Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




Show-Bix & Per Højholts mediebevidste praksis / Morten Søndergaard / 223 sider
Museum Tusculanums Forlag. ISBN 978-87-635-4074-2
Anmeldt 14/7 2016, 16:13 af Michael Agerbo Mørch

En visionær showmans eksperimentelle forlystelser


En visionær showmans eksperimentelle forlystelser

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Per Højholt var en af de få avantgardistiske lyrikere, som brød igennem på folkeligt niveau. Med Gitte-monologerne blev den fiktive husmors kommentarer til alskens emner pludseligt litterært gods for en samlet generation af radiolyttere. Højholts skarpe pen og lune humor klikkede med denne satire, som både var polemisk og elementært hyggelig.

Med lektor i interaktiv mediekunst ved AAU, Morten Søndergaards fine bog om Højholts mediebevidste praksis får vi som læsere et glimrende indblik i processen frem mod Gitte-monologerne. Ikke at monologerne fremstilles som det ultimative litterære højdepunkt eller som kulminationen på en bestemt praksis, men fordi de tanker, der lå bag monologerne, var blevet eksperimenteret frem gennem visionære shows med kunstnergruppen Show-Bix.

Denne gruppe bestod af Per Højholt samt billedkunstneren Poul Ib Henriksen og komponisten Gunner Møller Pedersen. Rundt omkring i det danske land optrådte de på skoler og i forsamlingshuse med en række originale shows, der udvidede danskernes forestilling om en forestillings muligheder. Selvom gruppen kun eksisterede fra 1968-1971, så satte de sig afgørende spor i Højholts æstetiske tænkning – og det er netop denne påvirkning, Søndergaard undersøger.

Det kringlede ved bogens projekt, som Søndergaard så fint påpeger i indledningen, er, at Højholts tanke med Show-Bix var, at et show kun varer så længe, det varer. Der er ikke noget produkt, ingen efterladenskaber. Det lever kun i nuet. Men hvordan undersøger man så en genstand, som ikke længere er? Søndergaard skaber derfor begrebet ”mediebevidsthedens praksis”, som er en neologisme, der dækker over ”metode”. Show-Bix’ praksis er ikke at lave repræsentationer af virkeligheden, men nærmest det modsatte: ”Højholts praksis er ikke en repræsentation, men en undersøgelse, en udforskning, af eksisterende ontologier” (s. 15).

Til at undersøge den flygtige mediebevidste praksis anvender Søndergaard den afdøde tjekkiske teoretiker, Vilém Flussers, begreber om ”ontologi”, ”deontologi” og ”metodologi”. Flusser lægger sit egen særegne – men højst originale – indhold i disse termer. Ontologien undersøger den eksisterende verden, mens deontologien undersøger, hvordan verden kunne se ud. Metodologien undersøger, hvordan man konkret kan ændre verden. Da Højholt ikke er sønderligt interesseret i ontologien, bliver det interessante for Søndergaard, hvordan Højholt iscenesætter det deontologiske og metodologiske potentiale i kunsten.

Det lyder alt sammen meget teoretisk, og bogen er også en højpandet slikkepind til Højholt-aficionados. Den er også mere. Den er nemlig ligeledes plain dokumentation af Show-Bix’ arbejder med masser af affotograferet materiale, som Søndergaard er kommet i besiddelse af via arkiver og venlige udlån fra nogle af gruppens medlemmer. Samtidig gennemgås flere TV-interviews, hvor Show-Bix sammen formulerer sin vision og idé, og de forskellige ”stykker” – som de kaldes – gennemgås akkompagneret af fotos fra forestillingerne. Stykkerne Tumlingen, March på stedet, Et kvarter og Omringning udgjorde kernen i Show-Bix’ show. Senere tilføjedes den skøre opera Noget, som blev kaldt ”en filosofisk afhandling forklædt som farce” (1971). Undersøgelsen af disse stykker er grundig og informativ, og der er virkelig meget at hente. Denne bruges hele tiden som springbræt til bogens egentlig hensigt: at følge Højholts æstetiske tænknings udvikling.

Bogen har tre dele, hvor den anden og tredje del fokuserer mere snævert på Højholts æstetik. Her vises det, hvordan det mediebevidste praksis, som er blevet eksperimenteret frem i Show-Bix’ arbejder artikuleres i Højholts teoretiske værker Cezannes metode (1967) og Intethedens grimasser (1971). Søndergaard påpeger dette overlap ved at skrive: ”Show-Bix og Højholts Show er på flere måder en ’højtlæsning’ af Intethedens grimasser” (s. 130). Højholt ville noget med sin kunst. Han ville af ud af den modernistiske spændetrøje, og han ville etablere nye praksisformer, som kunne føre kunsten ind i nyt land. Både igennem sin lyrik, sine shows og sine teoretiske overvejelser arbejdede han på sin vision. Han var en showman, der visionært eksperimenterede for sin egen og sit publikums skyld. For at kunne det måtte kunsten indoptage et hverdagssprog, som føres fuldgyldigt ud i de før omtalte monologer. Derfor topper den mediebevidste praksis i Gittes monologer, hvor Højholts forberedende arbejder kulminerer.

Morten Søndergaard har begået en vedkommende, interessant og læsevenlig introduktion til en niche af dansk kunsthistorie, som dog har sat sig mange spor. Det er redeligt arkivarbejde, seriøst bogholderi, men også simpel kærlighed, der gør bogen til behageligt selskab. Både for nørder, fans og alment interesserede er der guf at hente.

Forrige anmeldelse
« The Secret of the Highly Creati... «
Næste anmeldelse
» Lars von Triers fornyelse af fi... »