Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




Slagmark no. 74 / Jacob Jensen og Niklas Olsen (red.) / 292 sider
Aarhus Universitetsforlag. ISBN 978-87-91041-94-5
Anmeldt 31/1 2017, 11:55 af Michael Agerbo Mørch

Frit marked, stærk stat


Frit marked, stærk stat

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Èn af de vigtigste politiske ismer, liberalismen, har efterhånden levet et omtumlet liv. Efter at Thomas Mores renæssancemestermærk, Leviathan, indvarslede en moralsk liberalisme, blev oplysningstiden en guldalder gennem fx John Lockes og Adam Smiths bøger. Her blev personlig, intellektuel og økonomisk frihed sat på dagsordenen, og det blev til varig indflydelse i det vestlige, offentlige liv. Men industrialiseringen medvirkede, at socialismen kom på banen som et grundlæggende alternativ til liberalismens menneske-, samfunds- og økonomiopfattelse. 1800-tallet blev en krisetid for liberalismen, der kæmpede med at identificere sig selv. I begyndelsen af 1900-tallet, i 1930’erne, opstod så en ny forståelse af liberalismen, som stadig gør sig gældende. Den går under latinismen neoliberalisme.

Det nyeste nummer af Slagmark. Tidsskrift for Idéhistorie har neoliberalismen som tema. Dette nummers redaktører, Jacob Jensen (AU) og Niklas Olsen (KU), har sammensat et nogenlunde varieret program, der dog hælder lidt til den venstreorienterede side. Det skyldes nok, at det er sværere at opdrive en højreorienteret (idé)historiker, end en venstreorienteret; men det skal ikke lægge redaktørerne yderligere til last.

Nummerets introartikel gør det, den skal: den giver det fornødne overblik over emnet, så de mere specialiserede artikler er mere tilgængelige. Vi får her tre kendetegn på det lidt fluffy begreb neoliberalisme: (1) Markedet skal opretholdes af en stærk stat; (2) Markedet er en overlegen informationsprocessor; (3) Konkurrencelogikken udbredes til alle sfærer af livet, og alt markedsliggøres derfor. Disse kendetegn er særligt sat op imod den klassiske liberalisme, som helst så politisk og privat liv adskilt, og at staten ikke intervenerede i markedet, der jo var styret af sin egen logik, jf. Adam Smiths kendte metafor om ”den usynlige hånd”.

Men neoliberalismen er ikke en monolitisk størrelse. Der findes i hvert fald to konkurrerende opfattelser ideologien. Den første opfattelse udsprang af et møde i 1938 – det såkaldte Colloque Walter Lippmann – og blev fulgt op af stiftelsen af det stadigt aktive selskab Mont Pélerin Society på foranledning af liberalismeguruen, østrigeren Friedrich Hayek, i 1947. Denne opfattelse ser generelt positivt på statens rolle i forhold til markedet og var også kendetegnet ved en udpræget grad af social bevidsthed (som Hagen Schulz-Forberg viser det i sin artikel).

Den anden opfattelse begyndte at udvikle sig i løbet af 1960’erne, hvor den såkaldte Chicago-skole, med lederen Milton Friedman i spidsen, langsomt fik overtaget i Mont Pélerin Society. De trak selskabet – og dermed neoliberalismen – i en mere økonomisk retning. I denne periode antog neoliberalismen nogle af de træk, som den stadig er kendt for i dag, fx opfattelsen af økonomisk ulighed som en større gevinst end tab for samfundet (jf. Rasmus Skov Andersen fornemme, komparative artikel).

Den mest grundlæggende og stædige kritik af neoliberalismen kommer ikke overraskende fra socialistisk og marxistisk hold. Begyndende med Michel Foucaults forelæsningsrække om Biopolitikkens fødsel i 1979 har venstrefløjen set kritisk på det redningsprojekt af liberalismen, som neoliberalismen egentlig er. I dette temanummer er en nøgleperson den amerikanske antropolog og geograf, David Harvey, som i 2005 udgav en sønderlemmende kritik af neoliberalismen med bogen A Brief History of Neoliberalism. Han anklager i bogen – og i temanummerets interview – neoliberalismen for at være et meget bevidst projekt, der skal ”genoprette den kapitalistiske klasses magt”.

I samme boldgade, hvor neoliberalismen anses for at være allestedsnærværende og dermed – i en vis grad – usynlig, er RUC-professor, Jesper Jespersens, artikel om ”Neoliberalisme som dominerende makroøkonomisk diskurs”. Artiklen diskuterer de forskellige regnemodeller, som i de seneste årtier har været anvendt af stort set alle i den offentlige sektor, og som emmer mere af politik, end de giver udtryk for i den offentlige debat. Målet er selvfølgelig at afsløre, at ADAM-, SMEC, og DREAM-modellerne antager en politisk ideologi, som ikke ekspliciteres, og som alle kører efter en selvregulerende forestilling. Jespersens kritik opsummeres således: ”Relevansen af den ’generelle ligevægtsmodel’ bygger således på den stærkt idealiserende antagelse, at det markedsøkonomiske system opfører sig lige efter bogen” (s. 145), hvilket det som bekendt ikke gør.

Jeg vil også fremhæve Niklas Olsens artikel om neoliberalismens indtog i Danmark i 1970’erne. Kendere af Olsens arbejder vil nikke genkendende til meget stof, men det er stadig interessant og vedkommende læsning. Her viser Olsen, hvordan centrale Venstrefolk, som den nyligt afdøde Henning Christophersen, Bertel Haarder, Uffe Ellemann-Jensen, Peter Brixtofte og Anders Fogh Rasmussen, alle havde en grundlæggende kritik af velfærdsstaten, der var for socialistisk skåret til deres smag. Olsen gennemgår centrale skrifter fra 1970’erne, særligt fra Christophersen og Haarder, der alle forsøger at italesætte en ny liberalisme, der anerkender behøvet for en stærkere og mere intervenerende stat, end den klassiske liberalisme argumenterede for.

Ud over de ti artikler om neoliberalisme rummer nummeret også et interessant interview med den kinesiske intellektuelle, Wang Hui, samt en debat sektion om den nye feminisme, hvor tre kvinder reflekterer over den nuværende feminismekamp. De tre indlæg er velskrevne og kloge, men bidrager ikke med afgørende nyt. Til slut er der som altid en stor bunke anmeldelser, der kommer godt omkring i den righoldige, idéhistoriske litteratur.

Summa summarum er Slagmark igen på banen med et vedkommende nummer om en vigtig, politisk forståelse, som det er afgørende at kende for at kunne forstå vores politiske virkelighed den dag i dag.

Forrige anmeldelse
« Gaden – æstetisk, sprogligt,... «
Næste anmeldelse
» Nye horisonter »