Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




Vesterhavet / Anders Agger, Jane Aamund, Sonja Richter, m.fl. / 308 sider
Lindhardt & Ringhof. ISBN 9788711691786
Anmeldt 17/11 2017, 10:55 af Torben Rølmer Bille

Kig å æ haw


Kig å æ haw

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Hvad enten man, som undertegnede, har familiære bånd, der knytter en til Danmarks vestkyst, eller om man blot har ferieret ved Vesterhavet, så er det sikkert de færreste, der efterlades uimponeret af dette brutale stykke natur.

Selv om du kan finde et stykke dansk kyst nærmest uanset hvilken retning man begynder at gå i, så forekommer den voldsomme, frådende brænding på ’æ Haw’ at passe perfekt til den hårde, salte blæst, der konsekvent sandblæser ens fjæs, men som til gengæld aldrig slider de mange tyske bunkere ned, der ligger henkastet på strandene som et fysisk bevis på, at verden var i krig for under firs år siden. Selv om alt dette kan virke voldsomt, så er der også noget sært dragende ved netop Vesterhavet.

For de der muligvis ikke bor i nærheden, er der udkommet en virkelig flot bog, der i tekst og billeder kan bringe læseren lidt nærmere til ideen om havet. Bogen indeholder ti kortere tekster, der alle har det til fælles, at de handler om forfatternes personlige forhold til de mange forskellige farvand, som samlet går under fællesbetegnelsen ’Vesterhavet’. I teksterne hører man om skribenternes oplevelser på egnen, og endelig lærer læseren også folk, der befolker disse kyststrækninger, lidt bedre at kende.

Bogen starter ved Skagen i nord og gennem de ti tekster flyttes blikket længere sydpå, så man slutteligt ender ved Vadehavet ud for Sønderjylland. Foruden de ti længere fortællinger er der også korte, faktuelle beskrivelser af de forskellige kyststrækninger, korte profilinterviews med folk, der bor i områderne, og så er hele herligheden garneret med meget smukke og dramatiske farvefotos af både hav, himmel, strand, høfte og natur. I ganske få tilfælde ser man personer eller dyr, men som oftest er det hav, klitter og strand, der vises.

At bladre eller læse i Vesterhavet giver straks en lyst til at påbegynde en pilgrimsfærd, ikke alene fordi bogens mange flotte fotos pirrer ens egne minder om dette vilde stykke natur, men også fordi der er noget udefinerbart enestående ved at være et dette sted. Det er et sted, hvor det på en af de få, rolige dage nærmest er muligt at fornemme jordens krumning der, hvor himmel møder hav, mens naturen i næste nu sender vilde bølger ind mod mole og strand med sådan en kraft, at man nærmest kan mærke og høre det, selv om man ikke er i nærheden af brændingen.

Vesterhavet gør noget ved dem, der bor nær det, præger mentaliteten i lokalsamfundene på godt og ondt, men det synes også at påvirke alle dem, der udelukkende møder det i ny og næ. Fascinationen er håndgribelig og ikke nemt at sætte ord på. Det har bogens til forfattere elles gjort et hæderligt forsøg på. Selv om det ikke er alle teksterne, der er lige interessante, så viser disse ti tekster, hvor forskellige og sært ens forfatternes oplevelser med havet er.

Biskoppen fokuserer forståeligt nok på områdets historie, især med henblik på Indre Mission, og hvor hårdt livet ved Vesterhavet (nærmere bestemt omkring Harboøre) var. Læseren får historien om pastor Moe, der prædikede svovl og ild mod brændevinen som garant for, at folk ikke kom i himlen, men også om hvordan Vesterhavet på sin vis underbyggede den gudsfrygt, som stadig kan være stærk på de kanter. Skuespillerinden leverer til kontrast en meget personlig og drømmende erindring fra barndommen, hvor havet også spiller en væsentlig rolle i hendes liv. Forfatteren skriver om sin sygdom, og hvordan at være nær ved havet har påvirket hendes liv.

Lige som havet er fortællingerne og de portrætter af de lokale meget forskellige, men fælles for dem alle er, at de alle har en stor kærlighed til (og frygt for) havet og den voldsomme natur på Vestkysten. Mennesket formes selvsagt af familie, gener, job og omgangskreds, men den natur, der eksisterer i ens omgivelser, sætter naturligt nok også sit aftryk på den enkelte.

Vesterhavet er en virkelig flot udgivelse. Den vil klæde alle hjem. Det er ikke alene en flot coffey-table-bog, som ens gæster kan bladre lidt i. Men giver man sig tid til at læse den fra ende til anden, er det svært – til trods for de mange gode tekster og flotte billeder – ikke at blive grebet af en trang til at lægge bogen fra sig, pakke bilen med de mest nødvendige ting og så leje et lille hus ved kysten. Så kan man selv gå ned til havet og nyde dette utrolige syn med egne øjne, gyse over dets kræfter eller blot for et øjeblik føle sig lillebitte i mødet med dette store, utæmmelige bæst.

Vesterhavet får Kapellets varmeste anbefaling, og det gør bogen af samme navn også.

Forrige anmeldelse
« Digital læring. Effektiv læri... «
Næste anmeldelse
» ZOOM København »