Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




Løgstrup, Heidegger og nazismen / Hans Hauge / 357 sider
Multivers. ISBN 978-87-7917-463-4
Anmeldt 31/1 2017, 07:41 af Michael Agerbo Mørch

Indfalds-essayistik


Indfalds-essayistik

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

”Heideggers nazisme er mest af alt en nutidig opfindelse” (s. 109). Fremhævet i kursiv skriver Hans Hauge sin hovedtese om Heideggers mulige nazisme ud på denne måde i bogen Løgstrup, Heidegger og nazismen. Det tricky er de små ord ”mest af alt”. Igennem bogen skifter Hauge nemlig løbende position: (1) Heidegger var nazist, men hans filosofi var ikke. Han adskilte person og sag. (2) Heidegger var ikke så meget nazist, at det gjorde noget. (3) Heidegger var ikke nazist! Den pikante sag kan ikke siges at være afklaret efter endt læsning, men jeg er ærlig talt også usikker på, om det er intentionen.

Bogen er veloplagt på den klassiske haugianske vis. Der sprøjtes løs med lærde indfald og udlæg, og bogen har da også fået den hybride genrebetegnelse ”Biografier, diskussioner, erindringer, polemikker og anekdoter” på omslaget. Så er pladen vist fuld! Det glædelige er så, at det er mindre irriterende at læse, end man skulle tro. Engagementet smitter, og bogen bliver derfor en slags pageturner, på trods af dens manglende sammenhæng.

Et hovedproblem for bogen er dens manglende definitioner. Fx mangler der en afgrænsning af, hvad nazisme egentlig dækker. Så sent som på side 171 skriver Hauge: ”Hvad er nationalsocialisme? … jeg tror ikke, at jeg er i stand til at besvare spørgsmålet”. Men hvad diskuterer vi så?

Jo, vi diskuterer, om Heideggers tilslutning til det nazistiske parti også betød en sympati med dets ideologi. Vi diskuterer, om hans egen filosofi skal ses som beslægtet til dette partis ideologi, eller de skal holdes adskilt. Hauge mener, at Heidegger var ”begejstret” for Hitlers politiske vision i Mein Kampf, men at det ikke er et ”nazismebevis” (s. 333). Hm. Tilsyneladende mener Hauge, at Heidegger bør gå fri af historiens dom, fordi han ikke vidste, hvor det hele endte. Hvor mange kan man frikende med den logik?

Men når Hauge ikke mener, at Heidegger er nazist, hvorfor anklages han så for det? Det er et hovedanliggende for bogen at skyde på Heideggers modstandere. Der er to årsager ifølge Hauge: (1) Det er karrierefremmende at spotte Heidegger og kalde ham nazist. (2) Angrebene har den skjulte dagsorden, at den vil udrydde poststrukturalismen (som Hauge selv er sympatisk indstillet over for) fra universiteterne (s. 140).

Måske er det rigtigt begge dele, men ingen af delene frikender jo Heidegger. Forsvaret for Heidegger indtager adskillige forsvarspositioner på én gang, og måske er det den virkelige svaghed ved bogen; at den ikke følger sine egne argumenter til døren.

Den danske forbindelse
Udover Heidegger fylder danske teologer og filosoffer godt op i bogen. Årsagen er selvfølgelig, at Løgstrup i en årrække (1930-1935) studerede i Tyskland og blandt andet læste hos Heidegger. For Løgstrup var Heideggers filosofi stimulerende, og han var en væsentlig årsag til Heideggers udbredelse i Danmark, selvom Regin Prenter faktisk skrev de første introduktioner til Heidegger på dansk. For Hauge, der disputerede på en afhandling om Løgstrup, er det afgørende, at Løgstrup aldrig nævner Heideggers påståede nazisme. Enten fordi den ikke var der, eller fordi den var ubetydelig. Hauge anser det for at være et vidnesbyrd, som mange andre samtidige kan spejles ind i. Næsten ingen af Heideggers samtidige nævner hans veneration for nazismen.

For en dansk læser er de danske afsnit også skøn kulturhistorie, hvor Hauge deler ud af sine mange anekdoter fra et langt liv i akademia og sit store netværk blandt intellektuelle. Skikkelser som Løgstrup, Prenter, P.G. Lindhardt, Johannes Sløk, Peter Kemp, og så videre optræder løbende over siderne med interessante historier. Mange vil sikkert irritere sig over digressionerne, men jeg slugte dem begærligt.

Jeg kender ingen, der skriver som Hans Hauge. Vredt, springende, humoristisk, ironisk, indfølende. Alt muligt, ind og ud af hinanden. Ofte kaldes Løgstrups filosofi for ”indfalds-filosofi”, og man kan måske kalde Hauges stil for ”indfalds-essayistik”. Det kan man sagtens irritere sig over, men der er i mine øjne mere at glæde sig over.

Forrige anmeldelse
« Dansk Mediehistorie 4 - 1995-20... «
Næste anmeldelse
» Gaden – æstetisk, sprogligt,... »