Vi har ventet længe på denne bog! Tue Andersen Nexø, lektor i Litteraturvidenskab ved Københavns Universitet og kritiker ved Dagbladet Information, har skrevet sit bidrag til den danske samtidslitteratur. Den er længe ventet, for Nexø er én af rigets skarpeste læsere med en sleben pen og et uovertruffent overblik. Den korte dom er lykkeligvis, at det hele bliver udfoldet i bogen med titlen Vidnesbyrd fra velfærdsstaten.

Bogen er ambitiøs og fyldt med selvtillid. Nexø kan allerede i første sætning udbasunere: ”Den vigtigste tendens i de sidste tyve års danske litteratur er dens fremstilling af mennesket som et socialt væsen” (s. 7). I bestemt form og uden modifikationer – det er en fræk selvtillid at indlede et værk med, og måske er det næsten for koket, men jeg synes alligevel, det holder.

Faktisk gentages det næsten ordret, dog i forbindelse med en underkategori (stilistik): ”Den vigtigste, formelle tendens i dansk litteratur de sidste tyve år er opblomstringen af skønlitterære tekster, der markerer sig selv som andet og mere end fiktioner” (s. 101). Der er sikkert en del andre litterater, der mener, at den slags postulater er lidt hurtige og burde nuanceres, men bogen er jo trods alt ikke et videnskabeligt værk i gængs forstand, men et engageret indlæg i en on going beskæftigelse med samtidslitteraturen.

Nexø behandler samtidslitteraturen i fem kapitler, rammesat af en ”indgang” og en ”udgang”, der henholdsvis introducerer og perspektiverer. Kapitlerne er klassisk disponeret, således at der indledes med en teoretisk gennemgang af et begreb eller en idé, hvorefter det læses i lyset af konkrete forfatterskaber (som oftest enkeltværker). Det første kapitel, som tidligere har været trykt i det nu hedengangne tidsskrift KRITIK, handler om det, Nexø kalder ”scripts”: ”[værkerne] fokuserer på det sociale livs ’scripts’, dvs. de forestillede, passende eller bare meningsfulde handlinger og reaktioner, en given, typisk situation synes at lægge op til” (s. 13).

Med andre ord fokuseres der på det, der foregår mellem mennesker. Det være sig Lone Hørslevs digtsamling Ærgerligt, ærgerligt (2003), Helle Helles novelle ”Tirsdag nat” fra Biler og dyr (2000) eller Kristian Ditlev Jensens meget omtalte debut, Det bliver sagt (2001). Flere andre værker bliver også diskuteret, men særligt er det fornemt at få beskrevet, hvordan den nye sociale vending, adskiller sig fra den sociallitteratur, som blev skrevet i 70’erne. Den nye litteratur opsummerer Nexø således: ”I stedet for fremstiller værkerne konkrete scener, hvor luftige, velfærdsstatslige visioner for det velfungerende samfund og dets tilhørende borgere sander til, idet de skal virkeliggøres i en hverdagslig og konfliktfyldt mellemmenneskelighed” (s. 25).

Bogens andet kapitel tager fat i velfærdsideologiens centrale opfattelse om, at social lighed er et efterstræbelsesværdigt ideal. Hvordan det bliver besværliggjort eller endda umuliggjort i folks liv, fordi det ikke er så enkelt for individet at gøre sig fri af sin sociale baggrund, læses af bl.a. klassikeren Fodboldenglen (1979) af Hans-Jørgen Nielsen og nyere værker som Den der lyner (2001) af Ida Jessen og Rødby-Puttgarden (2005) af Helle Helle. Disse valg af forfatterskaber viser bogens gode litteraturtilgang.

Det er nemlig Nexøs eksplicitte vision at komme ud over den dikotomi, som litteraturdebatten de seneste årtier har skabt, hvor man sorterer værkerne efter, om de er ”brede” eller ”smalle”. Men det er egentlig uinteressant, fordi værkerne har en lang række fællestræk, som gør dem egnede til sammenstilling, og de bør derfor ikke begrænses til stilistiske analyser. Ida Jessen er fx en forfatter, der ikke altid har nydt kritikernes ros, men hun læses lødigt og grundigt af Nexø.

På trods af bogens præcise titel, så er der i egentlig forstand kun tre kapitler ud af fem, som omhandler velfærdsstaten. Det tredje kapitel handler om handicappedes sexliv sat i forhold til en velfærdsstat, som egentlig ønsker at imødekomme et behov, men som ofte alligevel forkramper. Grunden er det komplekse forhold, at ”vi her har at gøre med borgere, hvis legitime behov måske kun kan dækkes ved at krænke en anden borger” (s. 74). Problemet gennemgås via Pablo Llambias’ Et ukendt barn (2005), Lars Frosts Smukke biler efter krigen (2004) og Christian Jungersens Undtagelsen (2004). Jungersens bog er dog lidt kreativt anvendt, da den ikke handler om en handicappet, som må hjælpes af staten, men bl.a. om den gigtramte Malene, som selv klarer sine behov – i hvert fald for en tid (s. 92ff).