Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




Amerikansk avantgardefilm. Fra surrealisme til poesi og politik / Lars Movin / 697 sider
Informations Forlag 2016 . ISBN 978-87-7514-1302
Anmeldt 26/5 2016, 08:36 af Michael Agerbo Mørch

Jeg har intet at sige, og jeg siger det, og det er poesi


Jeg har intet at sige, og jeg siger det, og det er poesi

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Overskriften er et citat af John Cage, og Lars Movin gengiver det på side 566 i sit nye magnum opus, Amerikansk avantgardefilm. Selvom bogen slet ikke handler om John Cage, så er citatet rammende. For den amerikanske avantgardefilm, som Movin så grundigt og ihærdigt kortlægger, er lidt spidsformuleret en artikulation af intet. Ikke i den forstand, at filmene ikke handler om noget. Det gør de bestemt. De handler bare sjældent om én ting, men er betydningsmættede portrætter af det intet, som kunstneren kan opleve at skulle bearbejde som noget materielt. Det positioneringer og spejlinger af flygtig identitet, progressiv politisk kamp forklædt som kryptiske tableauer.

Det er svært ikke at blive imponeret over Lars Movin, der endnu engang beriger os med et omfattende værk om amerikansk kulturhistorie, som ikke kender sin lige i Danmark – måske endda i verden. De seneste vigtige mursten i den genre må være Beat (2008) og Downtown (2010). Movin er både en dygtig reseacher, en nysgerrig journalist og en blændende klar skribent. I foreliggende bog har han som altid interviewet en række centrale skikkelser i det miljø, han undersøger, og hans personlige kendskab til amerikansk geografi, kultur og historie kan hele tiden bruges aktivt som baggrundstæppe for fortællingen. Som en yderligere bonus, er de fleste af de billeder, som bogen benytter – på nær når det drejer sig om filmsnapshots – Movins egne. Det personlige præg i bogen kommer ikke i form af et tydelig jeg – her er stilen holdt nøgtern – men netop i form af Movins implicitte tilstedeværelse på hver side i form af billeder, interviews og opstøvede anekdoter.

Det bliver slået fast fra starten, at den amerikanske avantgardefilm – eller bare eksperimentalfilm, som det jo er – handler om frigørelse. Emancipationsprojekterne inden for kunstarterne var ellers forbeholdt jazzmusikken og poesien, indtil filmmediet checkede ind som det nye cool. Både jazz og poesi har væsentlige improvisatoriske træk, som netop kan forbindes med kulturel omkalfatring og subversering. Filmmediet er langt tungere, da der både skal flere medvirkende til og der skal klippes, produceres, distribueres, osv. Avantgardefilmen tager alligevel tyren ved hornene ved at købe til ved samtidens fokus på billeder og forsøger derigennem at skabe en poetisk og spontan kunstart fra bunden.

Avantgardisterne ville dog tage afstand fra Hollywoods blockbusters, der med konform kreativitet og småborgerlig ideologi forhindrede filmmediet i at blive brugt i progressivt øjemed. Derfor følger vi beretningen om avantgardefilmen fra ca. 1940 (stilen begynder med Meshes of the Afternoon i 1943), selvom storhedstiden løst anslået kan sættes til 1955-1970. Vi må nemlig have optakten med, for at forstå den relativt hårde fødsel som avantgardefilmen havde.

Movin skriver selv om målet for bogen: "Hensigten har dels været at dække alle de væsentligste momenter og subgenrer, dels at trække tråde til andre kulturelle og kunstneriske strømninger for på den måde at etablere en klangbund for de pågældende film" (s. 17). Det er ikke svært at se, at det er et omfattende projekt, og med næsten 700 sider er bogen da også en sværvægter på bogreolen. Særligt meget fylder Movins anden store passion nemlig beat-litteraturen, og figurer som William S. Burroughs, Allen Ginsberg og Neal Cassady er gengangere gennem hele bogen, selvfølgelig særligt i afsnittet om succesfilmen Pull my Daisy (1959), som netop har flere af disse Beat-stjerner på rollelisten. (I det hele taget er persongallariet omfattende; navneregisteret bagerst i bogen fylder 15 tætskrevne sider!)

Bogens struktur er personbåret. I femten kapitler får vi avantgardefilmens historie fortalt, men hele tiden gennem aktørernes historier og selvfølgelig deres værker. Der er dog én central figur, som går igen i hele bogen, nemlig den litauiske instruktør, Jonas Mekas, som vel er en slags godfather for denne undergrundsgenre. Ikke nok med, at han selv har bidraget med væsentlige film, han har også været katalysator ved at kuratere vigtige fremvisninger og fungeret som slængets kritiker, særligt i The Village Voice. Gennem Mekas får vi at vide, at avantgardestrømningen – den såkaldte New American Cinema – havde en klar vision. De ville lave mindre perfekte og mere frie film – i klar polemik mod stilen fra Hollywood. Desuden var fællesskabet samlet om en ”etisk vækkelse” (s. 32), som i denne sammenhæng går på en bekymring for, hvor menneskeheden er på vej hen. Den samme etiske vækkelse kan spores i litteraturens beatgeneration, som filmavantgarden som sagt var i tæt forbindelse med i hele perioden.

Selvom Californien kogede på LSD indtil stoffet blev illegalt i oktober 1966 er bogens geografiske epicenter New York. Det var her Kenneth Anger, Harry Smith, Andy Warhol og Barbara Rubin slog deres folder. Med grænseoverskridende film, der ofte havde konkretistisk form, men sprængfarligt indhold af ofte eksplicit pornografisk karakter, flyttede de rammerne for filmmediet i nogle hastige årtier. Selvom det ikke er en pointe i bogen, er det dog bemærkelsesværdigt, hvor mange homoseksuelle, der færdes i det mandsdominerede miljø, og derfor fylder homoseksuel tematik også meget i filmene. Det kan virke banalt på nogen i dag, men det er tydeligt, at det bonerte, amerikanske samfund i 50’erne og 60’erne ikke var tunet helt ind på det tema.

De pornografiske film er værker som The Geography of the Body af Willard Maas, Blowjob af Andy Warhol (som dog er en indirekte sag), men særligt Barbara Rubins Christmas on Earth er den centrale film, hvor kroppen systematisk undersøges for åbninger hos både mand og kvinde. Ikke for sarte sjæle lyder det til. Selvom avantgardefilm nærmest per definition er lig med undergrund og niche, så pressede flere af smalfilmene sig vejen gennem mulden og op til mainstreamoverfladen. I den slags miljøer ved man aldrig helt, om det er en god eller dårlig ting, men i hvert fald blev både Kenneth Angers Scorpio Rising (1963) og Andy Warhols The Chelsea Girls (1966) successer uden for egne cirkler.

Bogen rummer myriader af detaljer, anekdoter, årstal, digressioner, sammenligner, opremsninger og katalogiseringer. For os, der gerne vil have det hele med, er det herligt. Desværre mangler der alligevel noget. Movin afviser gentagne gange at gå ind i en dybere, tematisk refleksion. Fx ”inden vi fortaber os for meget i sådanne måske vel luftige refleksioner” (s. 233). Men hvorfor ikke? Hvorfor ikke netop fortabe os i luftige refleksioner og abstraktioner, når nu netop kunstnerne selv så deres værker, som nogle man kan tænke og diskutere med og igennem?

Bogen er en gave til danske filmfans, og Lars Movin må snart havde arbejdet en medalje hjem for sit kulturjournalistiske arbejde. Det er eminent!

Forrige anmeldelse
« Christian Frederiks tapte rike «
Næste anmeldelse
» Kortlægning af dansk humanisti... »