Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




Hvad er populisme? / Jan-Werner Müller / 170 sider
Informations Forlag . ISBN 9788775145331
Anmeldt 18/10 2016, 11:50 af Michael Agerbo Mørch

Populismen klædt af og klædt på


Populismen klædt af og klædt på

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Jan-Werner Müllers lille bog om populisme med den kateketiske titel Hvad er populisme? er en litterær begivenhed. Det voldsomme postulat skyldes, at vi efter femten år med en politisk offentlighed, der i højere og højere grad har inddraget termen ”populisme” i sit vokabular, har brug for at reflektere over, hvad udtrykket egentlig dækker over og ikke mindst hvem det er møntet på. Müller giver koncise bud på svar i sin pamflet, der byder sig til som et standardværk for almindeligt politisk interesserede.

Müller væsentligste definition på populisme lyder: ”Vi – og kun vi – repræsenterer folket” (s. 19 og 26). Hermed vil Müller afvise, at populisme er kendetegnet ved en bestemt retorisk strategi, en karismatisk leder, at man tilhører en bestemt socioøkonomisk gruppe eller lignende. Populisme er en moralsk ladet polarisering, en betoning af os og dem, hvor ”os” er ”folket” mens ”dem” oftest er en korrupt elite eller en udefrakommende (oftest indvandrere) trussel. Desuden viser definitionen, at populisme ikke afviser repræsentationen, som det ellers ofte er blevet hævdet i den politologiske litteratur. Den populistiske påstand er nemlig, at alene ”vi” repræsenterer det sande folk, hvorfor egentlig oppositionel konkurrence er suspekt eller direkte forkastelig. For hvem repræsenterer de andre?

Hermed er det også tydeliggjort, at Müller forstår populismen som antidemokratisk. Af to grunde, hvoraf den første er spidsfindig: et folk (demos) kan nemlig ikke defineres demokratisk: ”Den demokratiske beslutning om demos forudsætter, at man allerede ved, hvem der hører demos til – og netop det var jo problemet” (s. 98). Det er jo et problem, når man hævder at repræsentere det eneste, legitime folk. Sagt på en anden måde: ”Det demokratiske ’vi’ er ikke en kendsgerning, som man bare sådan kan konstatere, men en anstrengende proces, hvor tilhørsforholdet uafladeligt må genforhandles og tilkæmpes” (s. 23).

For det andet, er den selvfølgelig antidemokratisk fordi, at en populistisk påstand om, at man repræsenterer det sande folk i sin totalitet udelukker andres gyldige repræsentation. ”Populisme er altså ikke kun antielitær, den er også antipluralistisk” (s. 44). Det giver fx den komiske effekt, at når populistiske partier kræver folkeafstemninger om dit og dat, så er det ikke for at få en offentlig diskussion, hvor pluralistiske synspunkter høres og debatteres, men for at Folket blot skal bekræfte det, som populisterne jo allerede vidste i forvejen.

Det giver også det problem, som vi aktuelt ser udspille sig i den amerikanske valgkamp, at populister kun kan forklare uforståelige valgnederlag med elitens korrumpering af valget (ofte med hjælp fra medier og vestlige NGO’ere). Populisten har jo folket på sin side, så når dette folk angiveligt har valgt anderledes, må det skyldes fordækte forhold. Desuden vil et angreb på en populist altid være et angreb på noget andet og mere, igen folket. Som den ungarske premierminister, Viktor Orbán, engang sagde: et angreb på mig er egentlig et angreb på det ungarske folk.

Nu kunne man tro, at Müller blot var en elitær mørkelygte, der vil skygge over reelle kløfter mellem the Establishment og pøblen, men igen og igen giver han også konkrete udfordringer til de ledende skikkelser. Folkets frygt må tages seriøst, fx når det kommer til indvandring eller økonomisk stagnation; Enhver magtkritik kan ikke affejes som populisme uden en grundig debat; Vil man fastholde repræsentativt demokrati, må repræsentationen netop tilstræbes. Det giver teksten en basal troværdighed, der er helt afgørende, når et værk om populisme skal læses i vor tumultariske tider.

Når man læser Müllers fantastisk fine bog, så kan man vælge at svælge i mismod over en sløret politisk virkelighed, hvor klæg populisme vinder mere og mere indpas i en postfaktuel offentlighed. Men Müllers analytiske kraft og præcision er også bakket op af en optimisme og en tro på den offentlige samtales muligheder. Lad mig derfor slutte med et citat, der dermed også er en opmuntring til fortsat samtale – også med populister: ”Spørgsmålet er, om det trods alt ikke er muligt inden for rammerne af den demokratiske debat at få populisterne til at afstå fra deres påstand om eksklusivrepræsentation eller endog helt lade den fare” (s. 100). Man tør jo håbe!

Forrige anmeldelse
« Fra Luther til konkurrencestate... «
Næste anmeldelse
» Den blå ild. Ensomhedens læng... »