Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




Memoria - Skizofrene erindringer om en films svære fødsel / Henning Carlsen / 179 sider
Epigraf. ISBN 9788793069060
Anmeldt 14/3 2016, 10:10 af Uffe Stormgaard

En bog om et vellykket vanvittigt projekt


En bog om et vellykket vanvittigt projekt

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

En af vor tids mest stædige, insisterende instruktører, var den nylig afdøde Henning Carlsen – uden den evne, havde kun få af hans film set biografernes mørke.

Men Henning C. var meget mere end stædig. Det vidner hans mange spillefilm om.

Dokumentarist par excellence – ham, vennen Jørgen Roos m.fl. skabte rundlaget for 40/50ernes gyldne tid for danske kortfilm, med Statens Filmcentral og Minerva Film som producent. Mest markant med Limfjorden og De gamle.

Som spillefilmsinstruktør var allerede hans debutfilm Dilemma (1962) en international og kontroversiel banebryder. Med udgangspunkt i sit renomme som dokumentarfilmsinstruktør fik han med Danfoss som ”undercover” adgang til Sydafrika og dets apartheidstyre – og skabte på basis af Nadine Gordimers roman I fremmed land, en gribende historie, der klart blottede styrets racistiske adfærd. Engelsksproget, stærk dokumentaristisk og kontroversiel – en sjælden fugl i det danske filmmiljø.

Og næste overraskelse. Den dansk/norske/svenske co-produktion over Knut Hamsuns roman Sult fik Cannes filmfestival-premiere (1966) – og gav hovedrollen, Per Oscarson, guldpalmer. Henning Carlsens navn var nu sat på filmverdenens lystavle. En uforglemmelig film om ensomhed, fysisk og åndelig sult – en smuk forening af mesterlig personinstruktion og dokumentarisme. En film, der senere, for at bruge Henning Carlsens egne ord ” ikke var til at leve med” – for alle hans andre film, hvor forskellige de end var, blev altid af kritikken, sammenlignet med Sult.

Det skulle blive til mange ambitiøse projekter. Ofte co-produktioner med internationale skuespillere – og næsten hver gang var finansieringen en kamp. For Henning ville selv – eller rettere selv om den danske filmordning netop i de år var en løftestang, manglede der altid sidste del af finanseringen. Henning indgik ikke kompromiser og ville sikre sig det kunstneriske ”final cut”. Kampene har været mange.

Den sidste dog den værste.

Det er det Henning Carlsens erindringer Memoria - Skizofrene erindringer om en films svære fødsel (forlaget Epigraf) handler om. En post mortem udgivelse af hans tanker før/under/efter produktionen af filmen Erindring om min bedrøvelige luder (2011) baseret på nobelpristageren Gabriel Garcia Márquez' novelle.

Det er beretningen om et vanvittigt projekt. En film i Mexico, med spanske skuespillere, i en filmverden, hvor et ord var et ord i går, hvor korruption er lov, politik beskidt og pengene oftest sorte – med en instruktør, hvis spanske er yderst mangelfuldt. Selv sammenligner HC sit eget projekt med den tyske instruktør Werner Hertzogs film Fitscarraldo, om en bindegal mand, der vil transportere en stor damper gennem junglen, over Perus bjerge (!).

Carlsens næsten umenneskelige Sissifos-myte starter i 2005 – ”næsten”, fordi stenen dog til sidst, seks år efter, kom på plads. Men rullet ned ad bjerget gjorde den mange gange – så mange, at HC overvejede, at kalde sine erindringer: ”Hvordan jeg ikke lavede min sidste film”.

Så galt gik det heldigvis ikke – men galt gik det.

I Márquez' novelle (105 sider) fortæller den gamle intellektuelle Sabio, om sit hedeste ønske, om en ung jomfru på sin 90 års fødselsdag. En kærligheds besættelse som HC tolker parallelt med Dostojevskij – og Sult, her er den igen. Dermed formes ideen, om en film: ”uden voice over – i billeder, bevægelser, lyde, lys – at skildre, hvad fortællerne fortæller”. Den 30. september 2005, skriver han til New York, for at erhverve filmrettighederne til Márquez’ novelle – og dermed lød startskuddet til alle fortrædelighederne. Kampen om rettigheder, locations, finasiering, casting, feministerne… Sten på sten, der skiftevis ruller tilbage, ned ad bjergsiden.

Alt det beretter HC hudløst om. Hustruen Else og hans, snart skuffende, snart opmuntrende rejser til Spanien, Cuba og Mexico. Manuskriptet, der med den franske mestermanuskriptforfatter Carriere som rådgiver, tager endelig form. Og så er det hele på plads – og alligevel, nej. Selv husker jeg, kort før jul (2008?), hvor vi fejrede, at NU skulle filmen i gang – og så kom der en nedslående mail. Atter var filmen slået tilbage til start.

Selv lægger HC vægt på at Memoria ikke er nogen martyrfortælling. Vi springer ubesværet til andre kampe, bl.a. realiseringen af Gauguin filmen Oviri (1986), der kun med Donald Sutherlands mellemkomst blev realiseret. Også den danske filmstøtte ordning, som HC har nydt godt af, får en kærlig opsang.

Selv har jeg, dengang medarbejder på Filmfonden/Instituttet, kendt HC fra midten af 60erne, hvor han en kort overgang var medlem af bestyrelsen og Filmskolerådet– Jeg var bl.a. i Cannes, da Sult fik palmer og med da Man sku være noget med musikken, blev præsenteret i Berlin (1973).

Jeg lærte Henning at kende, ikke kun som filmskaber, men også som ven. Altid engageret, vildt optaget af sin samtid. Stræbsom og kompromisløs som kunstner – med mange skuffelser, men hver gang op på benene igen, med troen på sig selv og frygtløsheden. Ofte taler man om de forkælede kunstnere. HC var alt andet. En af de få, som næsten hver gang, ikke kun satte æren, men også hus og hjem, på spil, for at realisere sin kunst.

Alt det lægges skånselsløst på bordet i Memoria. Henning Carlsen skriver: ”NEJ! Det kan stadig ikke nægtes. Filmverden flyder over med charlatanerne, smartenikkerne og fusentasterne”. Henning Carlsen selv, var alt andet. Humor og selvironi gør, at vi, med ham, kommer helskindet igennem bogens mange kampe. Endda uden bitterhed.

Forrige anmeldelse
« At tegne er at se «
Næste anmeldelse
» Giv teksten liv – Greb der gr... »