Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




At undres ved livets afslutning. / Finn Thorbjørn Hansen / 339 sider
Akademisk Forlag . ISBN
Anmeldt 26/6 2016, 11:40 af Lars Ole Bonde

Undren, nærvær og dialog i dødens skygge


Undren, nærvær og dialog i dødens skygge

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Der er for tiden gang i en meget nødvendig debat om kommunikationen i sundhedsvæsenet. Ikke mindst ”den svære samtale” er til diskussion: Hvordan bliver læger, sygeplejersker og andre ”omsorgsprofessionelle” bedre til at tale om døden med patienter og pårørende? Skal åndelig omsorg overlades til præsterne, angsten og de eksistentielle kriser til psykologerne og (musik)terapeuterne? Hvordan skabes der et miljø, hvor ikke kun biologisk-fysiske, men også psykiske-eksistentielle, sociale og åndelige behov hos alvorligt syge og døende patienter (og deres pårørende) kan mødes med respekt, nysgerrighed og åbenhed? Det er nogle af spørgsmålene i AAU-professor Finn Thorbjørn Hansens (FTH) nye bog.

Bogens kernebegreb er ”undren”, og bogen er – udover omfattende litteraturstudier – bygget på et flerårigt forskningsprojekt, som forfatteren har gennemført på Anker Fjord Hospice, som for mange nok er kendt gennem DR-journalisten Anders Aggers TV-serie Sømanden og Juristen – historier fra et hospice. Data fra workshops, observationer, essays af og interviews med medarbejdere udgør projektets materiale. Der præsenteres relevant teori, og i bogens fem dele begrunder og udvikler forfatteren sit budskab: at ”filosofiske undringssamtaler” mellem patienter og pårørende på den ene side, omsorgsprofessionelle (sygeplejersker, præster, psykologer, læger, musikterapeuter) på den anden side kan bidrage til at ”udvikle et nyt fagsprog, der bedre rummer de oplevelser og den længsel efter nærvær og mening, de møder på hospice og palliative afdelinger på hospitaler og plejehjem” (bogens bagside).

I bogens 1. Del ”Hvad er eksistentiel og åndelig omsorg i palliativt arbejde?” præsenteres og diskuteres forskellige relevante definitioner og positioner, og forfatteren formulerer sit syn på vanskeligheder og muligheder for forskning inden for området. I 2. Del ”Tre samtalerum på grænsen til det filosofiske” præsenteres det æstetiske og filosofiske rum som en tredje vej til omsorgsdialog - midt mellem og supplerende en psykologisk og en teologisk vej. I 3. Del ”Den filosofiske undringssamtale” er ”undren” grundlaget for filosofi som praksis i eksistentiel og åndelig omsorg. 4. Del præsenterer design, metoder og data fra forskningsprojektet på Anker Fjord Hospice: et ”Kundskabs- og undringsværksted” for medarbejderne, otte essays skrevet af medarbejdere og et interviewbaseret afsnit om at udvikle en sokratisk samtalekultur i praksis. Den afsluttende 5. Del opsummerer hovedpointer i ”den tredje vej”, og det filosofisk-æstetisk samtalerum træder i karakter.

I dødens nærvær
Det er en usædvanlig og usædvanligt vellykket bog, synes jeg. Min egen baggrund er mange års interesse for ”humanistisk palliation” (jf. bogen af samme navn fra 2011, red. Karen Marie Dalgaard & Michael Hviid Jacobsen) og forskning i musikterapi på hospice – samt en mere generel interesse for sundhedskommunikation. FTH går med sit forskningsprojekt og med bogen direkte til kernen af problemet: I vores sen- eller postmoderne samfund er de fleste mennesker bange for døden (og livstruende sygdom), og vi ved ikke hvordan vi skal tale om den.

