Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




Digital dannelse / Jeppe Bundsgaard / 72 sider
Århus Universitetsforlag. ISBN 9-788771-842463
Anmeldt 13/2 2017, 12:56 af Ove Christensen

Skolen og digitale kompetencer


Skolen og digitale kompetencer

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

De slås med det der med det digitale i skolen. Det kan være et problem at finde ud af, hvor meget det skal fylde. Det kan også være et problem, hvem der skal tage sig af det – og hvad man skal gøre med det. Og desuden: er det så ikke sådan, at eleverne ved meget mere om digitale teknologier end lærerne, så er det overhovedet nødvendigt, at det også skal indgå som en del af skolens forpligtelse?

Jeppe Bundsgaard, som har arbejdet med pædagogik og it gennem mange år, er forfatter til en meget tiltrængt bog om digitale færdigheder og digitale kompetencer i undervisningsmæssig sammenhæng. Især ud fra danskfagets indhold og metoder diskuterer og præsenterer han mange gode problemstillinger og arbejdsmåder, der vil være relevant for enhver dansklærer. Han demonstrerer, hvordan kommunikationen med digitale værktøjer og ressourcer stiller nogle grundlæggende færdighedskrav til kompetencer i eksempelvis læsning og analyse.

Gennemgående i bogen og mere eksplicit i slutningen henviser Bundsgaard til, at det i højere grad end teknologi handler om den pædagogik, man anvender, når man arbejder med især danskfaglige problemstillinger.

I bogen gennemgår Bundsgaard, hvordan man bliver nødt til – også i skolen – at arbejde med, hvordan børn og unge gebærder sig på nettet. Socialiseringen i fysiske interaktioner skal følges op ad en socialisering til netbaseret eller den ansigtsløse kommunikation, som Bundsgaard vælger at kalde det. At kalde denne form for kommunikation ‘ansigtsløs’ forekommer dog lidt underligt, når man tager i betragtning, hvordan det visuelle også indgår i meget af kommunikationen på nettet.

Af forskellige grunde tager hverken børn eller voksne deres almindelige ‘gode opførsel’ med sig, når de interagerer i onlinemiljøer. Facebook er jo et glimrende eksempel på, hvordan diskussioner og meningsmarkeringer kommer helt ud af kontrol i mange diskussioner.

Denne del er vigtig, men der er så meget andet, der også er vigtigt, når man skal færdes i et samfund, hvor digital kommunikation spiller en afgørende rolle. Man må grundlæggende forstå de kommunikations- og vidensformer, der er vigtige for at være en velorienteret samfundsborger.

De samfund, vi har umiddelbart kendskab til i den nærmeste historie, har alle opereret med en lang række grundlæggende udvælgelsesmekanismer – eller ‘gatekeepere’ – der har sanktioneret, hvad vi har kaldt viden og relevant information. Det har betydet relativt stabile afsenderforhold – eller vi har i det mindste haft en forestilling om dette, hvilket har givet en grundlæggende sikkerhed i menneskers færden i verden – deres væren i verden. Det har sikret en ‘ontologisk’ sikkerhed – verden er blevet opfattet som stabil og der har været en forestilling om en stabil relation mellem verden og repræsentationer af den: viden.

Denne stabilitet er rystet af, at afsenderforholdene har ændret sig. Hvem er det, der står inde for de informationer, der cirkulerer i forskellige sammenhænge, og som vi bruger til at bygge vores viden om verden af?

Derfor kræver digital kommunikation særlige færdigheder i informationsbehandling, og her er vurderinger af kilder og videnstrianguleringer meget vigtige kompetencer, som børn, unge og voksne må tilegne sig. Og skolen har en vigtig rolle at spille i dette, hvilket Bundsgaard meget fint får demonstreret i sin lille bog.

Som borger i et samfund mættet med digitale medier og ressourcer er det også vigtig, at man lærer at være producerende. En del af oparbejdelsen af viden og færdigheder i vores samfund er at producere med digitale medier og ressourcer – at give udtryk for sig selv og en omverdensforståelse og en analyse af omverdenen og menneskets placering i den.

Alt dette er meget mere får Bundsgaard demonstreret – og han får vist, hvorfor alt dette er vigtigt som en skoleopgave uanset om det kun er danskfaget og de øvrige humanistiske fag, der har den.

For mig bliver det god en udfordring i læsningen af Bundsgaards bog, at han – eller hvem det nu er – har givet bogen titlen Digital dannelse. Bogen handler i langt overvejende grad om viden om, færdigheder i og kompetencer med digitale medier, værktøjer og ressourcer. Definitionen på ‘digital dannelse’ er ifølge Bundsgaard: “et udtryk for alt det der har med digitale teknologier at gøre, som vi ønsker at vores børn og unge lærer at håndtere.” (s.14) Hm, tænker denne anmelder; det lyder da ikke primært som dannelse, hvis vi tænker dannelse i den klassiske betydning, hvor det handler om menneskets frihed ift. dets kulturelle indfældethed. Eller som det ofte skitseres: som det være menneske i modsætning til eller i et spændingsforhold til det at være samfundsborger. I forlængelse af sin definition fremhæver Bundsgaard tre helt centrale spørgsmål i forhold til, hvad eleverne skal lære (i skolen): “Tre helt centrale spørgsmål handler om hvordan vi i dag tilegner os viden gennem at finde, vurdere og læse tekster, hvordan vi producerer viden, og hvordan vi kommunikerer med teknologier.” (s.14) Hm, tænker anmelderen igen. Det, tror jeg nok, de fleste af dem, der arbejder med skole, vil være meget enige i. Og det fine ved Bundsgaards bog er, at den giver fin hjælp og indspark til dette.

Men hvorfor disse tre spørgsmål er de afgørende i forhold til skolens bidrag til, at eleverne dannes, står lidt hen i det uvisse. Mon ikke spørgsmålene mere er rettede til, hvordan vi uddanner handlekompetente mennesker, der kan løse en lang række opgaver, som vi forventer de vil blive stiller overfor?

Bundsgaard ser ud til at tilslutte sig et revideret begreb om dannelse, hvor dannelse er det, at man kompetent kan begå sig og dermed søge sin vej i verden.

Det kunne være interessant, hvis Bundsgaard faktisk havde taget denne diskussion. Men Bundsgaard tager ingen diskussion om dannelse. Faktisk virker det til, at dannelse – digital eller ej – ikke er det, der har været et fokus for bogen. Bogen er en udløber af Bundsgaards andre udgivelser, der handler om inddragelse af digitale medier, værktøjer og ressourcer i danskfaget.

Vi får med andre ord ingen diskussion af, hvad sammensætningen af ‘digital’ og ‘dannelse’ har at sige for skolen og dens (for)mål. Det gøres til en præmis – og det bliver op til læseren selv at fremlæse præmissen.

Som tidligere nævnt er bogen meget anbefalelsesværdig til især lærere og undervisere i danskfaget og nærtbeslægtede fag. Så må man leve med, at den har en falsk varebetegnelse.

Forrige anmeldelse
« Dox – forløb i medier «
Næste anmeldelse
» Madmentor. Fra indre kaos til m... »