Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




Det underdanige og det magtfulde / Susan Simonsen / 105 sider
Gladiator. ISBN 978-87-93128-57-6
Anmeldt 27/3 2017, 09:20 af Mathias Anker Kure

Livets gang på Borgen


Livets gang på Borgen

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Fint komponerede registreringer og slibrige anekdoter fra Christiansborg-livet bliver ikke brugt til det store i Susan Simonsen Det underdanige og det magtfulde

I Det underdanige og det magtfulde, præsenterer Simonsen en bramfri kritik af den politiske kultur på Christiansborg. Kritikken udspringer direkte af forfatterens egne erfaringer fra tiden som praktikant hos Venstre og pressemedarbejder i det daværende Social- og Integrationsministerium. I en kort prolog hører vi, at det var Simonsens store ”drøm” at gøre karriere som politisk pressemedarbejder, men at denne gradvist åbenbarede sig som et sandt mareridt, fordi, som det også hedder i prologen, at ”jeg skulle ændre min personlighed. Glemme alt om, hvad jeg selv mente var rigtigt og forkert, bortkaste min egen moral”.

Den personlige skuffelse er altså bogens ydre motiv: Drømmen brast, der var koldere på toppen, end den ”naive” praktikant havde forventet.

Bogens forløb følger Simonsens – først hos Venstre, siden i ministeriet og så helt ude. Kritikken er altså skrevet tilbageskuende og iscenesættes som et afrundet forløb, en forfaldshistorie, hvor forventning og skuffelse gradvist afløses af vantro og desillusion og siden, til sidst, en harmdirrende vrede, der også kulminerer rent sprogligt i et selvstændigt afsnit, hvor Simonsen i en art langdigt henvender sig direkte til alle i og omkring det politiske liv (også navngivne mediefolk samt alle os, der ikke gør oprør): KOM NU, hedder det i vrede kapitaler.

I det hele taget er forfatterens følelsesmæssige reaktioner afgørende for projektet. Dels fordi de leverer en implicit argumentation efter formlen ”det jeg har oplevet er virkelig forfærdeligt” – og det skorter ikke på triste optrin af både sexistisk og generelt nedladende karakter. Dels fordi følelserne installerer en grundlæggende modstilling mellem på den ene side forfatterens menneskelighed (og krop) og det politiske livs totale kynisme og umenneskelighed på den anden.

Vi ser det bl.a. i bogens foretrukne modus, den anekdotiske beretning. Her en lille bid fra et længere forløb, hvor ”Anne-Mette”, daværende ældreordfører hos Venstre, som Simonsen følger som del af sin praktik, ”endelig” får mulighed for taletid, men glemmer at koordinere med partiets top og derfor må sættes på plads af Kristian Jensen og ”Mark”, Inger Støjbergs rådgiver:

Mark er usædvanlig alvorlig. Han påpeger vigtigheden af, at Anne-Mette taler med ham inden et interview. Det er helt utrolig vigtigt. Særlig det lægger han vægt på. (…) De andre familiemedlemmer går forbi, de kigger på [Anne-Mette], vil ikke røre ved hende, når de går forbi

Forløbet komponeres fint, og sproget glider problemfrit mellem den faktiske hændelse og et symbolsk billede af en slagen og blødende ældreordfører, der gennem bogen karakteriseres som en sympatisk men sky person, der ”kender sin manglende autoritet i familien”.

Det menneskelige underskud slår også ud som et symptom i sproget, hvor mange passager udgøres af en ophobninger af korte, registrerende perioder. På Borgen er det nemmere at se tingene udefra, sværere at nå ind til noget ægte:

På de kvindelige politikeres kontorer står stiletterne. På en række langs væggen. Anne-Mette har to par stående, Fatma har otte og Inger syv. Hæl efter hæl efter hæl: to lange slanke hæle, så to mærkegrønne hæle, to brune lidt kortere, to sorte, to sorte lidt kortere, to træhæle, to røde. Det er de stiletter, jeg ser”.

Det underdanige og det magtfulde byder åbenlyst på andet og mere end sensationsbårne beretninger om liderlige toppolitikere og et over-kynisk arbejdsklima, som den er blevet kendt for – og som den også selv lokker med via tekstuddraget på bagsiden. Alligevel har bogen svært ved at hæve sig over dem. Måske fordi den sproglige strategi, effektiv som den er, giver et opremsende og lidt trivielt præg, måske fordi finalen, det afsluttende opråb, virker både ugennemtænkt og forceret. Hvor rigtigt er det fx, at Martin Krasnik og Clement Kjærsgaard i deres virke som interviewere ”skider på demokratiet” og deres ”pligt til at oplyse”? Og er Simonsens bog virkelig det eneste sted, hvor en reel kritisk vurdering af den politiske kultur findes? Næppe.

Danske borgere!”, hedder det bydende og en kende nedladende, ”I er blevet dumme! Arbejdet bedøver jer. Bedøver trangen til at nyde, trangen til at blive klogere, selve evnen til at mærke, hvad der er rigtigt og forkert”. Det er nok hér, snarere end i skuffelsen over livets gang på Borgen, at forfatteren kan beskyldes for ufrivillig naivitet.

Forrige anmeldelse
« 1970’erne – det forbudte å... «
Næste anmeldelse
» Den totale rus »