Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




Peter Wessel Tordenskjold / Dan H. Andersen / 598 sider
Lindhardt og Ringhof . ISBN 9788711441589
Anmeldt 1/2 2016, 11:38 af Torben Rølmer Bille

Danmarks største søhelt


Danmarks største søhelt

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

”Moppedreng” er vist det første ord der melder sig ved mødet med Dan H. Andersens nye pragtudgave af hans bog om Tordenskjold, for det er både en stor, flot og tung bog, man får i hænderne. Tung er til gengæld ikke indholdet, for Hr. Andersen er om nogen i stand til at få tørre, historiske facts gjort levende og vedkommende, så selv de af os, der normalt ikke kaster sig frådende over historiebøgerne, bliver underholdt.

Den ny bog er en opdateret og revideret version af bogen Mandsmod og Kongegunst – en biografi om Peter Wessel Tordenskjold, som kom i 2004, men da nærværende anmelder desværre ikke har læst den, er det svært at lave en egentlig sammenligning mellem de to. Det skrives dog på omslaget til bogen, at den nye version byder på både en lang række nye, opdaterede informationer og ikke mindst en masse illustrationer, søkort og fotos, som ikke var at finde i den første.

Selv om Tordenskjold kun nåede at fejre 30 fødselsdage, lykkedes det ham, imens han levede, at opnå nærmest ikonisk heltestatus. En status, der på sæt og vis er blevet indlejret i danskernes bevidsthed, selv om det var så mange år siden han levede. Eksempelvis er der sikkert ikke en eneste dansker, der ikke kender ham, om så blot af navn, har set hans ansigt på tændstikæskerne, kender udtrykket ”Tordenskjolds soldater”.

Meget af søheltens popularitet skyldes ikke mindst hans indlejring i populærkulturen som en form for mytisk, egenrådig og snu heltefigur. Eksempelvis husker nærværende anmelder selv min egen far berette om Tordenskjolds fader, der var så træt af at knægten sled hul i sine bukser, at han købte sønnen et par læderhoser. For at trodse faderen satte skarnsknægten sig så op på en slibesten og fik hjælp af en ven til også at slide bagen ud af disse. Det er naturligvis frit opspind og en fortælling, der takket være forskellige fiktionsforfattere har fundet vej til vor populærkulturelle bevidsthed. Dan Andersen adresserer endda dette mod slutningen, idet han sammenligner de fiktive versioner af Tordenskjold med Trickster-figuren (s. 520).

Dan Andersens bog skyder selvsagt en lang række af disse vandrehistorier ned og erstatter dem med historiske fakta. Bogen er for det meste kronologisk opbygget, så læseren først møder Peter Wessel, da han fødes, følger hans uddannelse, for så at fokusere på hans første togter som sømand på slaveskibe mellem Afrika, Vestindien og Trankebar. Senere hen får læseren detaljer om hans avancement til kaptajn på skibene Ormen og Løvendals Gallej. Vi følger i detaljer søheltens største sejr ved Dynekilde, hans forsøg på at indtage Göteborg og frem til slutningen af Stor Nordiske Krig.

De sidste kapitler undersøger først i detaljer de mærkværdige omstændigheder ved duellen med Stahl, der som bekendt endte med heltens død, og her går Andersen virkelig i detaljer og præsenterer de fakta, man er i besiddelse af, som var det en kriminalsag, der skulle opklares. Til allersidst et kapitel om netop Tordensskjolds eftermæle, og hvordan han gik fra at være søhelt til ikon.

For en anmelder, der som undertegnede er geografisk analfabet, kræver store dele af bogen nærmest, at man sidder med et kort over Norden, for idet forfatteren i detaljer de forskellige flådefartøjers bevægelser under de mange forskellige bataljer, kan man nemt miste orienteringen. Måske er det fordi man er barn af den digitale tidsalder, men det kunne have været rart med et link til nogle animerede/interaktive kort, der kunne vise flådebevægelserne. Dette fylder naturligvis meget af værket, men bliver også en anelse tungt. Heldigvis er der lidt hjælp at hente bagerst i bogen, da det der er muligt at finde en håndfuld oversigtskort, ordforklaringer og ikke mindst kildeangivelserne, der er så vigtige at have med i fagbøger som disse.

Til gengæld er det virkeligt fint, når forfatteren laver en række afstikkere fra hovedfortællingen om Tordenskjold, der kan forklare forskellige vigtige detaljer og baggrundsfortællinger om de mange aktører på både svensk, norsk, dansk, tysk og engelsk side. Det er både historier om adelige, om konger, men også om helt almindelige borgere og deres dagligliv. Det giver kolorit og indlevelse i forhold til, hvordan livet tog sig ud i 1700-tallet, og ikke mindst beviser Dan Andersen, at han besidder en utrolig viden, har lavet et rigtigt godt researcharbejde, og ikke mindst at han har et fint overblik over perioden.

Illustrationerne er mange og gode, men der bliver indimellem vist lidt for mange kobberstik af gamle søkort, der godt kan forvirre mere end de bliver i stand til at give læseren et nuanceret overblik over de søslag og kampe, som optræder i teksten.

Peter Wessel Tordenskjold er en virkeligt vellykket bog, der med garanti vil appellere til alle de, der gerne vil vide mere om især Tordenskjold, men også om samtiden der omgav ham. Den giver et både nøgternt, men også kritisk billede af en mand, der havde et iltert temperament, sikkert ikke var særlig rar at have som øverstbefalende, men som også gik sine egne veje, trodsede direkte ordrer, og som blandt andet derfor var afgørende for at vende den danske krigslykke i Store Nordiske Krig.

Forrige anmeldelse
« Jødedom og kristustro. Paulus... «
Næste anmeldelse
» Kugleregn møder kuglepen »