Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




Tyskernes katastrofe - Sammenbruddet i øst / Ole Steen Hansen / 329 sider
Nyt Nordisk Forlag. ISBN 978-87-17-04492-0
Anmeldt 15/12 2015, 12:28 af Hans Christian Davidsen

Portræt af en etnisk udrensning


Portræt af en etnisk udrensning

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Tabet af de tyske østområder efter Anden Verdenskrig har dimensioner, der er vanskelige at forestille sig. Flere end ti millioner mennesker blev fordrevet fra et geografisk område, der var mere end toenhalv gang større end Danmarks areal. I realiteten var det verdens største etniske udrensning. De, der ikke flygtede, blev senere tvunget ud af områderne, og flere hundrede tusinder civile tyskere blev enten udsultet eller likvideret. Provinserne Pommern, Schlesien og Østpreussen blev tømt for tyskere. I antal svarer det til at tømme det nuværende Ungarn for mennesker. Fra 1944 og i årene derefter var der ingen i det internationale samfund, der løftede et øjenbryn. Hele tømningen af området for tyskere var blevet endeligt stadfæstet på Jalta-konferencen i februar 1945 mellem statslederne fra Storbritannien og USA på den ene side og Sovjetunionen på den anden.

Den store vinder i dette spil skulle hurtigt vise sig at blive Stalins Sovjetunion (hvis man kan tale om “vinder" al den stund, at Sovjet havde lagt areal til en af verdenshistoriens mest bestialske og ødelæggende krige: Krigen på Østfronten). Især da den kolde krig blev en realitet. Jerntæppet mellem øst og vest blev skubbet længere vestpå, og samtidig fik Stalin den isfrie havn, han så gerne ville have i Königsberg – byen der i 1946 blev omdøbt til Kaliningrad opkaldt efter bolsjevikken Mikhail Ivanovitj Kalinin. Godt nok tilfaldt størstedelen af de tyske østprovinser Polen, men Polen blev så at sige løftet fra landkortet og flyttet flere hundrede kilometer vestpå. Polen blev til gengæld for de tyske østprovinser tvunget til at afstå landets egne østprovinser – med tvangsforflytning af millioner af polakker til følge.

Skånselsløs udlevering
Flere hundredetusinder civile østtyskere mistede livet under de sidste kampe fra slutningen af 1944 til den endelige og massive Sovjet-offensiv i 1945. Det skyldes ikke mindst, at nazisterne ikke lod områderne evakuere på et tidspunkt, hvor det stod klart for alle krigens parter, at områderne var tabt. Tværtimod nægtede nazi-regimet i Berlin og de lokale gauleitere at redde civile – hovedsageligt kvinder, børn og gamle mennesker – mens tid var.

Nazisterne overlod skånselsløst en civilbefolkning på over ti millioner til den fremrykkende Røde Hær, der ikke var tyskere venligt stemt efter de grusomheder, de selv havde været vidne til årene forinden på østfronten. Først alt for sent blev verdens største evakuering over havet iværksat, og millioner af østtyskere flygtede over land i ned til 25-30 graders kulde – som oftest til fods og med hestevogne. Togene var holdt op med at køre. Hvor mange, der døde under flugten, vides ikke præcist. I sne og is blev gamle og børn liggende i vejkanten. På Østersøen blev flygtningeskibet Wilhelm Gustloff sænket af en russisk u-båd. Skibet gik ned med omkring 10.000 mennesker.

Frøperspektiv
Dette uhyrlige kapitel er først i de senere år blevet behandlet gennemgående i den populære historieformidling. Mange af de fordrevne østtyskere har skrevet erindringer af svingende karakter om flugten fra øst. Af grunde, som man kun kan gisne om, skulle der en Günter Grass til at sætte flugten på dagsordenen litterært med bogen »Im Krebsgang« (dansk: »I krebsegang«) i 2002. Temaet er aldrig blevet berørt skønlitterært eller seriøst faglitterært i en dansk originaltekst. Her fylder Ole Steen Hansen et hul med sin bog Tyskernes katastrofe - Sammenbruddet i øst 1945.

I bogen beskriver han undergangen i frøperspektiv, som han også selv kalder et indledende kapitel. Via interviews med nulevende og en grundig research tegner han et portræt af et landsbysamfund, Untereisseln, der lå ved købstaden Tilsit, det nuværende Sovietsk på grænsen mellem Kaliningrad-eksklaven og Litauen. Hvis man ser bort fra de regionale forskelle, der altid er (og især er og har været i Tyskland), kunne Untereisseln være en hvilken som helst landsby i de tidligere tyske områder øst for Oder-Neisse-floderne (der danner den nuværende grænse mellem Tyskland og Polen). Ole Steen Hansen har tidligere udsendt bøger med temaer fra Anden Verdenskrig, blandt andet Bombemål Berlin. Han var i parentes bemærket en af de danske forfattere, der i oktober deltog i en forfatterworkshop på Jaruplund Højskole syd for Flensborg.

