Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




Den nye klassekamp / Slavoj Zizek / 128 sider
Informations Forlag. ISBN 978-87-7514-5300
Anmeldt 1/9 2016, 09:51 af Michael Agerbo Mørch

Ingen fred under kapitalismen


Ingen fred under kapitalismen

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

En bog med undertitlen ”De sande årsager til flugt og terror” tager næsten pusten fra mig, inden jeg påbegynder læsningen. Kan det virkelig være rigtigt, at vi skal trækkes igennem en ensidig analyse af dette komplekse fænomen, som enøjet afviser alle andre forsøg på at analyse situationen? Havde bogen haft en anden forfatter end den slovenske partisan-filosof, Slavoj Zizek, er det næppe sandsynligt, at jeg havde ofret de nødvendige minutter på af komme igennem pamfletten. Til gengæld ved man jo, at Zizek i det mindste er morsom, og dét er en kvalitet, også når han puster sig op og rent faktisk mener noget.

For det er det mest interessante ved bogen. Zizek vil noget denne gang. Oftest er han på distance, spænende gennem moradset af forviklinger i det moderne samfund. Med sit kartotek fra åndshistorien, som primært tæller Marx, Hegel og Lacan, kan enhver begivenhed, stor som lille, vendes og drejes med filosofiske og psykoanalytiske begreber. Men i Den nye klassekamp – som er den lidt sløje, danske oversættelse af originaltitlen Against the Double Blackmail – er pennen dyppet i vitriol, og modstanden bliver udtalt. Nu gider Slavoj ikke finde sig i kapitalismens maskespil længere. Den lover vækst og velfærd, frihed og fordragelighed til alle, men den er den skjulte motor, der holder tusindvis i fattigdom, regulerer spirende økonomier, så de går i stå og fremmer generelt de mekanismer, som den postulerer af afvæbne. Det er bogens ærkemarxistiske tese: de sande årsager til flugt og terror er kapitalismen.

Formålet med bogen er således både at udpege årsager og angive en løsning: ”Flygtningestrømmen er den pris, som menneskeheden i dag må betale for den globale økonomi” (s. 111). Løsningen er her, at vi må gentænke hele vores universelle samfundsmodel, som er fedtet ind i kapitalismen fra inderst til yderst. I stedet må sand solidaritet med fattige, undertrykte og klimaet sættes i førersædet.

En længere passus viser en bemærkelsesværdigt offensiv og eksplicit Zizek: ”Mens den globale kapitalismes dødvande bliver stadig mere håndgribelig, er alle forestillinger om en demokratisk mængdes græsrodsændringer ´nedefra´ dømt til at mislykkes, og dermed bliver den eneste måde, hvorpå den globale kapitalismes onde cirkel kan brydes, gennem en slags ´militarisering´, som er et andet navn for suspensionen af den selvregulerende økonomis magt” (s. 107). På side 114 kommer det så, ydmygt snigende som spørgsmål: ”Måske skulle vi genopfinde kommunismen?”.

Løsningen er i hvert fald ikke den fundamentalistiske, militante religiøse modstand (terror), selvom den kan iklæde sig antikapitalistiske gevandter (fx IS og Boko Haram). For ifølge Zizek er der intet frigørende ved denne type vold. Den er forklædt som religiøs modstand, men er de undertryktes skrig. Derfor er det marxisme, vi behøver, ikke religion. Den centrale, venstreorienterede tese i bogen er derfor, er årsagen strukturelt skyldes kapitalismen, men det moralske ansvar bæres af os vesterlændinge (49).

Nogle steder skriver Zizek, at et oprør må komme indefra, da vi fundamentalt set ikke kan identificere os med den fremmede (fx de sorte). Andre steder skriver han som sagt, at vi må skabe mulighedsbetingelserne for forandring, fordi vi står som de bemidlede. Selvom det er inkonsistent, så kan man også læse det som et tosidet angreb, der vil mere end bare pege fingre: nu skal der handles, jf. den knyttede næve, der pryder bogens kampklare omslag.

Zizek er skøn at læse, også selvom han af og til bliver lidt storskrydende. Det er vedkommende, at han præsenterer reelle løsningsforslag, selvom de måske kan antage utopiske karakterer. For Zizek vil det formentlig være et kompliment.

Forrige anmeldelse
« Sydslesvig - steder og menneske... «
Næste anmeldelse
» Luther – et bekymringsfrit hj... »