Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




’Jeg’ er fandme til! Litteratur og identitet til debat / Søren Peter Hansen, Ivan Z. Sørensen og Mads Julius Elf (red.) / 220 sider
U Press. ISBN 978-87-93060-46-3
Anmeldt 22/2 2017, 11:08 af Mathias Anker Kure

At være eller ikke være debatbog


At være eller ikke være debatbog

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Da Marianne Stidsen, professor i nordisk litteratur på Københavns Universitet, for et års siden forsvarede sin doktordisputats, Den ny mimesis, hvori hun præsenterer en syntetiseret læsning af den kanoniske danske litteratur fra Anden Verdenskrig og frem til i dag, gik det ikke helt stille for sig.

Dels er Stidsen selv temmelig polemisk og bruger en god del af de godt 1200 sider, som con amore-værket tæller, på bl.a. at lange ud efter nyere litteraturvidenskab, der har ”vendt verden og virkeligheden ryggen til fordel for sproget og formen” – Den ny mimesis er også et kampskrift, et litteratursyn. Dels er ikke alle, fx repræsentanter for den moderne litteraturvidenskab, enige i bogens konklusioner.

Med andre ord: Stidsens værk har affødt debat.

Særligt er det blevet diskuteret, om det overhovedet er rigtigt, som Stidsen påstår, at litteraturen først og fremmest handler om identitetsdannelse og mere specifikt: Om at mennesket altid, også selvom det siger det modsatte, søger en stabil kerne, et ”nagelfast centrum”. En tese som måske ikke lyder så farlig, men som, hvis man tænker nærmere over det og særligt tænker nærmere over nogle af de endog meget (identitets)eksperimenterende forfattere, som Stidsen også læser (Madame Nielsen, den tidlige Simon Grotrian, Dan Turèll, Hans-Jørgen Nielsen m.fl.), jo sådan set er ganske våget, ja ligefrem ”kontraintuitiv”, for at bruge en af Thomas Bredsdorffs rosende vendinger om disputatsen.

I bogen Jeg’ er fandme til! Litteratur og identitet til debat, der ligesom Den ny mimesis er udkommet på forlaget U Press, og som er denne anmeldelses egentlige genstand, kan man så – ifald man missede den, da Stidsen disputerede – blive brushet up på debatten og de faglige uenigheder, der ligger bag den. Bogen kridter stregerne op, så at sige. Desværre gør den heller ikke mere end det. Hvilket må siges at være lige dele skuffende og uambitiøst.

I forordet præsenteres vi for bogens ønske, der bl.a. formuleres som det at ”samle stemmerne” og gøre en livlig debat tilgængelig for et bredere publikum. I samme ombæring deklareres bogen dog også som en ”debatbog” og et ”stridsskrift” (i øvrigt to vidt forskellige ting), hvorfor det absolut skæmmer det samlede indtryk, at selve debatten – de konkrete spørgsmål og indvendinger, som er blevet rejst mod Stidsens arbejde – reelt set ikke diskuteres videre, endsige besvares.

Første del af bogen udgøres af de eksakte indlæg, der faldt til selve disputatsforsvaret, dvs. Stidsens præsentation, hendes forsvar, og de i alt seks oppositionstaler. De mundtlige indlæg er med andre ord, i en ”let bearbejdet udgave”, transformeret til skriftlige manuskripter. På nær Lars Bukdahls kritiske bidrag, der bærer så meget præg af at være det, det var, nemlig en tale, fungerer dette fint; Bukdahl fraregnet er indlæggende både læsbare og skarpe og udgør jo tilmed den såre ”samling af stemmerne”, der er lovet.

Problemet er, at debatbogen ikke følger op på opponenternes indvendinger. Selvom alle har roser til Stidsens indsats, stilles der også alvorlige spørgsmålstegn ved arbejdet. Mest alarmerende er Tue Andersens Nexøs indvendinger i mod den antitese af moderne litteraturteoretikere, som Stidsen, med Nexøs indvending, skriver frem som en anden ”stråmand”. Det, som Nexø efterspørger, er imidlertid noget så afgørende som reel argumentation for – og fodnote-henvisninger til(!) – at det faktisk passer, at den moderne litteraturvidenskab over en bred kam ikke kerer sig om indhold.

I bogens anden halvdel, hvor de rejste spørgsmål burde være udfoldet og diskuteret, gives i stedet en ørkenvandring af artikler, der mindst af alt rummer debatstof. Helt febrilsk er først samlet fire artikler fra dagbladenes omtale (to anmeldelser og to notister). Eftersom ingen af artiklerne tager livtag med problemerne/uenigheder, virker de malplacerede og bidrager maksimalt med godtgørelse for, at disputatsen fik omtale. Spagt. I øvrigt, hvis det endelig skulle være, kan det undre, at førnævnte Nexøs kritiske anmeldelse i Information (og Stidsens kortfattede genmælde) er udeladt, ligesom Lars Bukdahls, indrømmet, temmelig sarkastiske omtale på blog-formatet Blogdahl er det. Alle fire artikler er nemlig entydigt begejstrede for Stidsens arbejde, hvorfor bogen her, ligesom med selve titlen, snarere er et ”stridsskrift” til forsvar for Stidsen end en ”debatbog”.

Hellere ikke de efterfølgende artikler, der er skrevet til lejligheden, tager for alvor livtag med debatstoffet. Mest interessant er afgjort det brev, som forfatteren Niels Frank, der også bliver læst i Den ny mimesis, har skrevet til Stidsen. Frank forstår, forventeligt nok, ikke professorens (og vennens) trang til at hylde/læse efter den entydige identitet; jeg er ”vildt uenig”, skriver Frank.

De andre bidrag udgøres fortrinsvist af læsninger, der lægger sig i slipstrømmen på Stidsens, gerne ved at rose hendes greb og derefter genbruge dem i det videre arbejde med litteraturen. Det er helt sikkert fint, men kunne man ikke i stedet have inviteret hovedpersonerne selv, gerne Nexø og Stidsen, til, skriftligt i nye arbejder, at gå i dialog med hinanden?

Måske er de blevet spurgt men har måttet takke nej, fordi de ikke havde tid. Hvis det er tilfældet, må vi bare sige fair nok; der er sikkert masser af undervisning, der skal forberedes og projekter, som studerende skal skal have vejledning på. Ikke desto mindre havde det været klædeligt for debatbogen, at debattens intrigantere var reelt til stede. Det er de ikke, og derfor bliver Jeg’ er fandme til! Litteratur og identitet til debat en sært vag omgang.

Forrige anmeldelse
« Madmentor. Fra indre kaos til m... «
Næste anmeldelse
» Neuroaffektiv udviklingspsykolo... »