Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




Luther. Antidemokrat og statsidol / Luther og ”de fremmede” / hhv. Jens-André Herbener / Martin Schwarz Lausten / hhv. 403 / 160 sider
hhv. U Press / Eksistensen . ISBN hhv. 978-87-93060-66-1 & 978-87-410-0178-4
Anmeldt 27/10 2017, 18:22 af Michael Agerbo Mørch

Må man forstå verden teologisk?


Må man forstå verden teologisk?

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Luthers enorme betydning for kirken i Nordeuropa bliver hyldet i dette jubilæumsår, men nogle vil også gerne hælde lidt malurt i bægeret, så Luther ikke enøjet bliver hyldet, men også belyses kritisk for hans mange dark sides. Tidligere i år fik vi Frederik Stjernfelts meget omtalte pamflet om Syv myter om Martin Luther og nu følger religionshistorikeren Jens-Andre P. Herbener op med den langt grundigere Luther. Antidemokrat og statsidol. Titlen afslører, at det ikke er fan-litteratur, som Herbener har sat sig for at skrive.

Hvis projektet har været at vise nogle af Luthers mørkere sider frem, så er det et sympatisk projekt, som jeg egentlig finder lødigt nok. Men som med Stjernfelts bog er det vigtigt også her at huske, at det altså ikke er hele billedet der tegnes. Som jeg forstår dem, intenderer hverken Stjernfelt eller Herbener at vise hele Luther frem, men vælger at fokusere på de mørke sider, da de mener, at lutheranere ofte overser eller fortier dem. Dermed også sagt, at der er mere at sige, og for mig er det afgørende at påpege, at lutherske kristne jo ikke primært hylder Luther for diverse politiske tanker om demokrati, ytringsfrihed, religionslighed osv. som nogle sympatisører prøver at mane frem i debatten, men på grund af hans teologiske pointer om retfærdiggørelse ved tro, tilliden til Guds nåde og et højt syn på Skriften. Jeg kender ikke selv nogen lutheranere, der primært kalder sig det, fordi de tror, at Luther var demokrat.

Herbeners bog kan ses som en udvidet udgave af Stjernfelts pamflet. Mange af de samme temaer berøres, men dokumentation i fodnoterne er langt større her. Det er dejligt, at forfatteren har slidt sig igennem megen litteratur, for det underbygger troværdigheden af læsningen. Herbener har generelt en pen, der er dyppet i vitriol, og Luther får generelt på puklen (hvilket Politiken-læsere nok ikke bliver overraskede over).

Herbener viser i de indledende kapitler, hvordan Luther ikke kan tilskrives buzzwords som ”demokrati” og ”tolerance”, for han var vitterligt modstander af begge dele. Han gennemgår grundigt Luthers syn på tyrkere (muslimer) og jøder, som begge anses for at være fjender af sandheden.

Kapitel fem gennemgår reformationen i Danmark, hvor en række uheldige følgevirkninger beskrives, bl.a. omfattende censur og tvangs-lutheranisering. Hekseprocesserne har også deres tvivlsomme æra under den lutherske ortodoksi. Kapitel seks påpeger de kristnes medskyld i Det tredje Riges gru, hvilket til dels kan siges at skyldes Luthers glødende antisemitisme, dels Luthers autoritetstro over for selv den mest rabiate politiske magt.

På trods af den grundige behandling af emnet, så er læsningen mindre fornøjelig, end den kunne være, da læsningen bærer lidt for meget præg af, at forfatteren ikke bryder sig det mindste om sit emne. Herbener er tydeligvis ikke tiltrukket af hverken Luther eller kristendom, og den konstante negative kritik er lidt enerverende i længden.

Den positive agenda kommer ind i kapitel 7 og 8, hvor oplysningstiden hyldes som den periode, der egentlig har ansporet vores nutids positive værdier. Derfor burde det være denne historiske epoke, vi fejrede, og ikke reformationen.

Et andet syn
En anden bog ramte bogmarkedet på ca. samme tid. Professor emeritus i Kirkehistorie, Martin Schwartz Lausten, har skrevet en fængende lille sag, kaldet Luther og ”de fremmede”. Martin Luthers syn på jøden og tyrken. Det er interessant med en dobbeltanmeldelse her, fordi Herbener på sin reformationskritiske hjemmeside luther-2017.dk nævner Schwartz Lausten som den mest troværdige kilde til behandlingen af emnet. Schwartz Lausten har dog et noget andet syn på Luther end Herbener, selvom Schwartz Lausten bestemt ikke lægger fingre imellem, når Luthers syn på jøderne skal beskrives. Der tages ingen formildende forbehold, hvilket også ville være ganske grotekst. Til gengæld forsøges det her mere nuanceret at forstå, hvorfor Luther skrev og tænkte, som han gjorde.

Selvsagt skal vi tage afstand fra antisemitiske udsagn, men det historiske arbejde med at forstå i kontekst må altså gøres. Det udlægges gentagne gange på ca. følgende måde: ”Grundlaget for alt det, som Luther beskæftigede sig med, var Bibelens Gamle Testamente og Nye Testamente. Derfor var hele hans opgør med jødedommen og jøderne et spørgsmål om fortolkningen af disse skrifter og de følger, den skulle have for menneskers forhold til Gud og til medmennesker” (s. 52). Man kan måske sige, at striden går på, om det er legitimt at beskrive verden teologisk. Her virker det til, at Herbener vil svare nej, mens Schwartz Lausten vil sige ja.

Schwartz Lausten viser, at Luthers antisemitisme steg i takt med, at han opgav ambitionen om at omvende jøderne til kristendommen. Det lod sig ikke gøre, mente han. Tyrkerne var ikke præsente, men var en politisk magt, der bankede på Europas dør med den forestående belejring af Wien. Luther anså derfor primært tyrkerne for en politisk trussel, mere end det var en religiøs trussel. Luther fik endda udgivet Koranen, med den tiltro at folk så ved selvsyn kunne se, hvor tåbelig en tro det var (!).

I et kort kapitel gennemgår Schwartz Lausten de danske reformatorers syn på jøder og tyrkere, som i alt væsentligt viser sig at være mildere end Luther og Melanchtons. Afslutningsvist opsummeres der, og det afvises ganske bastant, at Luther skulle være en ideologisk forfader til Hitlers nazisme, ganske enkelt fordi Luther ikke var racist, men teologisk informeret (s. 137). Den køber Herbener tilsyneladende ikke (se dennes bog s. 183ff).

I en epilog giver Schwartz Lausten faktisk Herbener ret i, at jødespørgsmålet må stå højt på dagsordenen i et Lutherår, for det er afgørende, at vi får indsigt i den side af Luther, men han afviser samtidig, at det skulle give mening at dømme Luther efter nutidige begreber som tolerance og frisind. Luther kan anklages på sin retorik og på de sociale følger, han trak af sine overbevisninger, men ikke på at han forstod verden teologisk. Så vidt jeg kan, er det altså netop her, striden om Luther står.

Det er to engagerede bøger, som med frugt kan læses sammen for at få vinklet et prækært emne så nuanceret som muligt.

Forrige anmeldelse
« Reformationen 1-2 «
Næste anmeldelse
» Julebestiariet »