Stilfærdig pen
Ole Steen Hansen beskriver med en stilfærdig, men effektfuld pen livet i en europæisk landsby før Anden Verdenskrig. Man levede af jorden omkring landsbyen. Kontakten til omverdenen var ringe. En rejse til den nærmeste købstad var mere ualmindelig end en julegave-weekend til London er det for det globaliserede jetset i dag. Det er skribentvirksomhed af høj klasse, Ole Steen Hansen her præsterer. Det er vanskeligt at rubricere teksten genremæssigt. Er det reportage, essay, seriøs journalistik? Nok lidt af hvert, men særdeles læseværdigt.

Så kommer krigen til Untereisseln og det øvrige Østpreussen, men dog langt senere end til det øvrige Tyskland. Helt frem til efteråret 1944 gjaldt Østpreussen og Pommern som nogle af de sikreste steder i Tyskland. I de udprægede landsbrugsområder kunne man oven i købet spise sig mætte. Men virkeligheden blev brat ændret – for alvor med den russiske januar-offensiv i 1945. Flere hundrede år gamle tyske byer blev jævnet med jorden i en vanvittig og håbløs kamp mod den sovjetrussiske overmagt. Selv om den nazistiske propaganda gjorde, hvad den kunne for at overdrive, skete der voldtægter og krigsforbrydelser. Königsberg blev sammen med Breslau erklæret til fæstninger. Ingen måtte overgive sig, lød ordren fra de nazistiske gauleitere – der var de første til at flygte, da lokummet brændte.

Interviews med nulevende
Ole Steen Hansen har talt med tidsvidner, der var børn eller unge i Det tredje Rige, og som oplevede flugten. De fleste bor i dag i det vestlige Tyskland. En af de interviewede bor i Padborg og hedder Rosemarie Østergaard Nielsen, født Timmermann. Hun er årgang 1937 og var endnu ikke fyldt otte år, da hun med sin mor og søskende flygtede fra byen Schlawe i Pommern (der i dag hedder Slawno og ligger i Polen). Hendes mor stammede fra Flensborg og dele af familien fra Sønderjylland, da landsdelen var tysk. Familien Timmermann var ofte i Flensborg for at besøge familie i krigsårene og drog altid hjem til et mere fredfyldt Pommern. Her var forholdene bedre. Stort set ingen bombealarmer og begrænset fødevaremangel. I 1945 rykkede de sovjetiske styrker hurtigt frem mod Pommern. Om lokalbefolkningen nåede at komme væk, var et spørgsmål om, hvor tidligt de erkendte situationens alvor.

Rosemarie Østergaard Nielsens mor erkendte situationen tidsnok – og så alligevel ikke helt. Da familien troppede op på banegården i Schlawe, var det sidste tog mod vest kørt dagen før. Eneste mulighed var at flygte over Østersøen. Familien nåede efter store strabadser til København, hvor den blev interneret i Ryparkens Tennishal. En kvart million tyske østflygtninge nåede til Danmark i de sidste krigsmåneder, og mange blev her i flere år. Familien Timmermann fik ikke tilladelse til at rejse til Flensborg for at blive genforenet med familien. Den britiske besættelsesmagt i Slesvig-Holsten kæmpede i forvejen med sult og nød blandt lokalbefolkningen, der i delstaten var næsten fordoblet med flygtninge østfra. Blandt de civile tyske flygtninge i Danmark døde 4132 børn frem til befrielsen i maj 1945. Rosemaries halvandet år gamle lillesøster, Heinke, var et af disse børn. Hun døde af difteritis. Ole Steen Hansen berører sporadisk historiker og læge Kirsten Lylloffs omdiskuterede forskning i de tyske flygtninges dødelighed i Danmark og undgår at stikke hånden ned i hvepsereden.

Uddannet i Danmark
Først i 1947 fik Rosemarie og hendes familie tilladelse til at rejse ud af Danmark for at bosætte sig i Flensborg. Her kom hun ind i det danske mindretals arbejde og senere på Askov Højskole i Danmark, hvor hun også uddannede sig til lærer. Hun blev dansk gift og dansk statsborger i 1964. Rosemarie Østergaard Nielsens beretning er blot en af flere personlige beretning, som Ole Steen Hansen strikker sammen med både makro- og mikro-fakta. Den store verdenshistorie trækkes på overbevisende måde ned ikke blot på et lokalt og regionalt niveau, men også menneskeligt. Ole Steen Hansen er sluppet overbevisende fra den opgave, han selv har stillet sig.

Han kommer hele vejen rundt om emnet og formidler stoffet på en let tilgængelig måde. Selv det – i hvert fald uden for Tyskland, Polen og Litauen – mindre kendte historiske kapitel om ulvebørnene har fundet plads i beretningen. Det er historien om de forældreløse børn, der efter den total opløsning strejfede omkring i det nordlige Østpreussen og Litauen. Bogen kan være meget relevant i en tid, hvor Europa oplever den største flygtningekatastrofe siden Anden Verdenskrig. Men påpasselighed med paralleller og sammenligninger er også påkrævet. Der er ligheder, og der er forskelle.

Forrige anmeldelse
« Datainformeret forbedringsarbej... «
Næste anmeldelse
» Poesiens ekspansioner »