Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




På grænsen – et teologisk portræt af Theodor Jørgensen / Lars Sandbeck / 126 sider
Eksistensen. ISBN 978-87-410-0101-2
Anmeldt 26/9 2016, 14:07 af Michael Agerbo Mørch

Theo, min theo


Theo, min theo

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Lars Sandbecks lille bog om Theodor Jørgensen er ganske unik i dansk sammenhæng. Jeg kender ikke til nogen andre bøger, der på den måde fletter biografi, interview og teologisk essayistik sammen.

Resultatet er overraskende godt, lad det være sagt med det samme. Sandbeck skriver nemlig infamt godt, og den sproglige nerve og præcision er én af bogens helt store styrker. Bogen er blevet til på opfordring fra to af Sandbecks tidligere kolleger ved Det teologiske fakultet i København, Hans Raun Iversen og Niels Henrik Gregersen. Hvad bogen ikke angiver, er hvad Iversen og Gregersen har haft af begrundelse for portrættet. Er Jørgensen aktuel med noget? (nej) Har han jubilæum? (nej) Eller noget tredje? Bogen ser ud til at være et lystværk, hvor tre teologer hylder en fælles mentor og ven, med det håb at alle vi andre så vil dele denne interesse. Det er nok bogens slagside. Den er en anelse for jovial til mig, når Sandbeck insisterer på at kalde Jørgensen for ”Theo”. Intimiteten fra deres mange samtaler i Theodor Jørgensens hjem forsøges overflyttet til bogsiderne, men for os, der aldrig har mødt Jørgensen, bliver det for koket.

Bogen blander som sagt genrerne, men nerven er de teologiske udredninger af Jørgensens teologi. Sønderjyden, der kom til København og blev dogmatikprofessor i 30 år, er en central figur i nyere dansk teologi – selvom jeg selv som teologistuderende på KU efter Jørgensens pension ikke har oplevet de epigoner, udgivelsen måske lover, der findes.

Bogen gennemgår i seks kapitler forskellige aspekter af teologien, såsom dogmatikkens opgave og begrænsning, skabelse, opstandelse, gudbilledligheden, kirken, islam, seksualitet og inkarnation. Hvis det antyder, at Jørgensen var mangfoldig i sit virke, så er det korrekt. Han skrev om det meste, som oftest i artikler, hvor en hvilken som helst genstand inden for dogmatikken – og dens randområder – kunne tages under kyndig behandling.

Bogen viser, at både Jørgensen og Sandbeck abonnerer på en kristendomsforståelse, som afviser det ortodokse og fastlåste. De vil have åbenhed og diversitet i teologien. Som Jørgensen programmatisk fastslår ”Bekendelserne er ikke facitlister og kan heller aldrig være det” (14). Det skyldes blandt andet, at sandheden er ”et relationelt begreb” (71) og at teologien skal begynde ”med erfaringen” (83). For mig at se får det bogen igennem den spøjse konsekvens, at Jørgensen afviser faste positioner og læresætninger, men alligevel selv udtaler sig autoritativt om ganske afgørende teologiske spørgsmål. Man kan give ”en falsk tale om Gud” (91), men åbenheden er ellers nærmest uden grænser. Et eksempel fra en samtale om religionsteologi: ”For mig er to ting grundlæggende for religionsteologien: Kristus er større end kristendommen, og ethvert menneske er som skabt i Guds billede født med en Kristus-signatur, hvad enten vedkommende er kristen eller ej” (85). Den sidste sætning er jo meget dogmatisk og omsiggribende, men hvad der gør den ortodoks (!) og forpligtende (!), kan jeg ikke se.

Bogen lider her under det klassiske problem, at de tolerante kun er tolerante over for de tolerante. De intolerante må til gengæld trynes. I denne bog går det ud over de bibeltro, tidehvervskristne, Indre Mission, og andre på den kirkefløj. Ingen tvivl om, at både Jørgensen og Sandbeck mener deres positioner og har velbegrundede argumenter, men de har også på forhånd lukket en større gruppe af præster og teologer uden for samtalen.

Måske et lille OBS. fra kapellet: Så vidt jeg kan se, er bogen ikke kun et portræt af Jørgensen, men også et partsindlæg fra Sandbeck. Mange af sidstnævntes kæpheste får replikker med på vejen: han kommenterer diskussionen om opstandelsen, hvor Sandbeck og hans far har bidraget med en vigtig bog (Kristi opstandelse fra 2015); han kritiserer sin gamle kollega, Jakob Wolfs, gudsbillede; seksualitetens plasticitet, osv. Det eneste sted jeg kan se, hvor Jørgensen og Sandbeck er mærkbart uenige, er omkring Guds almagt. Så på en implicit måde bliver bogen også et stilbillede af Lars Sandbecks teologi, hvilket ikke gør mig noget, men som alligevel virker lidt påtrængende. Vi kender efterhånden Sandbecks synspunkter, så det er overflødigt at trække dem frem igen i denne sammenhæng.

På grænsen er en spændende bog, der når vidt omkring. På trods af, at jeg selv er teologisk uenig i næsten alle udsagn i bogen (!), så har jeg lært ganske meget af læsningen. Det er jo selvsagt et kompliment, hvilket ikke mindst skyldes Jørgensens tankeklarhed og Sandbecks velskrevne prosa. Bogen kan også læses som et nedslag i de sidste fyrre års teologiske diskussioner i Danmark, og på den måde giver bogen er flot overblik.

Forrige anmeldelse
« Ståsteder. 10 gamle ideer til ... «
Næste anmeldelse
» Peter Cossins: Alpe d’Huez. C... »