Overskriften er en proklamation. Så bombastisk er Peter Stein Larsen dog ikke i sin nye overbliksbog over moderne poesi. Slet ikke. Sine steder er den decideret lavmælt, selvom den samtidig er dybt engageret i sit stof. Det skyldes måske en ofte temmelig deskriptiv tilgang, særligt til sekundærlitteraturen. I de første fire kapitler er sekundærlitteraturen kun opremset, aldrig gennemgået. Det savnes. For selvom bogens metode er “at skabe en dialog mellem en nuanceret læsning af den unikke poetiske tekst og forskellige overordnede begrebsdannelser” (s. 14 og 180) savnes et mere reelt og reflekteret sammenspil mellem læsningerne og de teoretiske overvejelser .

Den centrale idé i Stein Larsens Poesiens ekspansion er, at lyrikken efter år 2000 har spredt sig til en række nye medieformer, selvfølgelig særligt internettet. Men ud over at Larsen konstaterer dette skifte, gennemgår han også, hvad dette medieskift har medført. Han opregner fem karakteristika, som kendetegner den nye nordiske poesi: det multimodale, netværksstrukturen, montageformen, det serielle og det procedurale.

Det multimodale er en gensidig påvirkning mellem kunstarterne, som i lyrikken særligt kommer til udtryk i den såkaldte ekfrase (som yderligere bliver gennemgået i kap. 5). Ekfrasen er en litterær beskrivelse af et visuelt værk, som derved gøres til lyrikkens genstand. Denne form ses måske særligt i Klaus Høecks poesi. Netværkstrukturen er en teori, som Umberto Eco skabte i Det åbne værks poetik, og som går på, at læsningen af teksten er åben, at den kan læses på flere forskellige måder. Det gælder fx Peter Adolphsens En million historier, hvor læseren selv skal sammensætte teksten, eller – igen – Klaus Høecks Hjem, der både kan læses fra højre, venstre og sågar midt fra. Montagen sammensætter en tekst af forskellige tekster, som ofte har en meget heterogen karakter. Denne stil er blevet voldsomt udbredt de seneste årtier og er måske den form, der er mest benyttet i netpoesien.

Larsen oplister en række vigtige montageværker, men udelader den for mig vigtigste og dygtigste montageforfatter i Danmark, nemlig Rasmus Halling Nielsen, hvilket undrer (han figurerer slet ikke på litteraturlisten!). Det serielle dækker over den form, hvor tekstens indre sammenhæng fremstår vilkårligt. Det kan fx være i lister eller opremsninger, som ikke tydeligt afspejler en logisk struktur. Den procedurale poesi er systempoesi, hvor regler og systemer danner strukturen for teksten. Klaus Høeck (igen, igen) og Inger Christensen er de mest kendte eksempler på dette, men også Morten Søkilde og Martin Larsen er eksponenter herfor (førstnævnte af de to er ikke nævnt i bogen, sic!). Dette første kapitel er, som jeg ser det, bogens store bidrag til det litterære Danmark, og der er mange gode og skarpsindige læsninger af eksempelteksterne her.

I kapitlet om centrallyrik versus interaktionslyrik får vi et opkog af Larsens mammut-disputats, Drømme og dialoger (2009), hvor tesen er, at der er to strømninger i litteraturen; én hvor et centrallyrisk jeg står som centrum for digtet og dermed garanterer en stabil udsigelsesposition, og én hvor polyfone stemmer interagerer og derved skaber digtet fra en ustabil udsigelsesposition. Larsen er tydeligt fortaler for den anden form for lyrik. Tesen er blevet heftigt diskuteret – og kritiseret – gennem årene, bl.a. af Erik Skyum-Nielsen, der ikke mener, at den nye poesi kan sorteres i sådanne kasser, men at mange digte indeholder central- og interaktionslyriske elementer i samme tekst.

