Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




Best of – 67 x Kunst / Michael Jeppesen / 240 sider
Strandberg Publishing . ISBN 978-87-92894-32-8
Anmeldt 17/4 2016, 08:13 af Michael Agerbo Mørch

Fabulerende øjebliksbilleder skryder for simpelt


Fabulerende øjebliksbilleder skryder for simpelt

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Da journalisten Michael Jeppesen i 2013 udgav bogen Best of, var han kunstanmelder på Dagbladet Information og en meget produktiv en af slagsen. Allerede i sin kunstbog fra 2006, Overblik, viste Jeppesen sig som en dygtig iagttager af kunst og med en smittende fortælleglæde om de forskellige kunstnere og værker. Med Best of forsøgte han sig så igen, men denne gang med et mere svingende resultat. Bevares, bogens stil er da stadig frisk og cool, men med førsteudgivelsen i baghånden er den også lidt redundant. Best of er med forfatterens egne ord skrevet “på en rus af kærlighed og fascination”, hvilket er en energi, man let forbinder med teksterne på siderne. Men der er også en anden fortælling.

I forordet skriver Jeppesen nemlig også, at “jeg ser en kunstverden, der sagtens kan klare sig uden professortekster og indforstået retorik”. Jeppesen vil altså gerne stå på folkets side med sin populistiske art lit. Eller på den sansende side, eller den fænomenologiske for nu at lyde lidt professoragtig. Underligt nok ender Jeppesens tekster dog oftest som en hybrid, hvor vi både oplever en umiddelbar og sansende iagttagelse af værket, men samtidig får så tilstrækkeligt mange kataloginformationer og biografiske oplysninger, at man som læser godt kan fornemme, at den moderne samtidskunst ikke kan eller vil forstås umiddelbart. Der er en kode, der skal læres, så hvorfor ikke bare indrømme det? Forfatteren igen: “Jeg har fokuseret på, hvordan jeg oplever den (altså kunsten - red.), og ikke på, hvad man kan tilegne sig ad viden gennem de referencer og hentydninger alle værkerne gemmer”. Muligvis, men nogle af værkerne lader sig ganske enkelte ikke forstå uden et vist mål at kunsthistorisk bevidsthed, hvad Jeppesens tekster da også afslører. Et eksempel fra teksten om Ebbe Stub Wittrup: “Hans kunst folder sig således mest ud, hvis man selv stikker næsen i papirerne undervejs”.

For længe siden, da Lars Erik Stranberg havde et andet, nu hedengangent forlag, Amadeus, udgav han bogen Billedstorm (1989) skrevet af det unge makkerpar, Frederik Stjernfelt og Poul Erik Tøjner (i dag henholdsvis feteret professor og ditto Louisiana-direktør). I bogen opregner de en række kendetegn for forskellige anmeldertyper. Hvilken type er Michael Jeppesen? Er han “den inderlige og følsomme kritiker”, der sensitivt kategoriserer kunstværker efter sin mavefornemmelse? Ikke helt. Nok taler maven, humøret, sanserne, men Jeppesen besidder tilpas ironi og coolness til ikke at forfalde til denne slappe kritikerprofil. Er han så “intelligenskritikeren”, af Stjernfelt og Tøjner karakteriseret ved at kritikeren kritiserer intelligensens indblanding i kunsten? Her er vi nok på sporet. Jeppesen, der paradoksalt reflekterer, beskriver og opregner værker ved hjælp af sin intelligens er notorisk kritisk over for denne rationalistiske kølighed.

Best of er en forelsket bog, og herligt nok, men det er også en forelsket bog om det forelskede subjekt og ikke dets genstand. Det bliver for simpelt, og de mange ordrige beskrivelser vil for lidt. Det kan resultere i udbasunerende sentenser som “Al politisk kunst er naturligvis dårligt”, hvor forfatteren ikke følger op på det kategoriske udsagn. Det ville selvfølgelig være for akademisk for Dr. Jeppesen.

Angående værkerne, for syv søren, er bogen først og fremmest et kartotek, der bevidner den danske kunstscenens enorme pluralisme. Metodisk og genremæssigt spænder scenen vidt, og alt er potentielt inviteret indenfor. Skal man alligevel tale om en tendens, så er installationen og konceptet to styrende mekanikker, men intet er givet for fremtiden af den vej. Fx er en række dygtige malere – Tovborg, Kørner, Westrup, Lund, Busk og Hylander for at nævne nogen – med til at sætte fokus på det klassiske kanvas, der kan så meget.

Bogens fortjeneste er den rige dokumentation. Talrige billeder, der viser kunstnernes alsidige virke, beriger bogen og gør den af den grund til en vigtig statusopdatering på kunstscenen. Hvis Jeppesen havde skruet lidt ned for sin bevidst naive beskuerideologi, ville bogen have ramt et endnu højere niveau.

Forrige anmeldelse
« 101 danske designikoner «
Næste anmeldelse
» Portræt »