Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




Litterær reformation / Pil Dahlerup / 636 sider
U Press. ISBN 978-87-93060-01-2
Anmeldt 29/10 2016, 14:44 af Michael Agerbo Mørch

Herligt struttende skatkammer over reformationens æstetik


Herligt struttende skatkammer over reformationens æstetik

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Uden at prætendere at være ekspert på området, så har jeg da læst min portion af dansksproget litteratur om reformationen og én af dens hovedskikkelser, Martin Luther. Til gengæld er jeg endnu ikke stødt på noget, der ligner litteraten, Pil Dahlerups, seneste kæmpeværk, Litterær reformation. Bogen er et væsentligt bidrag i den omfangsrige reformationsforskning, som der de seneste mange år er blevet udført i Danmark. Den bidrager med originalitet og stor spændstighed og vil alene af den grund være oplagt læsestof for mange reformationselskere, når vi træder ind i jubilæumsåret næste år (i 2017 er det 500 år siden Martin Luther indledte reformationen).

På bagsiden omtales bogen som et litteraturstudium, hvor Luthers litterære kvaliteter skal undersøges, og det bliver de også med udførlig grundighed. Det bredes ud til hele den æstetiske palet, for også Luthers musiksyn, teatersyn, billedkunstsyn og natursyn inddrages og diskuteres.

Det er en kraftpræstation at skrive over 600 siders forskningslitteratur, og jeg føler faktisk også, at det er en præstation at læse dem – uden at det på nogen måder fælder en dom over værket i sig selv – men det er ubønhørligt at skulle anmelde et sådan værk, hvis man som anmelder mener, at man bør referere hovedindholdet, inden man diskuterer essensen. Så tillad mig at tage elementer ud, som jeg særligt finder værd at bringe frem i lyset.

Den litterære Luther
Bogens hovedkapitel er i en eller anden forstand det første kapitel ”Den litterære Luther”, hvor begrebsapparatet kommer på plads og Luthers forskellige skrifter diskuteres i lyset af genrespørgsmålet. Termerne ”fiktion”, ”figuration” og ”genre” beskrives, og Dahlerup sætter dem i perspektiv i forhold til Luthers værk: ”Pointen i bogen her er, at alle tre ting, æstetisk sprog, fiktion og figuration, kan forekomme i tekster, der ikke forstås som litteratur, f.eks. teologiske afhandlinger” (s. 22). Det giver Luther mulighed for at anvende en bred vifte af retoriske strategier i sine skrifter, som særligt kommer til udtryk i hans eksegetiske metode (bibeludlægning) og sin polemik.

Om eksegesen skriver Dahlerup lettere kontroversielt, at ”Luther tolker primært efter forskellige allegoriske metoder” (s. 289). Det er kontroversielt, fordi Luther historisk er blevet opfattet som en bogstavelig bibellæser, som ville finde sensus literalis (den bogstavelige mening – red.). Dette afviser Dahlerup. Allegori er en fagterm, der betyder, at ”en tekst … betyder noget andet, end der står på papiret” (s. 289). Det er i mine øjne rigtigt, at Luther anvendte allegori i sin bibelfortolkning, men i nogle af de mest centrale stridsspørgsmål insisterede han på en bogstavelig læsning. Særligt berømt er nadverstriden med Zwingli, hvor den latinske bibels ord ”hoc est corpus” (”Dette er [mit] legeme”), netop skulle tages konkret -bogstaveligt og ikke symbolsk.

Om polemikken så hjælper Dahlerup læseren meget på vej. Hun giver nogle skarpe og præcise inddelinger, så Luther kan siges at trække på ”dæmonisering”, ”animalisering”, ”seksualisering”, ”fækalisering”, ”fiktionalisering” og ”eksternalisering” (s. 555ff). Det anskueliggør hvor ordrig og kreativ Luther var, når han var i kamp med pennen som våben. Det er lidet sympatisk, men det polemiske indhold var allestedsnærværende i middelalderen, så i den forstand er det ikke overraskende.

Litterær reformation er dog ikke kun en bog om Luther, men i høj grad også om den danske reception og implementering af reformationen. Pil Dahlerup er interesseret i, hvordan Luthers litterære strategier blev inkorporeret i de danske reformatorers litterære virksomhed. Disse besad ikke samme sproglige originalitet som Luther, og de forsimplede ofte det teologiske indhold, enten af pædagogiske eller ideologiske grunde. Pil Dahlerup introducerer et større persongalleri, hvor en del er kendte skikkelser som Hans Tausen, Peder Palladius og Hans Thomissøn, men også mange for mig ukendte folk som Peder Tidemand og Christiern Pedersen, der åbenbart spillede betydelige roller for den litterære reformation.

Tro alene
Selvom Pil Dahlerup ikke er teolog men litteraturhistoriker, så navigerer hun hjemmevant i de teologiske diskussioner. Jeg har blot én kritisk bemærkning, som dog også er ret alvorlig. I kapitlet om Luthers polemik (”Æsel og kætter”) gennemgår Dahlerup den retoriske formel ”stråmand”. Her tillægger man sin modstander synspunkter, som vedkommende ikke har. Den dansk-katolske teolog, Poul Helgesen, blev anklaget for at lære ”frelse ved gerning alene”, modsat det reformatoriske ”frelse ved tro alene”, men Dahlerup mener, at det er en stråmand, fordi ”den rette holdning er for ham frelse gennem tro og ved gerning” (s. 565).

Det er selvfølgelig en fin præcisering, men den misforstår lidt, hvorfor reformatorerne var så markante. De forstod selv den mindste gerning som værende en røver, der fratog Kristus æren for frelsen, og derfor var selv én gerning fra mennesket nok til, at troen var udelukket. De trak særligt på et vers fra Paulus’ Romerbrev kap. 11, vers 6: ”Og er det ved nåde, er det ikke længere af gerninger; ellers ville nåden jo ikke længere være nåde”.

Til slut vil jeg nævne, at selvom Dahlerups litteraturliste er omfangsrig og frygtindgydende, så mangler der simpelthen nogle helt centrale skikkelser. Den ubetinget dygtigste og mest indflydelsesrige reformationshistoriker i Danmark i det 20. århundrede, Leif Grane, er slet ikke med. Det er en stor mangel. Desuden mangler kirkehistoriker Lars Vangslev og dennes ph.d.-afhandling, Res ipsa theologia, om bl.a. ”ars moriendi”, som ellers begrebet ellers omtales syv gange i bogen (særligt s. 510). Til slut undrer jeg mig over, at Dahlerup trækker så meget på Meir Sternbergs The Poetics of Biblical Narrative, men helt udelader et ligeså indflydelsesrigt værk om samme emne, nemlig Northryp Fryes The Great Code.

På trods af disse svipsere, så er mammutten Litterær reformation en bog, jeg kommer til at tilgå mange gange i årene fremover. Den er herligt struttende og kommer omkring det meste inden for sit felt. Og så er den en igangsætter, der stimulerer til videre studier. En flot gave til reformationsfans!

Forrige anmeldelse
« Danske læger under nazismen «
Næste anmeldelse
» Vidnesbyrd fra velfærdsstaten ... »