Poesiens ekspansion rummer læsninger af over 75 forfatterskaber (til sammenligning indeholder Marianne Stidsens nyligt udgivne doktordisputats, Den nye memisis, 40 forfatterskaber). Det gør selvsagt læsningerne kortfattede og, som jeg nævnte i indledningen, ret summariske. Det er dog ikke kun for at fremvise læselisten, at Larsen gør dette, der er en større dagsorden bag: nemlig at inkorporere flere forfatterskaber i den litterære kanon. Grunden til at så mange udelades af kanon, skyldes ifølge Larsen tre årsager: en marginalisering af bestemte forfattere, som falder uden for den litterære norm; en asynkron årsag, hvilket vil sige, at forskellige forfatter falder uden for pga. fx alder eller æstetisk tendens, og endelig at forskellige forfattere virkede så kortvarigt, at de hurtigt blev glemt. Overordnet set må Larsen roses for sin indsats med at systematisere og revitalisere disse forfattere. Men skellene er også meget skarpe, fx sætter han storsælgende Christel Wiinbald og legenden Per Aage Brandt i gruppen af asynkrone. Det virker lidt skørt.

Lyrikken er ikke kun eksploderet i kvantitet men også i kvalitet. Stilarter og temaer er meget varierede, og der er mulighed for at finde lyrik om stort set alt i dag. Nogle temaer er dog mere gennemgående end andre. De unge lyrikere er af nogle blevet betegnet “Generation etik” (fx Skinnebach og Ørntoft), men Larsen mener, det er forsimplet. I stedet fokuserer han i bogens fjerde kapitel på kønsrelationerne i samtidslyrikken. Det gælder både opblomstringen af mange (dygtige!) kvindelige forfattere, men også en tematisk bevægelse fra den betragtende mand, til – for kvindernes vedkommende – en selvstændig seksualitet og begær, og – for mændene – en åbning for homoseksuelle temaer i lyrikken. Alt dette viser, at Roland Barthes gamle diktum om, at lyrik var centreret omkring udsagnet Je t’aime er endegyldigt forladt.

Bogen tilter langsomt over mod den mere teoretiske diskussion, og i kapitlerne om ekfrasen (kap 5), den nye litteraturkritik (kap 6) og den genrefri kritik (kap 7) bliver faglitteraturen diskuteret i langt højere grad end tidligere i bogen. Kapitlet om ekfrasen er engageret, men de fire forfatterskaber, der er valgt til at illustrere eksemplet, er af ældre dato. Larsen skriver ellers selv: “Det skulle være klart, at digtningen i de sidste årtier i allerhøjeste grad har bevæget sig ud over de grænser, som en klassisk ekfraseteori har opstillet for, hvad man skal forstå ved sådanne tekster”, men de tekster er blevet brugt er Tor Ulven (1997), Søren Ulrik Thomsen (1985), Lars Bukdahl (1987) og Inger Elisabeth Hansen (2003-2004); altså kun én ud af fire fra det nye årtusinde.

Hvad der til gengæld har stor relevans for forståelsen af litteraturen i dag, er kapitlet om litteraturkritikken og lyrikken. Larsen viser nemlig, hvor intimt forholdet er mellem de to genrer, og hvor svært det kan være at afgøre, hvem der påvirker hvem: “Det er således lige så forkert ensidigt at lægge vægten på, at lyrikken har påvirket litteraturteorien, som at påstå, at litteraturkritikkens principper har styret digternes måde at skrive poesi på” (s. 234-235). Litteraturkritikken forstås i dette kapitel som den universitære med fokus på dekonstruktion, fænomenologi, formalisme og litteraturhistorisk kontekstualisering. I kapitlet efter er det lyrikerne som kritikere, der er i fokus, in nomine Lars Bukdahl og Niels Frank. Deres polyfone og egenartede kritikerværker, Generationsmaskinen og Første person, anden person viser, hvorledes det er blevet muligt at bruge litteraturkritikken som en kunstnerisk platform. Det er nok rigtigt, men tager man på strejftog gennem dagbladenes redaktioner, så er dog stadig den klassiske (universitære) kritik, der dominerer.

Det er vel på nuværende tidspunkt evident, at Peter Stein Larsen med Poesiens ekspansion har skrevet et værk, der vil rigtigt, rigtigt meget. Negativt set gør det jo, at bogen flagrer for meget, men der vindes endnu mere ved det store overblik og det varmhjertede engagement for litteraturen. Derfor er det også oplagt, at bogen afsluttes med en diskussion af Kampen om lyrikken, hvor Stein Larsen gør den som polemiker. Der er ikke nogen grund til at være ydmyg på lyrikkens vegne. Tværtimod. Den har det godt, den vokser – kvantitativt og kvalitet. Fordi den heldigvis er en invasiv art.