At mange døende og pårørende har det sådan i dagens Danmark er ikke så overraskende. At ”omsorgsprofessionelle” kæmper med lignende problemer er desværre heller ikke så mærkeligt. Man kan snarere undre sig over, at der bliver gjort så lidt – gennem uddannelse og efteruddannelse – for at klæde de omsorgsprofessionelle bedre på til at klare denne vigtige og uundgåelige opgave. FTHs bog er speciel ved at lægge mindre vægt på at dokumentere og kortlægge problemet end på at pege på mulige veje ud af miseren.

Undren, tvivl og sanseligt samvær
Bogen har flere anliggender, bl.a. vil den bidrage til at ”finde en ny sproglighed” i den sundhedsfaglige omgang med eksistentielle og åndelige behov (s. 15), dels vil den klargøre den grundlæggende forskel på ”undren” og ”tvivlen”, som er afgørende at kende, når man skal vælge indstilling til en vanskelig samtale. I den forbindelse er kendskabet til – og beherskelsen af - ”sanselige væremåder” i de konkrete mødeøjeblikke af afgørende betydning (s. 22). Forskningsprojektets overordnede spørgsmål sammenfatter disse elementer på følgende måde:

(Hvordan kan) en filosofisk og undringsbaseret vejlednings- og samtaleform styrke et hospicepersonales eller palliativt teams evne og parathed til at ’stå i det åbne’ i de særlige øjeblikke, samtaler og samvær, hvor spørgsmål og temaer af mere eksistentiel og åndelig karakter dukker op? Og vil det kunne fremme deres dømmekraft i forhold til at give eksistentiel og åndelig omsorg? (s. 26)

Forskningsspørgsmålene – og undersøgelsen – kunne godt have været relateret til nogle af mere overordnede bestræbelser, der findes i det danske sundhedsvæsens stræben efter et mere patient-centreret og helhedsorienteret behandlingsperspektiv, fx Sundhedsstyrelsens model af et helhedsperspektiv fra 2012, som faktisk eksplicit inkluderer en eksistentiel/spirituel dimension. Også den i Europa meget udbredte Cambridge-Calgary guide til god kommunikation i sundhedsvæsenet kunne have været inddraget. Det gør FTH ikke, men til gengæld knytter han an til det meget vigtige arbejde, der ’på gulvet’ foregår med at inkludere eksistentielle samtaler og åndelig omsorg i den palliative indsats, nemlig i Dansk Multidisciplinær Cancer Gruppe for Palliativ Indsats (DMCG-PAL).

Langsom læsning
Bogen skal læses langsomt. Ikke kun fordi forfatteren løbende lægger op til at læseren selv skal undre sig og medflektere. Heller ikke fordi de mere filosofiske og videnskabsteoretiske afsnit er dybtgående og derfor ganske krævende. Men mest fordi bogen lever op til sit eget program om at aktivere både sanser og tanker, både fornuft og følelse. Ikke mindst afsnittet med de otte essays skrevet af hospice-medarbejdere kræver god tid. Men det lønner sig, for det er både meget rørende og tankevækkende beretninger om afgørende situationer i arbejdet og samværet med døende og deres pårørende – situationer, der ikke kunne ’tackles’ eller styres med professionel distance, men som krævede den professionelles åbenhed og undrende nærvær.

Teksterne, som alle tager udgangspunkt i en sådan mættet situation, er blevet til over lang tid og afspejler de fem momenter eller metaforiske ’rum’, som det såkaldte ”Kundskabs- og undringsværksted” fører deltagerne igennem: Det fænomenologiske mørkekammer, Det hermeneutiske lønkammer, Katedralen, Hjertekammeret og Gerningsstedet. Forfatteren ledede selv den første gruppe, men overlod derefter styringen af næste gruppe til deltagerne i den første.

