Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




Analysér! / Henrik Jøker Bjerre / 165 sider
Forlaget Mindspace . ISBN 978-87-92542-87-8
Anmeldt 6/12 2017, 14:59 af Michael Agerbo Mørch

Du har den aldrig helt


Du har den aldrig helt

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Lektor i Anvendt filosofi ved Aalborg Universitet, Henrik Jøker Bjerre, har med Analysér! begået en skøn, lille bog om ideologikritiske kulturanalyser. Det docerende imperativ i titlen er mildest talt anmassende, men det er bogen nu ikke. Tværtom er den en legesyg, næsten ivrig, invitation til at tage del i den praksis, som er forfatteren så nær: den perspektivrige og producerende analyse.

Bjerre har igennem en lang årrække været en del af det filosofisk kollektiv ’Center for Vild Analyse’, som forsøger at omsætte svære filosofiske tanker hovedsageligt fra psykoanalytikeren Jacques Lacan og filosoffen Slavoj Zizek til analyser af hverdagskendte fænomener, ofte med både overrumplende og sjove resultater til følge.

Analysér! er en velskrevet pocketbog om kulturanalyse, der først og fremmest ønsker at påpege det skabende moment i en analyse. Modsat den klassiske analytiske filosofi, som tilstræber afklaringer og sammenligninger, er det her pointen, at ”en analyse også kan være skabende” (s. 13). Objekt og subjekt spiller sammen og påvirker hinanden gensidigt. Til det ydes der et forsvar for socialkonstruktivismen, som Bjerre mener, ofte bliver misforstået. Pointen i socialkonstruktivismen er, at der sker en ”retroaktiv identifikation”, dvs. at vi i dag skal tilskrive fortidsfænomener årsager, som ikke var gældende dengang, fordi de ganske enkelt ikke var kendte. Fx kan han lettere kryptisk sige om farao Ramses’ død: ”I dag døde han af tuberkulose dengang”. Eksemplet stammer fra Bruno Latour, men Bjerre bruger det her til at sige noget generelt om sin tilgang til samspillet mellem subjekt og objekt.

Et andet eksempel, der teoretisk ligger Bjerre mere nært, er Freuds bestemmelse af den menneskelige psykes ”ubevidste”. Opfandt Freud det ubevidste? Identificerede han det? Opdagede han det? Alle tre dele på én gang. Bjerres pointe er, at den skabende analyse af kulturelle fænomener ”kan ’dissekeres’ på måder, der fremskriver noget ved dem, som vi ikke umiddelbart er opmærksomme på, og som måske endda kan identificeres som en helt ny dimension ved virkeligheden, der er ’sagt af os for første gang’, men alligevel objektivt korrekt” (s. 29). Sagt på kantiansk angives her muligheden for analytiske domme a posteriori.

I bogens andet kapitel tages der mere konkret fat i den analytiske opgave. Kapitlet har fået den anstrengende overskrift Alt skal analyseres, hvor bogens imperativiske titel klinger med. Men kapitlets pointe er ikke denne bydeform men snarere den perspektivrige, at alt kan analyseres. Ideen er, at intet er for banalt eller for kompleks til at komme under lup og alle forhold kan kaste overraskende indsigter af sig.

Kapitlet forsøger at tegne et billede af, hvad kultur i grunden er, og igen trækkes der veksler på Freud og Zizek, som samlet set kan hævde, at en kultur kan besidde et overjeg, på samme måde som et individ kan: ”At analysere kulturen betyder dermed også at opspore nogle af de former for påvirkning, der sætter sig i individer og af og til skaber deciderede patologiske effekter – tænk fx på anoreksi eller depression, stress osv.” (s. 53). Det fører Bjerre videre over i nogle ideologikritiske overvejelser i traditionen fra Louis Althusser, men bliver underligt nok fattigt på eksempler. Det skyldes, at kapitel tre er viet denne afgørende praksis, nemlig at udvælge de rigtige eksempler til sin analyse. Hvad er et eksempel? ”Et eksempel er en instans af et generelt begreb eller udsagn” (s. 66). Det er altså en visualisering, eller måske bedre: en anskueliggørelse af et abstrakt begreb eller princip, som både forekommer afklarende og fornyende. Eller som det efterfølgende siges i en diskussion af Kants begreb om det skønne og geniet, at analysen skal bidrage med en ny måde at se tingene på, der ”samtidig er så præcis og stringent som muligt” (s. 73).

