Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




Nye horisonter / Steffen Heiberg / 534 sider
Gad. ISBN 978-87-12-05318-7
Anmeldt 3/2 2017, 09:28 af Torben Rølmer Bille

Selvstændigt værk om den historiske bro


Selvstændigt værk om den historiske bro

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Forskellige historiske epoker bliver vurderet forskelligt til forskellige tider. I disse år har Oplysningstiden god presse, og den bliver generøst beskrevet som den vigtigste forudsætning for det moderne samfund. Historien er dog omtumlet, og der kunne også trækkes mange kompromitterende ting frem fra Oplysningstiden, som vi bestemt ikke finder attraktive i dag. I den modsatte ende har Middelalderen dårlig presse, selvom det ikke alene var en tid med politisk og religiøst ensidighed, men også en tid med filosofisk udvikling og teknologisk innovation.

Renæssancen, som ifølge gængs periodisering placeres mellem de to ovennævnte epoker, lever ofte en mere ubemærket tilværelse. Det skyldes sikkert dens brofunktion mellem ”den mørke Middelalder” og ”den gode Oplysningstid”, men Renæssancen har selvsagt sin egen ret og er en fascinerende kompleks periode, som fortjener at blive grundigt undersøgt. Det er lige netop, hvad historikeren Steffen Heiberg har gjort i sit nye opus, Nye horisonter.

Heibergs bog ligger i forlængelse af hans roste værk, En ny begyndelse, om Middelalderen, hvor han vellykket prøvede at afmontere de værste myter om Middelalderens påstående obskurantisme. Vi, der blev fans efter den første bog, har glædet os til nærværende nye, og jeg kan kun med glæde konstatere, at han ikke skuffer. Nye horisonter er et helstøbt værk, der ubesværet gennemgår 300 års historie, med afstikkere i begge ender.

Heiberg sætter renæssancens begyndelse til midten af 1300-tallet, hvor den Sorte Pest gør sit makabre indhug i Europas befolkning. Perioden afsluttes i første del af 1600-tallet, hvor Trediveårskrigen (1618-1648) gør en ende på de religionskrige, der fulgte i kølvandet på reformationens begivenheder, med den Vestphalske fred.

Heiberg kalder sin bog ”kulturhistorie” og kan derved indoptage en række emner, som får bogen til at spænde vidt. Vi hører indgående om betydningen af papirets og bogtrykkerkunstens opfindelse, som i hvert fald bliver den afgørende faktor i reformationens udbredelse; Om udviklingen af de forskellige bysamfund i Europa, hvor handlen begyndte at stige, men sygdom og fattigdom også gjorde livet barsk for de fleste mennesker.

Heiberg beskriver desuden den gryende videnskab, som efterhånden får udviklet mere præcise instrumenter, så verden faktisk kan iagttages og beskrives. Her får Tycho Brahe en flot beskrivelse sidst i bogen. Vi hører om magtstrukturens udvikling, hvor forholdet mellem landene i Europa, og det komplicerede spil mellem politisk og kirkelig magt, bliver beskrevet. Reformationen, med Martin Luther i spidsen, får ganske oplagt sin egen centrale plads, men Heiberg husker også den katolske modreformation, hvis (moderate) succes den dag i dag har den konsekvens, at Europa er delt i det protestantiske nordvest og katolske sydøst.

Interessant er det også at læse om de opdagelsesrejsende, som i slutningen af Middelalderen og ind i begyndelsen af Renæssancen, opdager større og større dele af verden, og med en sideløbende forbedring af kartografien faktisk er i stand til at formidle ny, geografisk indsigt til den nysgerrige befolkning.

Bogen er skrevet i en nøgtern, men engageret stil. Selv glædede jeg mig gentagne gange over, at Heiberg husker at få nuancerne med. Flere gange ekspliciteres det, og Heiberg komplicerer sine årsagsforklaringer, uden at det bliver elitært. Det kræver et stort overblik over stoffet, hvilket forfatteren utvivlsomt også har. Bogen er uden noteapparat, men med udførlig litteraturliste og index. Der er masser af illustrationer i bogen, som supplerer brødteksten, og det viser også Heibergs hang til malerier og arkitektur, som gode forklaringskroge til kulturhistorien.

Nye horisonter er en flot opfølger til forgængeren og en succes for den populære historieskrivning. Selvom historieformidling i disse år bæres af biografiske fremstillinger, håber jeg, at dette værk må vinde udbredelse pga. sit store informationsindhold, sin problembevidsthed og nuancerede skildringer af vores komplekse kulturhistorie.

Forrige anmeldelse
« Slagmark no. 74 «
Næste anmeldelse
» Sov rigtigt »