Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




Moderne islam – lille idéhistorie / Philippe Provençal / 178 sider
U Press . ISBN 978-87-93060-47-0
Anmeldt 8/12 2016, 09:26 af Michael Agerbo Mørch

Den moderne Islams mangfoldighed


Den moderne Islams mangfoldighed

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Islam er en uhåndterlig størrelse. En kompleks historie med en bevægelig teologi krydret med et utal af polemiske indlæg båden inden for og uden for trossamfundet. Det er svært at få overblik, hvis man som menig iagttager vil orientere sig i et af tidens vigtigste emner. Derfor er det opløftende, at den arabiske filolog og videnskabshistoriker, Philippe Provençal, nu har udgivet en lille, fremragende sag: Moderne islam – lille idéhistorie.

Det fremragende skyldes tre ting. Først at bogen syntetiserer store mængder viden om islamisk teologi og historie på en kortfattet måde. Det gør klart nok ikke bogen unik, men det er nyttigt og stramt komponeret. Dernæst giver bogen et vigtigt begrebsapparat til islamisk teologi, både løbende i teksten men særligt gennem det sublime kapitel om ”Islamiske grundbegreber”. Det er meget nyttigt at have en leksikon-ordbog, der kan konsulteres, når man læser anden litteratur eller følger med i samfundsdebatten. Sidst men ikke mindst skyldes det, at bogen loyalt portrætterer en række centrale figurer fra islamisk historie, fx Djamâl ad-Dîn al-Afghânî og Muhammed ’Abduh, og tilmed citeres der udførligt fra deres epokegørende skrifter, hvilket for denne anmelder er et første bekendtskab med nogle interessante fortolkninger af islam.

Bogen er bygget op, så den starter ved begyndelsen, og i de første tre kapitler skildres den historiske, religiøse og politisk-kulturelle udvikling fra år 570 til ca. 1800. Denne fremstilling bygger på andre kilder og er mest baggrundsstof for de næste kapitler. Der er dog interessante dryp i kapitlerne, som for mig var nye indsigter. Bl.a. at islam har udpræget fortolkningsfrihed for sine troende: ”Alle troende kan og har ret til at udlægge religionen og dens grundskrifter, og de forskellige teser har kun en (altid relativt) normativ værdi, i den udstrækning folk følger dem” (s. 27). Det er ikke ligefrem det billede vi får tegnet i medierne, hvor islam er lig med stivnet dogmatik og rigid konfessionalisme.

Et andet dryp er en kort notits om korstogene. Provençal er ikke kristen, så det er ikke et selvforsvar, men han skriver: ”Korstogene (1096-1291) afstedkom kun begrænsede ødelæggelser og blev ikke betragtet som ret meget andet end en tragisk, men langtfra altødelæggende invasion af muslimerne selv” (s. 33). Igen er det en kraftig nuancering af det billede, undertegnede har med fra folkeskolen.

Kapitel 4-8 beskriver en side ved islam, som vi ikke kender så meget til i Danmark, nemlig den reformvenlige islam. Provençal deler den ind i to forløb, hvor vi først har reformismen og dernæst modernismen. Reformismen er kendetegnet ved, at ”selv om Europa er et forgangsland, så må fremskridtet ideologisk og religiøst være grundlagt og videreudviklet på egen kulturel basis” (s. 66). Det betyder, at moderne rationalitet blev opfattet som kompatibel med islam, ja, faktisk at islam kræver, at denne rationalisme inddrages i religionen (s. 96). Reformisterne ser det som afgørende, at udviklingen sker, men den skal ske i lyset af den kulturelle særegenhed, som islam besidder. Både al-Afghânî og ’Abduh skrev inden for reformismen.

Modernismen – eller liberalismen – gik nogle skridt videre end reformisterne. I 1900-tallet var der en stigende tendens blandt islamiske intellektuelle til at understrege, at islam skulle underordne sig fremskridtet. Der skulle altså ikke længere ske en kulturel transformation af fremskridtet, men af islam. En modernist var fx Muhammed Farid al-Wadjdî (1874-1954). En sammenligning med ’Abduh illustrerer forskellene: ”Hvor ’Abduh hævdede, at ægte civilisation er i overensstemmelse med ægte islam, sagde Wadjdî, at ægte islam er i overensstemmelse med ægte civilisation” (s. 104).

Disse to strømninger inden for islam er ofte underbelyste, og derfor fylder de godt op i Provençals bog. Men der er jo også andre strømninger, som anskuer og praktiserer islam anderledes. Derfor er der også dedikeret et kapitel i bogen til fundamentalismen, som siden 1928 – hvor Hassan al Bannâ’ startede De Muslimske Brødre – har været toneangivende.

Fundamentalismen er kendetegnet ved at være politisk og at hævde en tilbagevenden til oprindelig islam. Det ses i det wahhabistisk ledede Saudi-Arabien og i den teokratiske stat, Iran. Kendte træk som personlig, aktivistisk jihad, antiintellektualisme, gennemført sharia-lovgivning og skarp inddeling i rettroende og vantro er centrale i fundamentalismen, men – hvad Provençal viser – er, at disse træk er innovationer af ny dato inden for islam, formuleret af tænkere som al-Bannâ’, Sayyid Abû-l-A’la al-Mawdûdî (stiftede partiet Jama’at i islami) og Sayyid Qutb (ideolog for Det Muslimske Broderskab). Fundamentalisme er dermed ikke en tilbagevending til oprindelig islam.

Provençal skriver med stor viden og ekspertise og viser, at man sagtens kan skrive kortfattet om komplekse og aktuelle emner. Bogen er et forrygende værktøj til beskæftigelsen med en religion, der på alle måder er nærværende i dagens Danmark.

Forrige anmeldelse
« Det vi ved om professionelle l... «
Næste anmeldelse
» MEN – Ytringsfrihedens histor... »