væk fra verden og praktikaliternes, synlighedernes og interaktionernes gesjæftige tumult”.

Festskriftet vil altså også gerne være kamp- eller forsvarsskrift. Ambitionen er dobbelt: Nemlig indadtil at forsvare et højt – autonomt – syn på kunsten, og udadtil dels at pege på den humanistiske forskningstraditions bevaringsværdighed, fordi den, nok usynligt, leverer det, den skal: fri tænkning; dels at tale imod en generel tendens i samfundet, hvor kontemplation og tilbagetrækning (distance) ikke agtes. Redaktørerne skitserer altså en udfordring, der både er af specifik-politisk karakter (humaniora er under pres) og almen-kulturel (tidsånden fordrer ikke dannelse).

Opsummerende kan vi sige, at Distancens patos som værk eller bog er enorm ambitiøs. Måske også for ambitiøs. I hvert fald må man stort set lede forgæves efter oprigtig lyst til hos bidragsyderne at tage det polemiske sigte op fra forordet, der, parentes bemærket, lyder som et tydeligt ekko fra redaktør Stidsens doktordisputats Den ny mimesis (2015). Susanne Kemp, hvis artikel falder mod slutningen af bogen, er en af undtagelserne. Kemp læser efter sprogholdninger i Pia Juuls lyrik og advokerer i samme åndedrag for en teoretisk praksis, der tør læse efter det ”specifikt litterære ved litteratur” – i stedet for at spænde litteraturteorien for andre videnskabelige vogne.

Kemps kritik følger altså den indadrettede bevægelse i redaktørernes polemik, den anden, den udadrettede – politisk/kulturelle – foldes derimod aldrig ud.

Indblik
Til gengæld demonstrerer Distancens patos fornemt den aktuelle danske litteraturforskning. Det er således værd at bemærke, at flere af bidragsyderne skriver om, hvad der kunne ligne deres favoritemner. Lasse Horne Kjelgaard om velfærdskritik hos Gunnar Ekelöf, Svend Skriver om Karen Blixens ungdomsværk, Erik Skyum-Nielsen om Per Højholts ”Blindgyder”, Henrik Blicher om Jens Baggesen, Anders Juhl Rasmussen om Peter Seeberg og Kemp, som allerede nævnt, om Juul. Andre favorit-konstellationer kunne nævnes.

Pointe: At litteraturforskerne har fået lov til, for sådan kan det jo også ses, at skrive på deres faglige hjemmebaner, får dem ikke til at underpræstere. Tværtom. Over en bred kam er artiklerne veloplagte og fagligt inspirerende. Og også bredspektrede: Tilbagetrækningsfiguren bruges på meget forskelligartet stof og giver samtidig anledning til både tematiske, sproglige og, som hos Kemp, teoretisk diskuterende læsninger. Dertil kommer den metafaglige bredde, der motiveres af Rosieks interesse for krydsfeltet mellem litteratur og filosofi.

Distancens patos er en flot og brav udgivelse. Ikke kun for Jan Rosiek, for hvem den må opleves som en fornemt rygstød, men for alle, der ønsker perspektivrig – humanvidenskabelig – omgang med først og fremmest dansk litteratur. Antologien er i den forstand yderst velredigeret, selvom den indledende iscenesættelse giver løfter om mere direkte politisk/kulturel polemik. Skåltalens jargon fandt vej til forordet, kan man sige – og med den også løfter, der ikke kan holdes. Det rokker dog ikke en tøddel ved den faglige magtdemonstration, der gør fest-, og altså ikke kampskriftet, Distancens patos til en flot og anbefalelsesværdig udgivelse.

Forrige anmeldelse
« Analysér! «
Næste anmeldelse
» Alle de skjalde - Litteraturen ... »