Forskning på erfaringens inderside – og hvad deraf følger
Bogen er således resultatet af ægte, inspirerende aktionsforskning, som gør deltagerne til medforskere i undersøgelsen af et fænomen eller problem som er knyttet til deres egen fagligt-professionelle virkelighed – i bogen ofte udtrykt som udfordringen ved ’at stå i det åbne’. Kundskabs- og undringsværkstedet (kort beskrevet ovenfor) er kernen i forskningsmetoden, fordi den gør det muligt at ”komme i dialog med ’det eksistentielle’ og ’det åndelige’”. Både deltagerne og forskerne ”bringes ind i en særlig form for åbenhed og modtagelighed for ’fænomenets Du’ eller Sagen selv, som henholdsvis Buber og Gadamer ville sige det.” (s. 235). Forfatteren kalder det også en praxis-ontologisk forskning, fordi den ikke undersøger det eksistentielle og åndelige udefra, men indefra. De otte essays er smukke eksempler på ’data’, som nok ikke kunne være fremkommet på andre måder; på indsigter som det næppe ville have været muligt for deltagerne (og forskeren) at nå frem til udelukkende på grundlag af observationer og interviews. Essensen af disse indsigtsfulde og –givende essays sammenfattes i fire kendetegn: (1) erfaringen af det transcendente, (2) den eksistentielle dannelsesproces, (3) det eksistentielle mod og (4) det stemte sprog.

Det løgstrupske begreb om ’stemthed’ er et ledemotiv i bogen. Sindet skal ’stemmes’, næsten som et musikinstrument, for at kunne svinge og spille med i den mellemmenneskelige ’musik’, og sproget i dialoger og refleksioner farves af disse stemninger og denne stemthed. Ikke kun i de otte essays, men også i mange andre dele af materialet er man som læser langt fra forskningens traditionelle tredjepersons perspektiv med en tilsvarende akademisk-analytisk ’rapporterende’ sproglighed, som altid bevarer en kølig distance til fænomenerne og kilderne. I stedet møder vi søgende og eftertænksomme formuleringer i et stemt førstepersonsperspektiv, ofte sanseligt, billedrigt og metaforisk, somme tider lyrisk og kreativt, men altid levende og personligt.

Aktionsforskningsprojektet munder ud i ”en sokratisk samtalekultur i praksis”, også kaldet ”Anker Fjord-modellen”, som foldes ud i kap. 9 på baggrund af kvalitative interviews med personale og ledelse. Disse i alt 13 interviews fandt sted som afslutning på den tidligere omtalte ”undringsværkstedsproces”, nogle som individuelle andre som gruppeinterviews. Interviewguiden præsenteres (s. 242), og i den sokratiske ’interview-dialog’ blev der lagt vægt på at afklare, hvordan det er muligt at kvalificere den eksistentielle samtale i det daglige arbejde på hospice. Analysen af interviewene afdækker seks fokuspunkter: (1) langsomhed, stilhed og lytten til ordene, (2) leg og humor, (3) mod og mental robusthed, (4) fællesskab, følgeskab og venskab, (5) kærlighed og transcendens, (6) ydmyghed og filosofisk selvbesindelse. Det vil føre for vidt at gå nærmere ind de 6 temaer, men analysen hænger vældig godt sammen med den allerede omtalte essens af de otte essays, og dermed indkredses også kernen i det ”filosofisk-dialogiske nærvær”, som er målet med hele aktionsforskningsprojektet.

”Anker Fjord-modellen” for filosofiske undringssamtaler blev efter forskningsprojektets afslutning indført som regelmæssig aktivitet, altså som en fast bestanddel af arbejdstiden. Samtalerne varer en time og består typisk af et 5 minutters ’gearskifte’ (fx via musiklytning), 15 minutters ”fænomenologisk moment” med refleksion over et udvalgt begreb af relevans for dagligdagen på hospice, 25 minutters ”hermeneutisk moment”, hvor refleksionerne vendes i fælles undren, 10 minutters ”phronetisk moment”, hvor indtryk og erfaringer vendes mod dagligdagens praksis, og til slut 5 minutters evaluering. Formen er fleksibel og under stadig revision, bl.a. for at kunne involvere nye medarbejdere og alle personalegrupper, men den bærer erfaringerne fra forskningsprojektet videre i hverdagen på hospice. Også andre filosofiske aktiviteter har fundet vej til hverdagen på Anker Fjord.

