Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




Slagmark. Tidsskrift for idéhistorie / Diverse / 234 sider
Århus Universitetsforlag. ISBN 978-87-91041-92-1
Anmeldt 23/2 2016, 11:22 af Michael Agerbo Mørch

Fra abstraktion til levet liv


Fra abstraktion til levet liv

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Tilfældet ville, at jeg skulle læse det gode blad, Slagmarks, temanummer om den italienske filosof, Giorgio Agamben, mens Frankrig forlængede sin nationale undtagelsestilstand i kølvandet på terrorhandlingerne i Paris i efteråret. Et interessant sammenfald, da undtagelsestilstanden indtager en central begrebsmæssig position i Agambens filosofi.

Slagmark har med egne ord sat sig for at undersøge Agambens filosofi, fordi den så bredt og flittigt bliver anvendt i dag. Både inden for andre akademiske discipliner end fagfilosofien, men også i den offentlige (politiske) debat. Det skal blandt andet gøres gennem en undersøgelse af Agambens egen filosofiske produktion, altså hvordan han udvikler og præciserer sine begreber og systemer. Det lykkes delvist. Selvom alle indlæg er både velskrevne og perspektivrige, er der for megen redundans og undersøgelsen af det agambenske laboratorium berøres kun flygtigt. Nummeret tager sig mere ud som en generel introduktion til Agamben, og den kritik han udsættes for, bliver gentaget så det kommer til at lyde som floskler – her tænker jeg særligt på kritikken af Agambens spøjse læsning af Aristoteles.

I Mathias Hein Jessens indledende artikel med den flotte titel Forvaltningen af det bestående kommer vi tættest på en karakteristik af Agambens arbejdsmetode ved beskrivelsen af det, Agamben selv kalder Entwicklungsfähigkeit, som kan oversættes med "udviklingsevne". Princippet går ud på, at Agamben i sine tekster ofte tager udgangspunkt i nogle filosofihistoriske personer eller begreber – som oftest Heidegger, Foucault eller Benjamin – og på et ikke angivet tidspunkt ophører beskrivelsen, deskriptionen, og Agamben begynder selvstændigt at producere filosofi. Agamben har altså ikke en filologisk interesse i sine forgængere, men en produktiv, filosofisk interesse, hvor der læses med teksten og ikke ud af teksten (en strategi som også kendes fra Agambens frænne, Slavok Zizek). Det er meget interessant, og det kunne have styrket udgaven, hvis det var blevet eksemplificeret noget mere og enklere, end det bliver i resten af nummeret.

Agamben udvikler naturligvis en række begreber, som opsummerer hans tænkning, men jeg vil alligevel mene, at den tilbagevendende maxime, som producerer både begreber og teorier, er hans stædige fastholden ved, at skellet mellem ontologi og praksis er ikke-eksisterende. Noget er kun, fordi det sker eller handler. Det gælder fx staten, som kun er gennem sin forvaltning. Agamben kalder dette en "regeringsmaskine", som en institution skaber og understøtter.

Denne maskine kan så opretholdes af både institution og modpart, fx ved borgerkrig, selvom det egentlig er imod sidstnævntes intention. Det udfoldes i Mikkel Flohrs essay, men som han også viser, så umuliggør det megen politisk tænkning, hvis ikke borgerkrigen skulle kunne vælte og omkalfatre systemet. Så for at fortsætte referencen til den nuværende situation i Frankrig, så vil Agamben hævde, at terroristerne mod deres intention faktisk styrker statens autoritet, fordi de han hævde undtagelsestilstanden, men som jeg forstår Flohr, så mener han, at fx Frankrigs tilstand reelt er i fare, hvorfor det ikke kan forstås, som Agamben gør det. Hele ideen om, at ontologi er praksis og kun praksis, kan jeg ikke sluge. Det overser jo, at en lang række ting omkring os altid allerede er givet.

Mikkel Bolt viser i en artikel om forholdet mellem Marx og Agamben, at selvom Agamben værger sig ved sin tilknytning til Marx, så er den tilstede hist og pist i forfatterskabet. Nicolai von Eggers viser i en velskrevet og flot komponeret artikel, at Agambens begreber om konstituerende og destituerende magt ikke er fyldestgørende, mens Jørn Erslev Andersen i temanummeret vanskeligst tilgængelige artikel – hvilket ikke siger så lidt! – undersøger det litterære potentiale hos Agamben i forhold til Beckett, Joyce og Hölderlin. Jeg undrer mig over, hvis ikke Andersens ret stimulerende eksperiment kan skrives klarere? Kan det virkelig ikke siges enklere?

Man får klart fornemmelsen af, at Agamben kan trække et temanummer, men også at der må være væsentligt mere at hente. De gode artikler er suppleret af to korte tekster af Agamben selv, som dog ligger meget tæt op ad de analyserende. Det et naturligvis en god ting, at giraffen selv for lov at bjæffe, så det er plus på kontoen.

Temanummeret har også en anden og tredje sektion, hvor der i anden sektion tages livtag med Søren Maus lille bog om stemmeretten, Hæv stemmen!. Mau mener jo, at det ville være demokratisk klogest ikke at stemme, da det er blevet et tomt ritual. Det undersøges af en række tænkere, der giver gode bud på kritik, inden Mau får lov at få det sidste ord. Tredje sektion er en række grundige boganmeldelser om idéhistoriske emner, der både orienterer og oplyser om ny litteratur, som man kan fristes af.

Slagmark er en inciterende tidsskrift, der vil rigtig meget. Det er flot, at vi har sådan et blad i Danmark, der både vil det faglige og formidlende. Agamben kunne være behandlet anderledes, måske til det bedre, med det er kræsent, når nu vi har fået så fint et nummer som dette.

Forrige anmeldelse
« Om at skrive «
Næste anmeldelse
» At tegne er at se »