Her synes dog at være en udfordring. For selvom Bjerre understreger, at man både skal øve sig og måske endda kan besidde en særlig musikalitet overfor analysens praksis, så forekommer det mig tæt på umuligt at se flertallet praktisere ”originalitet og eksemplariskhed”, som det ellers kræves (s. 79). Mere interessant er det, at Bjerre toner rent flag, når han ophæver den platoniske skelnen mellem idé- og fænomenverden. Virkeligheden tænker selv om sig selv, og det er denne reciprokke tænkning, som er interessant at analysere.

Det kan dog være komplekst – eller er det som oftest – hvorfor kapitel fires anvendelige skema kommer belejligt. Her skelner Bjerre mellem fire praksisformer: (1) At gøre det åbenlyse åbenlyst, (2) at gøre det skjulte åbenlyst, (3) at gøre det åbenlyse tvivlsomt, (4) at gøre det skjulte tvivlsomt. Praksis (1) er den relativt simple, men ekstremt effektive, fænomenologiske tilgang, hvor analysen består i en så præcis beskrivelse af et fænomen som muligt. Praksis (2) kan koges ned til at være den ideologikritiske tilgang. ”At gøre det skjulte åbenlyst handler således om at bringe fx de strukturer frem i lyset, der betinger den fremtrædelse, man vil analysere” (s. 108). Da det tilsyneladende er Bjerres yndlingspraksis kunne lidt selvkritik være på plads. Den kendte indvending mod ideologikritikken, at den forudsætter at fortolkeren besidder en merviden i forhold til producenten, som faktisk skævvrider forholder mellem dem imod intentionen, adresseres ikke, og det ville have være oplagt at kommentere på det stof. Praksis (3) er en krævende øvelse, for den tager udgangspunkt i det upåfaldende, men bruger det som impetus for den filosofiske gymnastik. Banale hverdagshandlinger som at spise et æble kan blive til komplicerede spørgsmål som ”hvem er det ’jeg’, der spiser et æble?”, ”hvad er sammenhægen mellem natur og kultur?” osv. Praksis (4) kan bedst koges ned til at være klassisk religionskritik. Det religiøse beskæftiger sig med det skjulte, og her sås der tvivl om berettigelsen i denne beskæftigelse. Det kedelige her er, at religion på denne måde nødvendigvis så må kortes ned til at være magtudsagn, som mennesker spiller ud som mennesker. Det bliver hurtigt trivielt og ikke særligt producerende.

I bogens afsluttende kapitel gives en introduktion til Bjerres eget program, den såkaldte ”reelisme”. Det er et forsøg på at tappe juice fra Lacans frugter. Lacan skelnede mellem tre forskellige registre for væren: det symbolske (den samlede mængde af tegn, der udgør vores sproglige verden), det imaginære (de forestillinger vi gør os) og det reelle (som er det, der modsætter sig symboliseringen). ”Det reelle er det, der modsætter sig tanken om, at dette samlede billede af, hvem jeg er, er fyldestgørende” (s. 143). Analysen er således aldrig færdig, afsluttet eller indfanget. Vi har den aldrig rigtig helt, hvilket dog ikke får Bjerre til at tvivle på sit projekt, men snarere til at kaste sig ud i stadig nye analyser.

Analysér! er en kompakt sag, der dog er stimulerende læsning. Bogens samlede projekt hviler på mange mellemregninger, som jeg ikke helt ved, om man skal købe, men engagement er smittende på en umiddelbar måde.

Forrige anmeldelse
« Sådan bliver du rig «
Næste anmeldelse
» Distancens patos »