Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




Novellen – Teori og analyse / Annemette Hejlsted / 184 sider
Samfundsliteratur. ISBN 978-87-593-2156-0
Anmeldt 9/1 2017, 08:29 af Birgitte Amalie Thorn

Novellen fra A til Å


Novellen fra A til Å

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Novellen opstod som litterær genre sammen med moderniteten og har gennem århundreder måttet lide den tort at blive anset for romanens ubetydelige lillebror. Siden 1990’erne er den oven i købet blevet erklæret død flere gange, endda af en tidligere rektor for Forfatterskolen i København, hvilken næsten virker helt ironisk. Men i 2013 blev den canadiske forfatter Alice Munro tildelt Nobelprisen i litteratur for et forfatterskab, der primært består i noveller, og dét indikerer muligvis en gryende anerkendelse af genren på verdensplan.

Med 2016-udgivelsen Novellen – Teori og analyse har Annemette Hejlsted begået et velovervejet værk. Bogens formål er at komme bredt omkring novellegenren fra dens oprindelse til i dag – noget, der selvsagt kræver overvejelser og prioriteringer – og Hejlsted redegør da også omhyggeligt for sine valg. Man fornemmer desuden, at der ligger en stor og forskningsbaseret viden bag værket. Hejlsted har i øvrigt flere lignende udgivelser bag sig.

Bogen er opbygget i kapitler, der kan læses som uafhængige enheder. Det første er en detaljeret gennemgang af de forskellige litteraturteorier og teoretikere, der gennem tiden har haft en tilknytning til novellen som genre. Eksempelvis citeres en forfatter som Ernest Hemingway og litteraturkritikeren Johan Ludvig Heiberg.

Dernæst følger et kapitel om novellens genrekarakteristika, hvor Hejlsted blandt andet bringer de velkendte begreber ’fabula’ og ’sjuzet’ i spil, ligesom hun argumenterer for, at fortællingen i enhver novelle grundlæggende drives frem af begær.

Andre kapitler i bogen omhandler eksempelvis novellesamlinger (måske det mindst interessante kapitel) og genrens udvikling historisk set. Særligt skal fremhæves kapitlet om nye novelleformer såsom sms-novellen; her fremstår bogen særdeles opdateret. I flere af kapitlerne inddrages konkrete noveller, både ældre og nye og danske og udenlandske, for at illustrere pointerne, hvilket fungerer godt.

Hejlsted angiver selv den primære målgruppe for Novellen som litteratur- og danskstuderende ved universitetet og på læreruddannelsen, og det giver god mening. Undertegnede er selv gymnasielærer i dansk, og jeg ville ikke anvende bogen til undervisning på STX-niveau – dertil er sproget, begrebsapparatet og den plads, som den teoretiske dimension her har fået, for svært tilgængelig. Dog kunne man godt forstille sig at bruge uddrag af bogen til en dygtig elev, der skal skrive studieretningsprojekt på 3.g-niveau.

Under alle omstændigheder er Novellen bestemt en god bog at få forstand af, og man kan som bekendt plukke de kapitler ud, man finder mest interessante.

Forrige anmeldelse
« MEN – Ytringsfrihedens histor... «
Næste anmeldelse
» Tv-serier »