Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




Parlamentarismens krise / Carl Schmitt / 125 sider
Informations Forlag. ISBN 978-87-7514-5119
Anmeldt 15/4 2017, 15:40 af Michael Agerbo Mørch

Clash mellem ideologi og virkelighed


Clash mellem ideologi og virkelighed

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det kan være svært at forestille sig, hvor intens tiden var i mellemkrigstidens Tyskland. Nationalstaten blev først oprettet i 1871, og under 50 år efter led man et frygteligt nederlag i den første verdenskrig (1914-1918). I årene efter krigens afslutning sad den myreflittige jurist, Carl Schmitt (1888-1985), ofte ved arbejdsbordet og reflekterede over tidens politiske situation. I 1922 kom hans berømte klassiker Politisk teologi (udgivet på Informations Forlag i 2009) og i 1923 kom den foreliggende bog Parlamentarismens krise. Endnu engang er oversættelsen kommet i stand i et samarbejde mellem Informations Forlag og germanisten Lars Christiansen.

Bogen består af fire korte kapitler, to forord fra forfatteren og et oversætterforord. Selve bogen er blot på ca. 60 sider, men det er tankemættet stof, der udgør værket, så den komprimerede form snyder en anelse.

Schmitt undersøger i bogen begreberne ”parlamentarisme”, ”liberalisme” og ”demokrati”. Demokrati var tidens zeitgeist, men Schmitt var skeptisk. Der var en række forestillinger knyttet til demokratitanken, som han ikke så udfoldet i praksis. Det vender jeg tilbage til.

Parlamentarisme er troen på diskussionens centrale betydning for samfundet. Dens ratio er det ”dynamisk-dialektiske”, dvs. processen, hvor meninger og modsætninger mødes og den rette statsvilje opstår. Derfor kan Schmitt definere parlamentarisme som ”government by discussion” (s. 26) og skrive: ”Parlamentet er stedet, hvor man delibererer, dvs. når frem til en relativ sandhed i en diskursiv proces, hvor argument brydes med modargument” (s. 82). Det lyder måske meget betagende, men sådan er virkeligheden bare ikke ifølge juristen. Schmitt så, at det ikke længere var muligt at undgå at bryde det parlamentariske plenums arbejde op i nogle mindre udvalg, hvilket underminerer selve institutionens projekt. Schmitt vedgår, at det måske ikke kan være anderledes, men så må man indrømme, at parlamentarismen har mistet sin åndelige basis. ”Er offentlighed og diskussion i det parlamentariske maskineris faktiske virkelighed blevet til en tom og intetsigende formalitet, så har også parlamentet, som det udviklede sig i det 19. århundrede, mistet sin hidtidige basis og mening” (s. 88).

Det er vigtigt at få fat i, at Schmitts kritik går på det ”åndelige grundlag” for parlamentarismen. Den er i krise, fordi der ikke længere er tiltro til samtale og diskussion. ”Når parmentarismens situation i dag er så kritisk, skyldes det, at det moderne massedemokratis udvikling har gjort den argumenterende offentlige diskussion til en tom formalitet” (s. 23). I dag handler det om at vinde flertallets støtte og bruge den til at herske med. Oplysningstidens ideal, hvor samtalen skulle kunne bringe mennesket længere frem, fordi vi sammen fandt en mere og mere sikker grund under vores fælles holdninger og beslutninger, er afløst af en mere kynisk kamp, hvor egeninteresser dominerer. Det er ikke svært at se, at denne analyse og kritik kan hævdes gældende også i dag.

Schmitts løsning
Schmitts forslag er, at vi skelner mellem liberalisme og demokrati. Liberalismen er en verdensanskuelse, hvor alle mennesker er lige og frie. Men det kan ikke gøres til statsideologi, da et folk altid bliver forstået i kontrast til ”de andre”. Det vil sige, at et lands forfatning bl.a. er kendetegnet ved dem, den ikke omfatter (ikke-statsborgeren). Demokratiet må beskytte sig mod det fremmede og anderledes, der truer hegemoniteten. Derfor kan liberalisme og demokrati højest koeksistere i en periode. På sigt er de uforenelige.

For Schmitt er demokrati kendetegnet ved en identitet mellem de regerende og de regerede. Schmitt vil uden om partisystemet og hen imod en enhed, der er baseret på noget andet en det liberale doktrin om, at ”vi er alle mennesker”. Der må være en fælles identitet i folket, som binder det sammen, og som derfor kan ekskludere dem, der falder udenfor. Denne fælles identitet kan bestå af mange forskellige ting, men der må være en fælles norm. Det er lidt sværere at se, hvordan det i praksis skulle kunne udfoldes. Schmitts egen skæbnesvangre sympati med nazismen er et varsel om, at man som det mindste skal være forsigtig med at søge national ensartethed.

Ifølge Schmitt er det er også et problem, at demokratiet har været for snævert opfattet pga. parløbet med liberalismen. Fx hævder han, at demokrati sagtens kan forstås i forlængelse af diktaturet, hvis blot eneherskerens vilje er lig folkets (hvilket den fælles norm skal sikre). Igen lurer førerideologien under sådanne holdninger, selvom det er skrevet to år før Hitler kommer til magten. Demokratiets elasticitet kan ses i et citat som: ”Et demokrati kan være militaristisk eller pacifistisk, absolutistisk eller liberalt, centralistisk eller decentralt, progressivt eller reaktionært, og det kan have enhver af disse egenskaber til forskellige tider uden at ophøre med at være et demokrati” (s. 51). Demokratiet må ikke forstås for snævert og i en tid, hvor parlamentarismens deliberative ideologi har spillet fallit, må en anden tilgang søges.

Schmitt påpeger også, at folkestyret har en svaghed ved, at man går ud fra, at folket er modent til at træffe beslutninger, selvom det ikke i sig selv fremgår af demokratiets princip. Det kan føre til umodne og destruktive beslutninger, der er kontraproduktive for staten. Desuden kan flertallets kontingente mening bruges til at knuse mindretallet, som også John Stuart Mill påpegede.

Det er et meget tætpakket essay, Schmitt leverede. Der er masser af stof til eftertanke og diskussion, og den er bestemt vedkommende også i 2017, hvor debat om nationalisme og populisme, offentlighedslov og immigration er på dagsordenen. Teksten er ikke letlæst, og den tyske grundighed gør, at læsehastigheden ikke er så høj. Men udbyttet og den intellektuelle stimuli er høj nok til, at det er arbejdet værd.

Forrige anmeldelse
« Syv myter om Martin Luther «
Næste anmeldelse
» Sådan bliver du en mand »