Perspektivet bredes yderligere ud i det afsluttende kap. 10, hvor 12 ”bygningselementer i den sokratiske samtalekultur” identificeres og beskrives - som ’pejlemærker’ knyttet til de syv sokratiske dyder: kærlighed, tavshed, ydmyghed, humor, mod, disciplin og venskab. Det konstateres undervejs bl.a., at ”det filosofisk-dialogiske nærvær kræver et grundlæggende holdningsskifte, en aflæring og en dannelse hos den palliative medarbejder, der blødgør de faste begreber, meninger og værdier, der omgiver vores professionelle tilgang og vores hverdagsblik.” (s. 308). Kapitlet indeholder heldigvis også praktiske forslag og anbefalinger, der kan lette et sådant holdningsskifte – til gavn for såvel personale, patienter og pårørende.

Den faglige referenceramme
Forfatteren er overordentlig belæst i den filosofiske litteratur, her med særlig vægt på den fænomenologisk-hermeneutiske og den eksistentialistiske tradition. Det er en fornøjelse at opleve, hvordan filosofiens sværvægtere, fra Sokrates over Kierkegaard til Heidegger, Løgstrup, Sartre og Gabriel Marcel, bringes i spil, når det er relevant, og FTHs skelnen mellem eksistentialistisk og eksistentiel filosofi er et vigtigt element i teorien. I forhold til den palliative faglitteratur undrer jeg mig over, at der stort set ikke refereres til den tidligere nævnte antologi om Humanistisk palliation (kun filosoffen Mogens Pahuus’ kapitel er med som reference), da denne bog indeholder mange indsigter, som kunne have været relevante også i denne kontekst. Jeg undrer mig også over, at der slet ikke er referencer til den stærke norske palliative tradition, som med bøger af Stein Kaasa (bl.a. den første nordiske lærebog i palliation) og med tidsskriftet Omsorg (Nordisk tidsskrift for palliativ medicin) berører de samme temaer, men ofte på andre måder, som sagtens kunne være relevante i bogens sammenhæng.

Endelig undrer jeg mig over, at forfatteren lægger så stor vægt på skønhedsdimensionen i kunsten, altså muligheden for gennem kunsten at opleve nærmest perfekt harmoni og balance – uden samtidig at pege på kunstens særegne evne til at forurolige, forstyrre og forbavse, elementer der netop fremhæves som vigtige elementer i ægte undren – og som harmonerer godt med begrebet ”den totale smerte”, der blev formuleret af hospice-pionéren Cicely Saunders. Smerten skal ikke ’fjernes’, men mødes, spejles, rummes og – måske – ophæves . Den stærke (trøstende og forløsende) oplevelse af skønhed i kunsten indtræder således ofte efter en periode af anfægtelse og uro. Dette kan særligt de tidsbårne kunstarter - litteraturen, dramaet og musikken – gestalte i organiske forløb. Måske er kunstens særlige evne til at fylde dødsprocessen med mening forbundet med netop denne særegne dobbelthed af smerte og skønhed.

En bog for både lærd og læg
Bogens målgruppe er ”professionelle inden for palliativ omsorg på hospice, i patientrådgivning, Kræftens Bekæmpelse m.fl. og til studerende indenfor sygepleje, psykologi, teologi og filosofi” (bagsiden). Men bogen kan også læses med stor udbytte af forskere med interesse i kvalitative metoder og aktionsforskning, og af mennesker med mere almen interesse i sundhedskommunikation, dialog, omsorg og ’den svære samtale’. Er det i grunden ikke de fleste af os?

Forrige anmeldelse
« The Oxford Handbook of Martin L... «
Næste anmeldelse
» Film skal ses i engelsk »